I det 8. århundrede f.v.t havde Israels konge, Peka, og Arams konge, Rezin, til hensigt at omstyrte Judas konge, Akaz, og sætte Tabeals søn på tronen. (Es 7:1-6) Jehova huskede imidlertid sin pagt med Akaz’ forfader David og sendte sin profet til Akaz med følgende budskab:

„Hør nu efter, Davids hus. . . . Jehova [vil] selv give jer et tegn: Se, den unge pige skal blive gravid, og hun føder en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Smør og honning spiser han ved den tid da han har viden til at vrage det onde og vælge det gode. For endnu inden drengen har viden til at vrage det onde og vælge det gode, vil det land for hvis to konger du nærer dyb rædsel, blive fuldstændig forladt.“ — Es 7:13-16.

Efter at have fortalt om Esajas’ anden søns, Maher-Sjalal-Hasj-Baz’, fødsel beskriver profetien hvordan truslen mod Juda ville blive fjernet. Som en vældig flod ville assyrerne fuldstændig oversvømme Aram og nordriget Israel og ville ikke standse før de faretruende havde bredt sig over Judas land, ja, de skulle fylde „bredden af dit land, Immanuel!“

„Endnu inden drengen har viden til at råbe: ’Min far!’ og ’Min mor!’ vil man bære forrådene fra Damaskus og byttet fra Samaria bort og frem for Assyriens konge.“ (Es 8:1-4) Dette minder i mangt og meget om det der blev sagt om Immanuel: „Endnu inden drengen har viden til at vrage det onde og vælge det gode, vil det land for hvis to konger [kongerne i Damaskus og Samaria] du nærer dyb rædsel, blive fuldstændig forladt.“ (Es 7:16)