Medicinsk behandling

„Et glimt af håb i kampen mod aids,“ lød overskriften den 29. september 1986 i bladet Time. Dette „glimt af håb“ skyldtes resultatet af et klinisk forsøg med azidotymidin (AZT), et antiretroviralt stof til behandling af hiv-smittede. De hiv-patienter som fik AZT, levede bemærkelsesværdigt nok længere end de andre. Siden da har antiretrovirale lægemidler (ARV-medicin) forlænget livet for hundredtusinder af mennesker. (Se rammen „Hvad er ARV?“ på side 7). Hvor effektive har disse midler været i behandlingen af hiv-smittede?

Trods begejstringen umiddelbart efter godkendelsen af azidotymidin var aids-forskere ifølge bladet Time „sikre på at AZT ikke [var] det ultimative våben mod aids“. De fik ret. Nogle patienter kunne ikke tåle AZT, og man udviklede derfor andre antiretrovirale lægemidler. Senere godkendte den amerikanske sundhedsstyrelse en kombination af forskellige antiretrovirale midler til patienter med hiv-infektion på et fremskredent stadium. Kombinationsbehandling, der med tiden kom til at omfatte indtagelsen af tre eller flere antiretrovirale præparater, blev hilst meget velkommen af aids-behandlere. Ved en international konference om aids i 1996 sagde en læge endog at disse lægemidler måske var i stand til helt at fjerne hiv-virus fra kroppen!

Men inden for et år var det tydeligt at selv en nøje overholdt kombinationsbehandling bestående af tre lægemidler ikke kunne fjerne hiv. En rapport fra UNAIDS siger ikke desto mindre at „kombinationsbehandlinger med antiretrovirale midler har gjort det muligt for hiv-positive at leve længere og få en sundere og mere produktiv tilværelse“. I USA og Europa har ARV-behandling for eksempel reduceret antallet af aids-dødsfald med over 70 procent. Adskillige undersøgelser har desuden vist at selekteret ARV-behandling kan medføre en drastisk nedgang i antallet af tilfælde hvor hiv overføres fra en gravid mor til hendes barn.

Men millioner af hiv-patienter har ikke adgang til denne behandling. Hvorfor ikke?

„En fattigdomssygdom“

Behandling med antiretrovirale midler anvendes i stor udstrækning i de velhavende lande. Men Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger at ARV-behandling i nogle udviklingslande kun er tilgængelig for skønsmæssigt 5 procent af dem der har brug for den. FN-udsendinge er gået så langt som til at sige at denne ubalance er „dybt uretfærdig“ og „en grotesk uanstændighed i vores moderne verden“.

Selv inden for samme land kan der være forskel på borgernes adgang til at blive behandlet. Avisen The Globe and Mail siger at hver tredje canadier der dør af aids, aldrig er blevet behandlet med antiretrovirale midler. Selv om ARV-medicin kan fås gratis i Canada, er visse grupper blevet overset. Avisen skriver: „Det er dem med det mest påtrængende behov som ikke får den nødvendige behandling: indfødte folk, kvinder og fattige.“ Avisen The Guardian har citeret en afrikansk mor som er hiv-positiv, for at sige: „Jeg forstår det ikke. Hvorfor får disse hvide mænd som dyrker sex med mænd, mulighed for at leve mens jeg må dø?“ Svaret på hendes spørgsmål har at gøre med de kommercielle interesser der er forbundet med produktionen og distributionen af lægemidlerne.

I USA og Europa ligger den gennemsnitlige årlige pris for en kombinationsbehandling med tre antiretrovirale midler på mellem 60.000 og 90.000 kroner om året. Selvom der i nogle udviklingslande nu tilbydes behandling med kopipræparater til en årlig pris på 1800 kroner eller mindre, er det stadig alt for dyrt for mange af de hiv-smittede som bor i de områder hvor der er mest brug for antiretroviral medicin. Førnævnte dr. Gerald J. Stine opsummerer situationen således: „Aids er en fattigdomssygdom.“

Det kommercielle aspekt

Det har ikke været let at udvikle kopipræparater som kan erstatte patentbeskyttede lægemidler, og sælge dem til lavere priser. I mange lande er der en streng patentlovgivning som forbyder uautoriseret reproduktion af lægemidler med handelsnavne. Direktøren for et stort medicinalfirma siger: „Det er en krig om penge.“ At fremstille kopipræparater og sælge dem til udviklingslande for at opnå økonomisk gevinst „er ikke fair over for dem som har opfundet disse lægemidler,“ siger han. Nogle medicinalfirmaer indvender også at en aftagende fortjeneste kan resultere i at der er færre penge til lægevidenskabelige forsknings- og udviklingsprogrammer. Andre er bekymrede for at billige antiretrovirale midler beregnet til brug i udviklingslandene vil ende på det sorte marked i industrilandene.

Fortalere for billige antiretrovirale lægemidler hævder at de nye præparater kan fremstilles for mellem 5 og 10 procent af den pris medicinalindustrien tager for deres produkter. De siger også at private medicinalfirmaer har haft en tendens til at undlade at forske i og udvikle lægemidler mod sygdomme som plager de fattige lande. Daniel Berman, koordinator for kampagnen „Adgang til livsvigtig medicin“, siger: „I forbindelse med nye præparater er der behov for et internationalt støttet system som kan sikre at priserne nedsættes til et overkommeligt leje i udviklingslandene.“

Som svar på dette globale behov for antiretrovirale lægemidler har WHO udformet en strategi som går ud på at tre millioner mennesker med hiv/aids skal tilbydes ARV-behandling inden udgangen af 2005. Nathan Ford fra Médecins Sans Frontières (Læger uden Grænser) siger advarende at denne strategi „ikke må gå hen og blive endnu en fejlslagen FN-målsætning. Den omfatter kun halvdelen af dem som i dag anslås at have brug for behandling mod hiv/aids, og det tal vil være meget højere [i 2005].“

Andre forhindringer

Selv om det var muligt at forsyne udviklingslandene med tilstrækkelige mængder af antiretroviral medicin, ville der være andre hindringer der måtte overvindes. Nogle af lægemidlerne skal indtages sammen med mad og rent vand, men i visse lande får hundredtusinder af mennesker kun mad hver anden dag. Antiretroviral behandling (som ofte består af mindst 20 piller om dagen) skal tages på et bestemt klokkeslæt hver dag, men mange patienter har ikke et ur. Kombinationen af lægemidlerne skal reguleres efter patientens tilstand, men i mange lande er der en alvorlig mangel på læger. Det vil tydeligvis ikke være nogen let opgave at sørge for ARV-behandling af folk i udviklingslandene.

Selv patienter i de velstående lande har problemer med kombinationsbehandlingen. Forskning har vist at foruroligende mange undlader at tage deres medicin i den rette dosis og på de rigtige tidspunkter. Det kan føre til dannelsen af hiv-stammer som er resistente over for lægemidler, og som kan overføres til andre.

Dr. Gerald J. Stine peger på endnu et problem for hiv-patienter: „Det paradoksale ved hiv-behandling er at den undertiden er mere ubehagelig end selve hiv-infektionen, især hvis behandlingen indledes før der kommer symptomer.“ Hiv-patienter som behandles med antiretroviral medicin, får ofte bivirkninger såsom diabetes, ændret fedtfordeling, et højt kolesterolindhold i blodet og mindre knogletæthed. Nogle af disse bivirkninger er livstruende.

[Ramme/illustrationer på side 7]

Hvad er ARV?a

Hos en sund person stimulerer eller aktiverer hjælper-T-lymfocytter immunsystemet til at bekæmpe infektion. Disse lymfocytter er et særligt angrebsmål for hiv. Hiv bruger nemlig hjælper-T-lymfocytterne til at kopiere, eller replikere, sig selv, hvorved lymfocytterne svækkes og ødelægges indtil immunsystemet er alvorligt defekt. Antiretrovirale lægemidler (ARV) afbryder denne replikationsproces.

I dag anvender man fire typer antiretrovirale lægemidler. Nukleosidanaloger og non-nukleosid-analoger forhindrer hiv-virus i at kopiere sit arvemateriale og indsætte det i patientens DNA. Proteasehæmmere kan ved at hæmme et bestemt enzym (den hiv-specifikke protease) i de inficerede celler forhindre at der dannes nye hiv-virus. Fusionshæmmere forhindrer hiv i at trænge ind i cellerne. Ved at hæmme replikationen af hiv-virus kan antiretroviral medicin bevirke at der går længere tid før hiv-infektionen udvikler sig til aids, som er slutstadiet af denne infektion.

[Fodnote]

[Illustration]

KENYA En læge giver en aids-patient vejledning om ARV-behandling

[Kildeangivelse]

© Sven Torfinn/Panos Pictures

[Illustration]

KENYA En aids-patient får sin ARV-medicin på hospitalet

[Kildeangivelse]

© Sven Torfinn/Panos Pictures