Er vi ved at ødelægge vores egen fødevareforsyning?

„Vores største problem i dag [er] ikke gæld og underskud eller den internationale konkurrence, men at finde en måde hvorpå vi kan få et indholdsrigt og tilfredsstillende liv uden at ødelægge Jordens biosfære, som er en forudsætning for alt liv. Aldrig før har menneskeheden stået over for truslen om at miste de naturressourcer som holder os i live.“ — David Suzuki, arvelighedsforsker.

ÆBLER kan man nemt tage for givet. Hvis man bor et sted hvor der findes en overflod af dem, skulle man måske umiddelbart tro at de kan fås alle vegne, og at man kan vælge mellem mange forskellige sorter. Men vidste du at der er langt færre sorter i dag end der var for 100 år siden?

I perioden fra 1804 til 1905 blev der i USA dyrket 7098 forskellige slags æbler. I dag er 86 procent af dem, det vil sige 6121, forsvundet. Pærer har lidt samme skæbne. Omkring 88 procent af de 2683 sorter som tidligere blev dyrket, findes ikke længere. Og når det drejer sig om grøntsager, er situationen endnu værre. Biodiversiteten, mangfoldigheden af levende organismer, svinder ind. Det gælder ikke blot den store variation af arter af levende organismer, men også den store variation af sorter inden for arterne. På mindre end 80 år er mangfoldigheden inden for grøntsager i USA blevet reduceret med 97 procent. Men har diversiteten nogen betydning?

Det mener mange forskere. Man diskuterer stadig hvilken rolle biodiversiteten spiller, men ifølge en række miljøeksperter har den afgørende betydning for livet på Jorden. De siger at den er lige så vigtig for de planter vi bruger til føde, som for de planter der vokser vildt i skove, i jungler og på græsstepper. Mangfoldighed inden for arterne er også af stor betydning. Der findes for eksempel talrige rissorter, og det øger chancen for at nogle af sorterne vil være modstandsdygtige over for sygdomme. Ifølge en nylig rapport fra Worldwatch Institute er der én ting som mere end noget andet kan vise os hvor alvorligt det er at ødelægge Jordens biodiversitet, nemlig den virkning det har på vores fødevareforsyning.

Planternes uddøen har konsekvenser for afgrøder på mindst to måder: de vilde arter som er ophav til de forædlede afgrøder og en potentiel kilde til arveanlæg der kan bruges til fremtidig avl, bliver udryddet, og antallet af sorter inden for de forædlede arter bliver reduceret. For eksempel blev der i begyndelsen af det 20. århundrede dyrket over 100.000 forskellige sorter ris i Asien, heraf de 30.000 i Indien alene. I dag består 75 procent af Indiens afgrøder af kun ti varieteter. De 2000 rissorter som engang blev dyrket i Sri Lanka, er blevet reduceret til 5. I Mexico, majsens oprindelsessted, dyrkes der i dag kun 20 procent af de sorter man havde i 1930’erne.

Men det er ikke kun fødevareproduktionen som står på spil. Omkring 25 procent af alle kommercielt fremstillede lægemidler udvindes af planter, og man finder stadig nye planter som kan anvendes til medicin. Men mange planter er i fare for at uddø. Er vi i virkeligheden ved at save den gren over vi selv sidder på?

Den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN siger at over 11.000 af de cirka 18.000 plante- og dyrearter man har undersøgt, er truet af udryddelse. Forskerne kan kun gisne om hvor mange arter der er nær ved at uddø eller allerede er forsvundet i lande som Indonesien, Malaysia og Latinamerika, hvor store skovområder er blevet ryddet for at give plads til plantager. Nogle siger at diversiteten forsvinder „med katastrofal hastighed,“ oplyser bladet The UNESCO Courier.

Jorden producerer stadig en overflod af føde, men hvor længe kan en voksende verdensbefolkning brødføde sig selv hvis Jordens diversitet efterhånden forsvinder? En række lande har reageret på problemet ved at oprette frøbanker for at beskytte vigtige planter. Nogle botaniske haver er også med i bevaringsbestræbelserne. Videnskaben har desuden givet os et magtfuldt nyt redskab, nemlig gensplejsning. Men kan frøbanker og videnskaben løse problemet? Det spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

Variation — en forudsætning for liv

I 1840’ERNE nåede befolkningstallet i Irland op på mere end otte millioner, hvilket gjorde landet til det tættest befolkede i Europa. Irerne levede hovedsagelig af kartofler, og det var især én bestemt slags de dyrkede.

I 1845 satte landmændene deres kartofler som de plejede, men kartoflerne blev ramt af en skimmelsygdom der gjorde det af med så godt som hele høsten. Paul Raeburn skriver i sin bog The Last Harvest — The Genetic Gamble That Threatens to Destroy American Agriculture: „Størstedelen af befolkningen klarede sig gennem dette vanskelige år. Katastrofen indtraf året efter. Landmændene havde intet andet valg end at lægge de samme kartofler igen, for de havde ingen andre sorter. Skimmelen slog til igen — denne gang med overvældende kraft — og forårsagede ubeskrivelige lidelser.“ Historikere anslår at op mod en million mennesker døde af sult, og at cirka 1,5 millioner emigrerede til andre lande, hovedsagelig USA. De der blev i Irland, kom til at leve i dyb fattigdom.

I Andesbjergene i Sydamerika dyrkede landmændene mange forskellige kartoffelsorter. Da kun få af sorterne fik skimmel, undgik området en katastrofe. Ved at dyrke mange arter og flere forskellige sorter kan man altså gardere sig. Dyrker man kun en enkelt afgrøde, modarbejder man denne grundlæggende overlevelsesmekanisme. Planter bliver sårbare over for sygdomme, hvilket kan skade høstudbyttet i store områder. Derfor er mange landmænd afhængige af store mængder pesticider, såsom herbicider og svampedræbende midler, selv om sådanne kemikalier ofte skader miljøet.

Hvorfor er mange landmænd gået fra at dyrke deres mange traditionelle sorter til kun at dyrke en enkelt? Som regel skyldes det økonomiske hensyn. Det er lettere at høste, man får en forbedret og mere modstandsdygtig afgrøde og produktionen øges. Denne udvikling gik for alvor i gang i 1960’erne i forbindelse med det der blev kaldt den grønne revolution.

Den grønne revolution

Gennem offentlige og private kampagner blev landmænd i hungerramte lande overtalt til at holde op med at dyrke mange forskellige afgrøder og i stedet at tilså deres marker med få, højtydende typer af især ris og hvede. Disse „mirakelfrø“ blev hyldet som løsningen på hungersnøden i verden. Men frøene var ikke billige — de kunne koste tre gange normalprisen. For at få en god høst var man også nødt til at bruge kemikalier, herunder kunstgødning, og dyre maskiner, som for eksempel traktorer. Gennem offentlige støtteordninger vandt den grønne revolution alligevel stor udbredelse. „Den har ganske vist reddet millioner fra at sulte,“ siger Raeburn, „men truer nu verdens fødevaresikkerhed.“

På kort sigt har den grønne revolution måske rummet visse fordele, men på langt sigt har den medført nogle risici. Det blev snart almindeligt i alle verdensdele at dyrke få afgrøder i stedet for mange forskellige. Men den intensive brug af kunstgødning øgede væksten af ukrudt, og pesticiderne kom ikke blot skadedyr, men også de gavnlige insekter til livs. I rismarkerne dræbte giftige kemikalier fisk, rejer, krabber, frøer samt spiselige urter og vilde planter, hvoraf det meste var et værdifuldt supplement til kosten. Nogle landmænd blev endog selv forgiftet af kemikalierne.

Biokemikeren Mae-Wan Ho, som underviser på det naturvidenskabelige fakultet ved et åbent universitet i England, skriver: „Det er nu fastslået at monokulturer, som man indførte i forbindelse med den grønne revolution, har haft en negativ virkning på biodiversiteten og fødevaresikkerheden i hele verden.“ Ifølge FN’s organisation for ernæring og landbrug (FAO) er 75 procent af den genetiske diversitet der var inden for dyrkede planter for 100 år siden, nu forsvundet, hovedsagelig på grund af industrielle landbrugsmetoder.

Et blad som udgives af Worldwatch Institute, siger advarende at „de økologiske risici ved genetisk ensartethed er enorme“. Hvordan begrænser man disse risici? Det kræver landbrugsforskeres ekspertise, kraftigt virkende kemikalier og finansieringsordninger til landmændene. Men der er ingen garantier. Genetisk ensartethed var en væsentlig årsag til at store dele af majsafgrøden i USA blev ramt af en ødelæggende plantesygdom, og at 200.000 hektarer ris i Indonesien gik tabt. I de seneste år er der sket endnu en revolution inden for landbruget, hvor man rører ved selve livets opbygning på et mere fundamentalt plan, nemlig ved genet.

Den genetiske revolution

Genforskningen har medvirket til at der er opstået en lukrativ ny industri der kaldes bioteknologi. Som navnet antyder, forener den biologi og moderne teknologi ved hjælp af forskellige teknikker, eksempelvis gensplejsning. Nogle af de nye bioteknologiske virksomheder har specialiseret sig i landbrug og arbejder intenst på at få patent på frø som giver et stort udbytte, er modstandsdygtige over for sygdom, tørke og frost, og som begrænser behovet for skadelige kemikalier. Hvis man kunne nå disse mål, ville det være til stor gavn. Men nogle har udtrykt bekymring over gensplejsede afgrøder.

„I naturen opstår genetisk diversitet inden for visse grænser,“ siger bogen Genetic Engineering, Food, and Our Environment. „Man kan krydse to forskellige roser, men man kan ikke krydse en rose med en kartoffel. . . . Gensplejsningsteknikken, derimod, gør det muligt at tage gener fra én art og indsætte dem i en anden for at overføre en ønsket egenskab. Man kan fra en arktisk fisk (eksempelvis flynderen) tage et gen der fører til produktionen af et stof som forhindrer frysning, og indsætte det i en kartoffel eller et jordbær så de kan tåle frost. Det er nu muligt at modificere planter med gener fra bakterier, virus, insekter, dyr og mennesker.“a Ved hjælp af bioteknologi er det faktisk muligt at bryde den genetiske artsbarriere.

Ligesom den grønne revolution bidrager det som nogle kalder den genetiske revolution, til genetisk ensartethed. Nogle mener endog at problemet forværres eftersom arvelighedsforskere kan gøre brug af blandt andet kloning og vævskulturteknikker og på den måde producere planter der er genetisk nøjagtige kopier af hinanden. Der er derfor stadig bekymring over at biodiversiteten bliver udhulet. Genmodificerede planter giver også anledning til andre overvejelser, som for eksempel hvilken virkning de kan have på os og på miljøet. Videnskabsskribenten Jeremy Rifkin siger: „Vi styrter hovedkulds ind i en ny tid med bioteknologi i landbruget og har store forhåbninger, få restriktioner og stort set ingen anelse om hvad det vil ende med.“b

Men muligheden for at ændre livsformer på det genetiske plan er en potentiel guldgrube, og derfor er kapløbet om at patentere nye frø og andre gensplejsede organismer i fuld gang. I mellemtiden fortsætter plantelivet med at uddø med uformindsket fart. Som nævnt tidligere har offentlige og private organisationer oprettet frøbanker for at afvende en katastrofe. Kan disse banker sikre at fremtidige generationer vil have et bredt udvalg af frø som de kan tilså deres marker med?

Frøbanker — en forsikring mod arternes uddøen?

The Royal Botanic Gardens i Kew i England har kastet sig ud i hvad den kalder „et af de største internationale projekter til bevaring af plantearter nogen sinde“ — The Millennium Seed Bank Project. Det primære formål med projektet er (1) at samle og opbevare 10 procent — over 24.000 arter — af verdens frøbærende planter inden år 2010 og (2) at man længe inden da samler og opbevarer frø fra de oprindeligt hjemmehørende frøbærende planter i hele England. Også i andre lande har man oprettet frøbanker, eller genbanker, som de også kaldes.

Biologen John Tuxill siger at mindst 90 procent af de millioner af frø som opbevares i frøbanker, kommer fra nytteplanter — hvede, ris, majs, durra, kartofler, løg, hvidløg, sukkerrør, bomuld, sojabønner og andre bønner, blot for at nævne nogle. Men frø er levende organismer hvis spireevne efterhånden kan gå tabt. Virker disse frøbanker så efter hensigten?

Problemer i banken

Det er dyrt at drive frøbanker. Ifølge John Tuxill koster det på verdensplan cirka 300 millioner dollars årligt. Men selv dette tal slår måske ikke til, siger han, da „kun 13 procent af frøene er i velfungerende depoter hvor de kan lagres i længere tid“. Frø som er mangelfuldt opbevaret, har en kort levetid og skal derfor sås forholdsvis hurtigt så man kan høste den næste generation af frø. Hvis ikke, bliver det der skulle sikre frøenes bevarelse, i stedet deres endeligt. Alt dette kræver selvfølgelig en hel del arbejdskraft, hvilket kun er med til at komplicere sagen for frøbanker som i forvejen kører med en stram økonomi.

Ifølge bogen Seeds of Change — The Living Treasure er en frøbank i Colorado i USA „blevet ramt af utallige problemer, som for eksempel strømsvigt, defekt køleudstyr samt underbemanding, der har resulteret i at store dynger af frø ikke er blevet katalogiseret“. Frøbanker berøres desuden af politiske omvæltninger, økonomiske lavkonjunkturer og naturkatastrofer.

Der er også andre problemer forbundet med langtidsopbevaring af plantefrø. Planter der vokser i deres naturlige omgivelser, har en begrænset, men livsvigtig evne til at tilpasse sig, og det gør dem modstandsdygtige. Men i en frøbanks beskyttede miljø kan denne modstandskraft efter nogle få generationer blive svækket. Med den rigtige opbevaring kan plantefrø dog overleve adskillige hundrede år før de behøver at blive sået. Trods disse problemer og risici viser selve tilstedeværelsen af sådanne frøbanker at flere og flere er bekymrede for hvordan det vil gå med vores fødevareforsyning i fremtiden.

Den bedste måde hvorpå man kan hindre arterne i at uddø, er naturligvis ved at beskytte planternes naturlige levesteder og dyrke flere forskellige afgrøder i stedet for nogle få. Men for at det kan lade sig gøre, må vi ifølge John Tuxill „genoprette balancen mellem menneskenes behov og hensynet til naturen“. Hvor realistisk er det at tro at menneskene kan komme i balance med naturen alt imens de med en næsten religiøs fanatisme stræber efter industriel og økonomisk fremgang? Som vi har set, er selv landbruget blevet en del af den højteknologiske, profitorienterede forretningsverden. Der må være en anden løsning.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 7]

„Monokulturer, som man indførte i forbindelse med den grønne revolution, har haft en negativ virkning på biodiversiteten og fødevaresikkerheden i hele verden.“ — Mae-Wan Ho, biokemiker

[Kildeangivelser]

Baggrund: U.S. Department of Agriculture

Centro Internacional de Mejoramiento de Maíz y Trigo (CIMMYT)

Hvem kan brødføde verden?

VIL menneskeheden nogen sinde begynde at beskytte biodiversiteten i stedet for at ødelægge den? Ifølge biologen John Tuxill vil det „kræve en radikal kursændring“. Men han tilføjer at en sådan ændring „sandsynligvis ikke vil ske medmindre man bliver meget mere opmærksom på fordelene ved diversitet inden for planter, får lyst til at ændre den nuværende praksis og er villig til at tage nye metoder i brug“.

Mange har svært ved at tro at der vil ske sådanne gennemgribende forandringer, og der er også en del som ikke er enige med Tuxill. Visse miljøforskere mener at vi endnu ikke har tilstrækkelig viden om biodiversitetens betydning, og at nogle af deres kolleger måske overdriver dens rolle. Men alt imens forskerne debatterer videre, bør man tage de alarmsignaler der lyder fra visse eksperter på området, til efterretning. De er bekymrede, ikke kun over tabet af biodiversiteten, men også over den griskhed og kortsynethed der ligger bag. Læg mærke til nogle af deres kommentarer.

„For blot 100 år siden havde millioner af landmænd overalt på Jorden deres egen avl af såsæd. . . . I dag bliver en stor del af såmaterialet indført, modificeret og patenteret af multinationale firmaer, der har sat sig på den intellektuelle ejendomsret. . . . Den bioteknologiske industri fokuserer på det der giver hurtigt afkast. Således truer den med at ødelægge selve de genetiske ’arvestykker’ der en dag kan vise sig at udgøre et værn mod en ny resistent sygdom eller supermikrobe og derved blive deres vægt værd i guld.“ — Jeremy Rifkin, videnskabsskribent.

„Det som medierne gentager igen og igen, er at markedet, frihandelen og den globale økonomi har første prioritet. Når medierne styres af penge og store firmaers interesser, er denne tro på økonomien som et religiøst dogme der sjældent drages i tvivl.“ — David Suzuki, arvelighedsforsker.

I sin bog Seeds of Change — The Living Treasure peger forfatteren Kenny Ausubel på hykleriet i de velstående lande når deres „regeringer og virksomheder klager over den overhængende globale fare for at menneskets fælles genpulje forsvinder“. Han siger at også de er med til at true biodiversiteten ved at fremme brugen af moderne landbrugsteknik og monokulturer.

Uanset om miljøforskernes frygt er berettiget eller ej, er mange forståeligt nok bekymrede for planetens fremtid. Hvor længe kan vores Jord klare sig mod menneskets begærlighed? Mange er desperate for at finde en løsning og håber at videnskaben vil komme os til undsætning.

Kan videnskab og teknologi redde os?

The Royal Society of Edinburgh har for nylig udtrykt bekymring over at de videnskabelige fremskridt nu er så komplicerede og sker med en sådan hast at forskerne måske ikke fuldt ud forstår konsekvenserne. „Videnskaben giver os kun små, fragmentariske indblik i naturens verden,“ skriver David Suzuki. „Vi ved så godt som intet om den biologiske opbygning af Jordens livsformer, og da langt mindre om hvordan de er indbyrdes forbundet og afhængige af hinanden.“

Bladet Science siger: „Vi ved ikke med sikkerhed hvor store eller generelle risiciene og fordelene er ved gensplejsede organismer. . . . Vi kan ikke præcist forudsige hvordan de introducerede arter — deriblandt de gensplejsede organismer — virker på miljøet.“

Mange af de „fremskridt“ der er blevet gjort, har været et tveægget sværd. De har en vis værdi, men er samtidig alt for ofte et tydeligt vidnesbyrd om menneskets begærlighed og mangel på visdom. (Jeremias 10:23) Som et eksempel kan nævnes den grønne revolution som førte til en kraftig stigning i fødevareproduktionen og mættede mange munde, men som også var skyld i tab af biodiversiteten. Ved at fremme brugen af pesticider og anden bekostelig landbrugsteknik var den grønne revolution i sidste instans mest til gavn for „de store frøfirmaers planteavlere og eliten i den tredje verden — på den jævne mands bekostning,“ skriver biokemikeren Mae-Wan Ho. Denne tendens fortsætter efterhånden som landbrug baseret på bioteknologi bliver et endnu større og mere magtfuldt foretagende og fører os ind i en fremtid hvor fødevaresikkerheden i stigende grad er afhængig af videnskaben.