Senere vendte jeg tilbage til Mbreshtan for at genoptage mit arbejde som skomager.

Tilbage til vores hjemby

I 1947 vendte jeg sammen med min familie tilbage til Mbreshtan. Kort efter, en kold eftermiddag i december, blev jeg kaldt hen på kontoret for Sigurimi (det hemmelige politi). „Ved du hvorfor jeg har kaldt dig herhen?“ spurgte betjenten.

„Jeg går ud fra at det er fordi du har hørt nogle beskyldninger imod mig,“ svarede jeg. „Men Bibelen siger at verden vil hade os, så jeg er ikke overrasket over beskyldningerne.“ — Johannes 15:18, 19.

„Tal ikke til mig om Bibelen,“ bed han mig af. „Ellers banker jeg dig sønder og sammen.“

Betjenten og hans mænd gik, men gav mig ordre til at blive stående udenfor i kulden. Efter nogen tid kaldte han mig igen ind på kontoret og sagde at jeg skulle lade være med at holde møder i mit hjem. „Hvor mange bor der i din landsby?“ spurgte han.

„Der bor 120,“ svarede jeg.

„Hvilken religion har de?“

„De er albansk-ortodokse.“

„Og du?“

„Jeg er et af Jehovas vidner.“

„Der er 120 som går den ene vej, og så går du den anden vej!“ Derefter beordrede han mig til at brænde lys i kirken. Da jeg sagde at jeg ikke ville gøre det, begyndte han at slå mig med en kæp. Da jeg endelig blev løsladt var klokken cirka ét om natten.