Vær lykkelig — vis de nødstedte gunst

„Den som foragter sin næste synder, men lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.“ — Ordsprogene 14:21.

1, 2. Hvad kom tre filippinske familier ud for, og hvilke spørgsmål får dette os til at overveje?

MENS tre filippinske familier fra Pangasinan-provinsen overværede et kristent møde, brændte deres huse ned til grunden, så de ved hjemkomsten stod uden mad og uden noget sted at overnatte. Da deres trosfæller hørte om ulykken skyndte de sig at komme med mad og at skaffe de nødstedte husly hos andre i menigheden. Den næste morgen mødte nogle af deres trosfæller op med bambus og andre byggematerialer. Denne broderkærlighed gjorde et dybt indtryk på naboerne. De tre familier havde også gavn af hændelsen. Deres huse blev ganske vist ødelagt ved branden, men deres tro og andre kristne egenskaber styrkedes på grund af brødrenes kærlige hjælp. — Mattæus 6:33; jævnfør Første Korintherbrev 3:12-14.

² Virker det ikke opmuntrende at høre sådanne erfaringer? Jo, de styrker vor tro på næstekærligheden og på den sande kristendoms kraft. (Apostelgerninger 28:2) Men kender vi det bibelske grundlag for at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“? (Galaterne 6:10) Og hvordan kan vi personligt gøre mere i denne henseende?

Et glimrende eksempel for os

3. Hvad kan vi være sikre på i forbindelse med Jehovas omsorg for os?

³ Disciplen Jakob skrev: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra.“ (Jakob 1:17) Og det er sandt, for Jehova dækker så rigeligt både vore åndelige og vore materielle behov. Hvad lægger han størst vægt på? De åndelige anliggender. Han har for eksempel skænket os Bibelen for at vi i den kan finde åndelig vejledning og håb. Grundlaget for dette håb er det offer hans søn har bragt, som har udvirket at vi kan opnå tilgivelse og få mulighed for at leve evigt. — Johannes 3:16; Mattæus 20:28.

4. Hvad viser at Gud også er interesseret i vore materielle behov?

⁴ Jehova er også interesseret i vore materielle behov. Dette ræsonnerede apostelen Paulus over med nogle mænd i det gamle Lystra. Selv om de ikke tilbad Jehova, kunne de ikke benægte at Skaberen ’har gjort godt, har givet os regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet vore hjerter med føde og glæde’. (Apostelgerninger 14:15-17) På grund af sin kærlighed til os dækker Jehova både vore åndelige og vore materielle behov. Vil du ikke mene at dette er en af grundene til at han er ’den lykkelige Gud’? — 1 Timoteus 1:11.

5. Hvad kan vi lære af Guds handlemåde over for fortidens israelitter?

⁵ Af Guds handlemåde over for israelitterne i fortiden fremgår det at han nøje afvejede den opmærksomhed han viste henholdsvis deres åndelige og deres materielle behov. Først og fremmest skænkede han sit folk Moseloven. Hans konger skulle lave en afskrift af Loven, og folket samledes med jævne mellemrum for at høre Loven blive læst op. (5 Mosebog 17:18; 31:9-13) Loven sagde også at der skulle være et tabernakel eller tempel, samt præster der kunne bringe ofre for at folket kunne have Guds gunst. Israelitterne samledes regelmæssigt til åndelige højtider der var højdepunkter i deres tilbedelse. (5 Mosebog 16:1-17) Som følge af alt dette kunne de enkelte israelitter være åndeligt rige i forholdet til Gud.

6, 7. Hvordan viste Jehova gennem Moseloven at han var interesseret i israelitternes fysiske omstændigheder?

⁶ Loven viser dog også hvor opmærksom Gud er på sine tjeneres fysiske omstændigheder. Det man i første række kommer til at tænke på, er måske de love Israel fik angående hygiejne og forholdsregler som kunne begrænse smittespredning. (5 Mosebog 14:11-21; 23:10-14) Men vi bør ikke overse de særlige foranstaltninger Gud traf for at hjælpe de fattige og syge. Et dårligt helbred eller en ulykke som en brand eller en oversvømmelse kunne betyde at en israelit sank ned i fattigdom. Jehova tog i sin lov højde for at ikke alle ville stå lige i økonomisk henseende. (5 Mosebog 15:11) Men han nøjedes ikke med at vise de fattige og de syge medlidenhed. Han sørgede for at de også kunne få konkret hjælp.

⁷ De nødstedte ville først og fremmest have behov for mad. Gud befalede derfor at Israels fattige skulle have lov til at samle det der var tilbage efter høsten på markerne, i olivenlundene og i vingårdene. (5 Mosebog 24:19-22; 3 Mosebog 19:9, 10; 23:22) Guds måde at yde hjælp på opmuntrede ikke folk til at drive eller til at leve af offentlig hjælp når de var i stand til at arbejde. Det krævede en indsats at samle det der var tilbage efter høsten; man måtte måske arbejde i mange timer i den varme sol for at samle mad nok til en enkelt dag. Vi bør imidlertid ikke overse at Gud på denne måde hensynsfuldt sørgede for de fattige. — Jævnfør Rut 2:2-7; Salme 69:33; 102:17.

8. (a) Hvad blev de enkelte jøder tilskyndet til at gøre for deres brødre? (Jævnfør Jeremias 5:26, 28.) (b) Hvilken holdning har mange i dag, i sammenligning med den holdning Gud tilskyndede jøderne til at have?

⁸ Jehova har også vist sin interesse for de nødstedte gennem udtalelser som den vi kan læse i Esajas 58:6, 7. På et tidspunkt hvor nogle selvtilfredse israelitter foregav at faste, erklærede Guds profet: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At . . . sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker? Er det ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ Nogle af vor tids mennesker vogter det man kunne kalde deres ’komfortzone’. De er kun villige til at hjælpe en der lider nød hvis de ikke behøver at ofre noget af deres egen komfort for det og hvis det ikke er til besvær for dem. Men er det ikke en helt anden ånd der kommer til udtryk i Guds ord gennem Esajas? — Se også Ezekiel 18:5-9.

9. Hvilken vejledning gav Loven med hensyn til lån, og hvilken holdning ønskede Jehova at hans folk skulle have?

⁹ Israelitterne kunne også vise deres omsorg for deres fattige brødre når de udlånte penge. En israelit kunne forvente at få beløbet tilbage med renter når han ydede et lån til en der ønskede at bruge pengene i forretningsøjemed. Men ifølge Jehovas lov måtte israelitterne ikke kræve renter når de udlånte penge til en fattig broder, hvis fortvivlede situation ellers kunne friste ham til at begå forbrydelser. (2 Mosebog 22:25; 5 Mosebog 15:7, 8, 11; 23:19, 20; Ordsprogene 6:30, 31) Guds holdning til de nødstedte skulle tjene som et eksempel for hans folk. Vi har endda fået dette løfte: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“ (Ordsprogene 19:17) Tænk bare — vi kan låne ud til Jehova, og han forsikrer os at han vil betale os rigeligt tilbage!

10. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv, nu da vi har betragtet Guds eksempel?

¹⁰ Vi bør derfor alle spørge os selv: Hvordan berøres jeg af Guds syn på og omsorg for de nødstedte? Har jeg lært af hans fuldkomne eksempel og forsøgt at efterligne det? Kan jeg gøre noget for at ligne Gud mere på dette punkt? — 1 Mosebog 1:26.

Sønnen følger Faderens eksempel

11. Hvilken indstilling havde Jesus i sammenligning med sin Fader? (2 Korinther 8:9)

¹¹ Jesus Kristus „er [Jehovas] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) Vi kunne derfor forvente at han ligesom sin Fader viste omsorg for dem der var interesseret i den sande tilbedelse. Gjorde han da det? Ja. Jesus gjorde opmærksom på at det er den åndelige fattigdom der først og fremmest må afhjælpes: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:3; jævnfør Lukas 6:20.) Kristus sagde også: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Derfor var han heller ikke først og fremmest kendt som mirakelmager eller læge, men som lærer. (Markus 10:17-21; 12:28-33) Læg i denne forbindelse mærke til ordene i Markus 6:30-34. Vi læser her om en lejlighed hvor Jesus var søgt hen til et øde sted for at samle kræfter. Da „så han en stor skare mennesker . . . [der] var som får uden hyrde“. Hvordan reagerede han? „Han begyndte at lære dem mange ting.“ Ja, han anstrengte sig til det yderste for at give dem det de mest af alt trængte til: sandheden der kunne skænke dem evigt liv. — Johannes 4:14; 6:51.

12. Hvad viser Markus 6:30-34 og 35-44 om Jesu indstilling?

¹² Jesus fokuserede på de ydmyge jøders åndelige behov, men han ignorerede ikke deres materielle behov. Af Markus’ beretning fremgår det at Jesus også var opmærksom på behovet for bogstavelig mad. Apostlene foreslog først at en skare mennesker der havde lyttet til Jesus, blev sendt bort, så de kunne „købe sig noget at spise“, men Jesus forkastede deres forslag. Så talte apostlene om at købe mad for nogle af de fælles penge de havde med sig, men i stedet valgte Jesus at udføre det berømte mirakel hvorved han bespiste 5000 mænd foruden kvinder og børn med et jævnt måltid bestående af brød og fisk. I dag vil nogle måske pege på at det var en let sag for Jesus at dække skarernes behov gennem et mirakel, men vi bør ikke overse den kendsgerning at han havde ægte omsorg for andre, og viste det i gerning. — Markus 6:35-44; Mattæus 14:21.a

13. Hvordan viste Jesus desuden at han havde omsorg for andre?

¹³ Hvis du har læst evangelierne, har du sikkert bemærket at det ikke kun var de fattige Jesus havde ondt af. Han hjalp også de syge og de svage. (Lukas 6:17-19; 17:12-19; Johannes 5:2-9; 9:1-7) Han nøjedes heller ikke med at helbrede dem der tilfældigvis var i nærheden af ham. Til tider opsøgte han de syge for at yde hjælp. — Lukas 8:41-55.

14, 15. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus ønskede at hans disciple skulle efterligne hans omsorg for andre? (b) Hvad bør vi spørge os selv om?

¹⁴ Men var det kun dem der kunne gøre mirakler som skulle vise omsorg for fattige eller syge disciple (eller sandhedssøgende mennesker)? Nej. Alle Jesu disciple skulle være interesseret i at hjælpe andre, og de skulle vise det i handling. Jesus gav for eksempel en rig mand der gerne ville leve evigt, denne opfordring: „Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene.“ (Lukas 18:18-22) Jesus gav også denne vejledning: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ — Lukas 14:13, 14.

¹⁵ En kristen er en der går i Kristi fodspor, og vi bør derfor alle spørge os selv: I hvor vid udstrækning efterligner jeg Jesu holdning til de fattige, de syge og de nødstedte, og viser jeg det i gerning? Kan jeg ærligt sige ligesom apostelen Paulus: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus“? — 1 Korinther 11:1.

Paulus — et godt eksempel

16. Hvad lagde apostelen Paulus mest vægt på?

¹⁶ Det vil være på sin plads at nævne Paulus i denne forbindelse, for han satte også et godt eksempel for os. Som vi kunne forvente, fokuserede han først og fremmest på andres åndelige behov. Han var ’ambassadør på Kristi vegne, og anmodede andre: „Bliv forligt med Gud.“’ (2 Korinther 5:20) Paulus havde den særlige opgave at forkynde og at oprette menigheder blandt ikke-jøderne. Han skrev: „Jeg havde fået betroet den gode nyhed til de uomskårne.“ — Galaterne 2:7.

17. Hvordan kan vi vide at Paulus også var interesseret i andres fysiske behov?

¹⁷ Paulus gav udtryk for at han efterlignede Kristus. Havde han da også (ligesom Jehova og Jesus) tanke for sine trosfællers problemer og fysiske svagheder? Lad os se hvad Paulus selv sagde. I Galaterbrevet 2:9 fortsatte han: ’Jakob og Kefas [Peter] og Johannes gav mig og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab, for at vi skulle gå til nationerne.’ Og i det følgende vers tilføjede han: „Blot skulle vi huske de fattige. Netop dette har jeg også bestræbt mig for at gøre.“ (Galaterne 2:10) Paulus forstod altså at skønt han var missionær og apostel og havde ansvaret for mange menigheder, måtte han ikke have for travlt til også at vise interesse for sine brødres og søstres fysiske velbefindende.

18. Hvem var „de fattige“ som Paulus nævnte i Galaterbrevet 2:10 sandsynligvis, og hvorfor skulle der vises dem omsorg?

¹⁸ „De fattige“ som Paulus hentydede til i Galaterbrevet 2:10, var sandsynligvis især jødekristne i Jerusalem og Judæa. Der havde tidligere været „knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“ af fødevarer. (Apostelgerninger 6:1) Ved at fremhæve at han var apostel for nationerne gjorde Paulus derfor klart at han ikke ignorerede nogen inden for det kristne broderskab. (Romerne 11:13) Han forstod at omsorg for brødrenes fysiske velbefindende er indbefattet i ordene: „Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet, så der ikke bliver splid i legemet, men så lemmerne har den samme omsorg for hinanden. Og hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ — 1 Korinther 12:24-26.

19. Hvilket bevis har vi på at Paulus og andre lod deres omsorg for de fattige komme til udtryk i handling?

¹⁹ Når de kristne i Jerusalem og Judæa led nød på grund af fattigdom, hungersnød eller forfølgelse, modtog de hjælp fra fjerntliggende menigheder. De kristne dér havde naturligvis i bøn bedt Gud om at hjælpe og trøste deres nødstedte brødre, men de lod det ikke blive ved det. Paulus skrev at ’de der var i Makedonien og Achaia havde besluttet i fællesskab at give et bidrag til de fattige blandt de hellige i Jerusalem’. (Romerne 15:26, 27) De der ydede økonomisk hjælp til deres nødstedte brødre blev „beriget med henblik på enhver form for gavmildhed, som gennem os fremkalder taksigelse til Gud“. (2 Korinther 9:1-13) Ville det ikke føre til lykke for dem?

20. Hvorfor kunne de brødre der var med til at hjælpe „de fattige“ være lykkelige?

²⁰ De brødre der ydede bidrag til „de fattige blandt de hellige i Jerusalem“, havde endnu en grund til at være lykkelige. Deres omsorg for de nødstedte ville bidrage til at de vandt Guds godkendelse. Vi forstår hvorfor når vi tager i betragtning at det græske ord der er gengivet med „bidrag“ i Romerbrevet 15:26 og i Andet Korintherbrev 9:13, indeholder tanken om „et tegn på fællesskab, et bevis på broderlig enhed, eller en gave“. Det anvendes også i Hebræerbrevet 13:16, hvor der står: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“

Vil vi opnå lykke?

21. Hvad vil give os grund til at være lykkelige?

²¹ I denne artikel har vi drøftet de bibelske vidnesbyrd om at Jehova Gud, Jesus Kristus og apostelen Paulus viste omsorg for de nødstedte. Vi har set at de alle var opmærksomme på at de åndelige behov burde komme i første række, men vi har også konstateret at de alle i praksis viste deres omsorg for de fattige, de syge og de nødstedte. De fandt lykke ved at yde andre praktisk hjælp. Bør vi ikke også gøre det? Paulus tilskyndede os til at „huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Apostelgerninger 20:35.

22. Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel?

²² Nu spørger du måske: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg vide hvem der virkelig er i nød? Hvordan kan jeg yde hjælp på en måde der ikke opmuntrer til dovenskab, en måde der er venlig og realistisk, tager hensyn til andres følelser og er i balance med min kristne pligt til at forkynde den gode nyhed? Den følgende artikel vil tage disse spørgsmål op, og dermed give dig mulighed for at finde endnu større lykke.

[Fodnote]

Sig ikke blot: „Hold jer varme og mætte“

„Hvis . . . en af jer siger til [nødstedte brødre]: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død.“ — Jakob 2:15-17.

1. Hvordan kom en broder i Nigeria i nød?

DET antages at Lebechi Okwaraocha er født før 1880, så nu er han langt over hundrede år gammel. Efter sine nigerianske forældre arvede han en amulet, som han tilbad indtil han begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner da han var i 80erne. Han rettede sit liv ind efter det han lærte og blev døbt, så nu har han været et Jehovas vidne i omkring 30 år. Efter et meget kraftigt regnskyl for ikke så lang tid siden besøgte nogle ældste fra hans menighed ham og hans 72-årige kone. De var begge fortvivlede, for gulvet i deres stråtækte hytte stod under vand, og de havde ingen slægtninge som de kunne bo hos eller som kunne hjælpe dem med at reparere hytten. Hvad ville du have gjort hvis det var dig der havde aflagt besøget? Vi vil om lidt vende tilbage til hvordan det videre gik, men lad os først drøfte nogle tilskyndelser fra Bibelen.

2. Hvorfor ønsker vi at gøre „gode gerninger“?

² Kristus Jesus „gav sig selv for os, for at han kunne . . . rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Titus 2:14) Disse gerninger består først og fremmest i den livreddende forkyndelse om Riget. (Markus 13:10; Åbenbaringen 7:9, 10) Kristne „gode gerninger“ omfatter dog mere end den livsvigtige forkyndelse, for, som Jesu halvbroder Jakob forklarede: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jakob 1:27.

3, 4. Hvad kan vi lære om „gode gerninger“ ved at læse i Første Timoteusbrev, kapitlerne 3-5, og hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

³ Menighederne i det første århundrede udførte begge disse former for „gode gerninger“. Efter at have skitseret tilsynsmænds og menighedstjeneres kvalifikationer skrev apostelen Paulus i Første Timoteusbrev, kapitel 3, at ’den levende Guds menighed er en sandhedens søjle og støtte’. (Vers 1-15) Han påpegede at kristne der holder fast ved sandheden kan frelse både sig selv og dem der hører på dem. (1 Timoteus 4:16) Dernæst kom han ind på den gode gerning at yde materiel hjælp til trofaste enker der var „alene“. — 1 Timoteus 5:3-5.

⁴ Foruden at forkynde bør vi altså gøre „gode gerninger“ som at „se til faderløse og enker i deres trængsel“. Hvad kan de „der fører an“, de ældste og menighedstjenerne, gøre i denne henseende? (Hebræerne 13:17) Hvordan kan menighedens øvrige medlemmer hjælpe dem? Og hvordan kan vi personligt gøre „gode gerninger“ af denne art?

Ældste der fører an på en god måde

5. Hvad gjorde Paulus for at dække et særligt behov, og hvad svarer dette til i dag?

⁵ Da der opstod et særligt behov i Judæa, førte Paulus, der var ældste, an i hjælpearbejdet. At der var en som ledede arbejdet betød at der ikke ville opstå så megen forvirring og at midlerne kunne fordeles retfærdigt, efter behov. (1 Korinther 16:1-3; Apostelgerninger 6:1, 2) Også i vor tid har ældste ført an i hjælpearbejde efter katastrofale oversvømmelser, jordskred, flodbølger, tornadoer og jordskælv, hvorved de har vist at de har ’øje for andres interesser’. — Filipperne 2:3, 4.

6. Hvad gjorde nogle ældste i Californien efter en naturkatastrofe?

⁶ I Vågn op! for 8. oktober 1986 nævnes der et eksempel på hvordan kristendom således kan komme til udtryk i handling. Da et digebrud i Californien forårsagede en oversvømmelse, trådte de ældste til. Disse åndelige hyrder undersøgte straks om nogen i deres hjord savnedes eller havde behov for lægehjælp, mad eller husly. De ældste organiserede hjælpearbejdet i samråd med Jehovas Vidners hovedkontor. Der blev nedsat en nødhjælpskomité, og efterhånden som andre Jehovas vidner ankom for at hjælpe, blev de organiseret i hold der kunne rengøre og reparere de beskadigede hjem. De ældste førte også tilsyn med indkøb og fordeling af forsyninger. Når der opstår et sådant særligt behov kan de enkelte give hvad de er i stand til og gøre hvad de evner, men erfaringerne viser at det vil være klogest af dem først at tale med de ældste og at gå frem efter deres retningslinjer. — Jævnfør Apostelgerninger 11:27-30.

7. Hvilke mere dagligdags behov bør vi også søge at dække?

⁷ Måske vil du, hvad enten du er ældste eller ikke, fra tid til anden få mulighed for at være med til at yde hjælp efter en katastrofe. Imidlertid bør vi ikke glemme at det er lige så vigtigt at de mere dagligdags behov hos brødrene i menigheden bliver dækket. Disse behov er sikkert ikke så sensationelle som en naturkatastrofe, og derfor kan man let komme til at overse dem eller kun skænke dem minimal opmærksomhed. Men det er faktisk disse lokale behov der hentydes til i Jakob 2:15-17. Ja, det er måske ens reaktion på behovene i den lokale menighed der vil afsløre om ens tro har gerninger eller er død.

8. Hvordan kan tilsynsmænd tage sig af menighedens behov på en viis måde?

⁸ Ældste bør bestræbe sig for at føre an med visdom og forstand. (Jakob 3:13) Med visdom kan de beskytte hjorden mod bedragere der går fra broder til broder (eller fra menighed til menighed) og låner penge eller opfinder historier for at få hjælp. Tilsynsmænd vil ikke sympatisere med dovenskab, for et bibelsk princip lyder: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ (2 Thessaloniker 3:10-15) På den anden side ønsker de ikke at ’lukke deres inderlige medfølelses dør’ eller at lede deres brødre til at gøre det. (1 Johannes 3:17) En anden grund til at de må føre an med visdom er at Bibelen ikke giver os en uendelig lang række regler vedrørende omsorg for de syge og nødstedte. Situationen afhænger af tid og sted.

9. (a) Hvordan blev der sørget for de kristne enker i det første århundrede? (b) Hvilken form for hjælp kan sådanne få i dag?

⁹ I Første Timoteusbrev 5:3-10 skrev Paulus for eksempel om nødlidende enker der var „efterladt alene“. Ansvaret for at hjælpe dem hvilede først og fremmest på deres troende slægtninge; at forsømme denne pligt kunne skade deres forhold til Gud. Men hvis en værdigt trængende enke ikke kunne få hjælp på denne måde, kunne de ældste skaffe hende materiel hjælp gennem menigheden. I vor tid er det også sket at menigheder har hjulpet nogle i deres midte der led nød, men i de fleste lande har man nu bistandsordninger der finansieres gennem skatterne, og hvorigennem ældre, invalide og arbejdsløse kan modtage hjælp. Kristne ældste kan dog yde hjælp på andre måder. Nogle værdigt trængende får ikke offentlig hjælp fordi de ikke ved hvordan de skal ansøge eller fordi de er bange for at gøre det. I sådanne situationer kan de ældste forhøre sig hos myndighederne eller kontakte forkyndere der har erfaring på disse områder. De kan så igen bede en egnet broder eller søster om at hjælpe den nødstedte til at få den hjælp han eller hun er berettiget til. — Romerne 13:1, 4.

Praktisk hjælp

10. Hvad bør de ældste være opmærksomme på når de vogter hjorden?

¹⁰ Vågne tilsynsmænd er ofte de rette til at sørge for at syge og nødstedte får hjælp fra kærlige brødre og søstre. De ældste bør være opmærksomme på såvel åndelige som fysiske behov mens de vogter alle hjordens medlemmer. Det er indlysende at de ældste bør lægge mest vægt på „bønnen og ordets tjeneste“. (Apostelgerninger 6:4) De bør derfor så vidt muligt sørge for at også de medlemmer af hjorden der er sengeliggende eller er indlagt på hospitalet, modtager åndelig føde. Ældsterådet kan lade møderne optage på bånd til dem der ikke er i stand til at komme. Ældste og menighedstjenere der skiftes til at aflevere sådanne bånd har fundet at de ved deres besøg får mulighed for at give den syge del i andre åndelige gaver. (Romerne 1:11, 12) Samtidig kan de bedømme om der er andet vedkommende i øjeblikket har brug for hjælp til.

11. Vis med et eksempel hvordan man kan sørge for hjælp til en søster der har behov for det.

¹¹ De lægger måske mærke til at en ældre eller handicappet søster nu og da kunne komme i rigssalen eller være lidt med i tjenesten hvis en søster hjalp hende med at blive vasket og klædt på. (Jævnfør Salme 23:1, 2, 5.) Tilsynsmændene kan udpege en blandt dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger. Tilsvarende kan de bede frivillige i menigheden om at følges med den trængende til møderne eller hente vedkommende i bil. Hvis man lægger en plan for dette vil det kunne foregå på en mere ordnet måde.

12. Hvordan kan andre samarbejde med tilsynsmændene om at yde hjælp til ældre eller syge?

¹² De ældste er måske opmærksomme på andre områder hvor menigheden kunne yde hjælp. For eksempel at en ældre eller syg søster ikke er i stand til at passe sit hus og sin have så godt som førhen. Kunne nogle menighedstjenere eller andre give hende en hjælpende hånd? Trænger haven til at blive luget eller vandet? Skal plænen slås eller hækken klippes? Søsteren vil sikkert føle sig bedre til mode når hun ved at haven ikke længere er en skamplet på kvarteret. Kunne en søster der alligevel skal ud at handle, tage varer med til en broder eller søster der ikke selv kan gå ud? Husk at apostlene viste interesse for sådanne praktiske anliggender og udpegede egnede medlemmer af menigheden til at yde hjælp. — Apostelgerninger 6:1-6.

13. Hvad blev resultatet af at de ældste hjalp den førnævnte nigerianske broder?

¹³ De førnævnte ældste der på et hyrdebesøg fandt Lebechi Okwaraocha og hans kone i en sørgelig forfatning, viste en sådan kristen omsorg. De ældste tog hurtigt sagen op og lod menigheden vide hvad de havde i sinde at gøre — at ombygge huset. Brødre og søstre skænkede materialer og hjalp villigt til. I løbet af en uge havde de bygget et godt lille hus med bliktag. Beretningen fra Nigeria lyder:

„Landsbyens beboere var overraskede og kom på eget initiativ med mad og drikke til de brødre og søstre der arbejdede flittigt i mange timer i træk for at blive færdige før det næste regnskyl satte ind. Mange af landsbyboerne beklagede sig over andre trossamfund og sagde at de udplyndrede folk i stedet for at hjælpe de fattige. Hele landsbyen talte om genopbygningen af huset. Beboerne er blevet meget modtagelige for budskabet, og der er blevet oprettet mange hjemmebibelstudier.“

Din andel i de „gode gerninger“

14. Hvordan bør vi se på det at gøre „gode gerninger“ mod vore brødre?

¹⁴ I mange tilfælde kan vi naturligvis straks hjælpe de ældre og syge eller på anden måde trængende uden at tale med andre om det først. Hvis vi ser en måde hvorpå vi kan vise sand kristendom, bør vi da ikke gribe lejligheden og forsøge at hjælpe? (Apostelgerninger 9:36-39) Vi gør det ikke fordi andre har presset os til det, men som et udslag af kristen kærlighed. Den første betingelse for at vi kan yde andre praktisk hjælp er at vi har ægte interesse for dem og medfølelse med dem. Der er selvfølgelig ingen af os der kan give de gamle deres ungdom igen, kurere sygdomme mirakuløst eller stille alle i menigheden lige i økonomisk henseende. Men vi bør alle være omsorgsfulde og gavmilde. Hvis vi er det, og hvis vi viser det i gerning, vil det styrke kærlighedens bånd mellem os og dem vi hjælper. Det gjorde det mellem Paulus og Onesimus, der, skønt han ikke havde været kristen så længe, hjalp Paulus mens han sad i fængsel. — Filemon 10-13; Kolossenserne 3:12-14; 4:10, 11.

15. Hvordan kan vi hjælpe dem der virkelig trænger til det?

¹⁵ Somme tider kan vi dække et økonomisk behov ved at give en gave anonymt eller under fire øjne. Er en broder blevet arbejdsløs? Har en søster haft uventede udgifter til lægebehandling, har hun været ude for en ulykke eller er hun blevet bestjålet? Situationer som disse kan let opstå i en menighed. Når vi giver „barmhjertighedsgaver“ vil vor Fader, som ser til i det skjulte, se det og finde behag i det. (Mattæus 6:1-4) I stedet for penge kunne vi måske, ligesom Job, give tøj til de fattige og mad til enker eller faderløse. — Job 6:14; 29:12-16; 31:16-22.

16. På hvilken anden praktisk måde kan vi somme tider yde hjælp? Belys svaret med et eksempel.

¹⁶ Vore erfaringer kan komme os til nytte når vi søger at yde andre praktisk hjælp. En broder bad for eksempel broder W. . . . . . . om et lån. Hans venlige svar lød: ’Hvorfor mener du at jeg er i stand til at låne penge ud?’ Svaret lød: ’Fordi du er bedre til at administrere dine penge.’ Broder W. . . . . . .. havde ofte lånt ud til trængende og havde derfor en vis dømmekraft. Han foreslog nu: ’Det du dybest set har brug for, er måske lidt hjælp til at lære at styre din økonomi. Hvis du vil have det, vil jeg meget gerne hjælpe dig.’ En sådan hjælp værdsættes især af brødre som har behov for at tilpasse deres levestandard efter ændrede omstændigheder, eller som er villige til at arbejde hårdt selv om deres job måske ikke er i så høj kurs blandt andre. Hvis en broder på den anden side virkelig har brug for et lån, vil det være godt at lave en skriftlig aftale for at undgå at der senere opstår problemer. Men mange brødre der ikke bryder sig om at låne penge af andre, vil uden tvivl sætte stor pris på at få hjælp i form af personlig vejledning. (Romerne 13:8) Dette kan belyses med en erfaring fra Vestafrika:

Emmanuel var udlært barber, men der var langt mellem kunderne, og det gjorde ham modløs at han ikke længere kunne tjene til føden. Så spurgte en opmærksom ældste i menigheden ham om han kunne tænke sig at prøve en anden form for arbejde. Emmanuel svarede ja, for han ville ikke lade faglig stolthed være en hindring. Ældstebroderen talte med sine bekendte og fandt et job som opsynsmand på et hospital til Emmanuel. Dette job passer han godt, og han har haft mulighed for at hjælpe andre i menigheden.

17. Hvordan kan man hjælpe en broder der ligger på hospitalet? (Salme 41:1-3)

¹⁷ Hvis en broder eller søster er kommet på hospitalet eller på plejehjem, har vi særlige muligheder for at yde hjælp. Også her er det af stor betydning at vi nærer ægte interesse og omsorg. Dette kan man vise ved at fortælle opmuntrende oplevelser eller ved at læse højt for patienten af opbyggende kristne bøger og blade, men man bør ikke glemme at der også kan være fysiske behov man kan være med til at dække. Plejehjem og hospitaler er i nogle lande så overbebyrdede at patienterne ikke bliver vasket eller får mad medmindre de besøgende sørger for det. Man kan derfor spørge plejepersonalet om det er i orden at man bringer patienten et måltid mad eller hjælper vedkommende med at blive badet og få vasket hår. Mangler han eller hun en lun badekåbe eller et par hjemmesko? (2 Timoteus 4:13) Måske kan man tilbyde at løse et problem som bekymrer patienten. Måske plages han af tanken om hvordan hans lønningscheck skal blive hævet og regningerne betalt. Man kan aflaste en sådan patient ved at gøre selv ganske enkle ting for ham, for eksempel sørge for at posten ikke hober sig op i hans hjem, at stueplanterne bliver vandet og at der bliver lukket for varmen.

18. Hvad vil du gøre hvis en broder eller en søster kommer i nød?

¹⁸ Vi kan uden tvivl alle finde nogle områder hvor vi kan gøre mere, i stedet for blot at sige: „Hold jer varme og mætte.“ (Jakob 2:16) Tænk på brødrene og søstrene i din menighed. Er nogle af dem i alvorlige økonomiske vanskeligheder, syge, handicappede eller sengeliggende? Hvad kan du rent praktisk gøre for at hjælpe disse brødre og søstre? Husk på at de er afholdte medlemmer af menigheden og at Kristus døde for dem. Hvis du har denne indstilling vil du være bedre rustet til at reagere hurtigt hvis der opstår en situation der gør din hjælp påkrævet.

19. (a) Hvorfor er det så vigtigt at vi er ligevægtige i denne henseende? (b) Hvad er det bedste vi kan gøre for andre, og hvorfor? (Salme 72:4, 16)

¹⁹ Ved at gøre hvad vi kan for at hjælpe vore brødre, viser vi at vor tro ikke er død. Denne tro tilskynder os også til at arbejde hårdt i den kristne forkyndelse. Vi må bevare en god balance mellem at hjælpe andre økonomisk og at deltage regelmæssigt i den kristne forkyndelse. (Jævnfør Mattæus 15:3-9; 23:23.) Denne afbalancerede indstilling kommer til udtryk i Jesu vejledning til Marta og Maria. Han sagde at hvis man bedømmer de materielle ting i forhold til den åndelige føde, er sidstnævnte „den gode del“, den der ikke skal tages fra en. (Lukas 10:39-42) Der vil altid være syge og fattige mennesker i denne tingenes ordning. Vi kan — og vi bør — gøre godt mod dem. (Markus 14:7) Men den bedste og mest varige måde vi kan gøre godt mod andre på, er ved at lære dem om Guds rige. Det var det Jesus betragtede som det vigtigste. (Lukas 4:16-19) Under Guds rige vil de fattiges, de syges og de nødstedtes vanskeligheder blive afhjulpet for stedse. At hjælpe vore brødre og andre til at sætte deres lid til Gud og „få et fast greb om det virkelige liv“, vil skænke os selv stor glæde. — 1 Timoteus 6:17-19.

[Ramme på side 18]

Vidnesbyrd om kristen kærlighed

En menighed af Jehovas Vidner i den vestlige del af USA fik en enestående lejlighed til at vise kristen kærlighed, sådan som Bibelen råder til, da staten åbnede et center for alvorligt spastisk lammede i deres distrikt. En af centerets første beboere var den 25-årige Gary, der ikke længere kunne blive plejet hjemme. Han var lam i begge arme og begge ben og havde talevanskeligheder.

Gary havde været en døbt forkynder i syv år. Da han var flyttet til det nye center ville han gerne overvære den stedlige menigheds møder. Hans forældre boede ikke langt derfra, og et stykke tid kørte de for ham. Men med tanke på forældrenes alder begyndte andre brødre i menigheden at træde hjælpende til. En broder som havde en minibus, gjorde sig sammen med sin hustru og deres to piger klar til at tage hjemmefra tre kvarter inden hvert møde, så de kunne tage Gary med. Bagefter kørte de ham hjem til centeret og kom hver gang sent hjem.

Imidlertid begyndte der at ske noget på centeret. Andre spastisk lammede viste interesse for Bibelen. Snart tog et ægtepar imod et tilbud om et bibelstudium, og senere viste andre interesse. Men hvordan kunne de alle komme til møde? Endnu en familie i menigheden skaffede sig en minibus, og nogle lokale brødres firma stillede en tredje til rådighed. Dette var imidlertid ikke altid tilstrækkeligt eller lige bekvemt. Kunne menigheden gøre mere?

De ældste drøftede sagen og foreslog så at man anskaffede en minibus alene med det formål at transportere de handicappede til og fra mødet. Menigheden gav sin tilslutning og bidrog med glæde. Nogle brødre i de omliggende områder hørte om projektet og bidrog også. Man erhvervede en minibus og udstyrede den til at transportere kørestole.

Nu skiftes menighedens bogstudiegrupper til en måned ad gangen at køre minibussen til møder og stævner. Fem fra centeret er regelmæssigt med, og fire af dem er nu døbte forkyndere. De er blevet afholdte venner af mange brødre og søstre, som oplever glæden ved at hjælpe når de holder sangbøger og slår skriftsteder op for deres handicappede venner under møderne. Ved kreds- og områdestævnerne hjælper de dem der ikke kan klare sig selv, med at spise og med andet. Som følge af alt dette er der opstået en stærk gensidig kærlighed. Og hvordan er det gået Gary? Han tjener nu som menighedstjener i denne menighed der har aflagt et så stærkt vidnesbyrd om sin kærlighed. — Apostelgerninger 20:35.