En livets gave eller et dødskys?

„Hvor mange mennesker skal endnu dø? Hvor mange lig vil I have på bordet? Fortæl os hvor mange der skal til før I vil tro på at det er sådan det forholder sig.“

DON FRANCIS fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) hamrede sin knytnæve i bordet mens han råbte ovenstående på et møde for ledere inden for blodbankerne. Fra CDC søgte man at overbevise blodbankerne om at AIDS blev spredt gennem landets blodbanksystem.

Men blodbankernes ledere var ikke blevet overbevist. De betegnede bevismaterialet som spinkelt — blot en håndfuld tilfælde — og besluttede at de ikke ville intensivere de hæmatologiske undersøgelser eller screeninger. Sådan var stillingen den 4. januar 1983. Seks måneder senere sagde præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker beroligende: „Der er ingen eller kun ringe fare for befolkningen i almindelighed.“

Mange sagkyndige mente imidlertid at der allerede var tilstrækkeligt med beviser til at man burde gøre noget. Og siden er den oprindelige „håndfuld tilfælde“ vokset med alarmerende hast. Allerede før 1985 havde måske op mod 24.000 personer fået transfusionsblod der var inficeret med HIV-virus (humant immundefekt-virus), der forårsager AIDS.

Det AIDS-fremkaldende virus spredes uhyggeligt effektivt gennem inficeret donorblod. Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989, kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner! Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol har fortalt Vågn op! at der i juni 1990 var 3506 personer i De Forenede Stater som havde udviklet AIDS efter at have modtaget blodtransfusion, blodkomponenter og transplantation af fremmed væv.

Bløderpatienter, der i de fleste tilfælde benytter en koagulationsfaktor der er udvundet af plasma for at holde deres sygdom under kontrol, begyndte at dø i stort tal. I De Forenede Stater fik mellem 60 og 90 procent af denne patientgruppe AIDS inden der blev taget skridt til at varmebehandle medicinen for at fjerne HIV-smitten.

Faremomenterne og blodbankerne

Hvordan har blodbankerne reageret på afsløringerne af alle disse faremomenter ved deres produkter? Ikke særlig positivt, siger kritikerne. En rapport fra den amerikanske præsidents Råd for HIV-smitte anklagede i 1988 blodproduktindustrien for at være „unødigt langsom“ til at reagere på AIDS-truslen. Blodbankerne er blevet opfordret til at påvirke donorer i højrisikogrupperne til ikke at give blod, og til at teste og screene blodet for tegn på om det skulle stamme fra donorer i en af højrisikogrupperne. Men blodbankerne tøvede, og bagatelliserede de anførte faremomenter som hysteri. Hvorfor?

I bogen And the Band Played On anklager Randy Shilts blodbankerne for at have modarbejdet yderligere sikkerhedsforanstaltninger „næsten udelukkende af økonomiske årsager. Selv om det stort set udelukkende er ikkekommercielle organisationer som Røde Kors der står bag blodproduktindustrien, er det store beløb der står på spil — årlige indtægter på omkring en milliard dollars. Deres forretning i forbindelse med at tilvejebringe blod til de 3,5 millioner transfusioner årligt, var truet.“

Desuden er de ikkekommercielle blodbanker i høj grad afhængige af frivillige donorer og har derfor været bange for at støde nogle bort ved at udelukke højrisikogrupper og navnlig homoseksuelle. Forkæmpere for de homoseksuelles rettigheder har advaret om at hvis man ville forbyde dem at give blod, ville det være at krænke deres borgerrettigheder og ville være et udtryk for en koncentrationslejrmentalitet fra en svunden tid.

Hvis man mistede donorer og måtte indføre mere omfattende kontrol, ville det koste penge. I foråret 1983 begyndte Stanford-universitetets blodbank som den første at benytte en testmetode der efter sigende skulle kunne afsløre om blodet kom fra en donor der var i fare for at udvikle AIDS. Andre blodbanker kritiserede initiativet som et kommercielt trick for at tiltrække flere patienter. Desuden medfører sådanne prøver forhøjede priser. Men som et forældrepar hvis spædbarn fik blodtransfusion uden deres vidende, udtrykker det: „Vi ville hellere end gerne have betalt 5 dollars mere for hver portion [for at have fået blodet testet].“ Deres barn døde af AIDS!

Fremmer egne interesser

Nogle sagkyndige siger at blodbankerne er sene til at træffe forholdsregler mod farerne ved transfusionsblod, fordi de ikke skal stå til ansvar for følgerne af deres egen efterladenhed. For eksempel oplyser den føromtalte rapport i The Philadelphia Inquirer at FDA (Den Amerikanske Levnedsmiddel- og Lægemiddelstyrelse) har ansvaret for at kontrollere om blodbankerne lever op til standarden, men at man i høj grad støtter sig til blodbankerne når disse normer skal fastlægges. Desuden har nogle af de ansvarshavende i FDA tidligere haft ledende stillinger i blodproduktindustrien. Således er kontrollen med blodbankerne faktisk aftaget samtidig med at AIDS-krisen har udviklet sig!