Forkyndelse trods modstand

I 1925 tog Ahmed Bey Zogu magten, og i 1928 udråbte han sig selv til kong Zogu I; han regerede indtil 1939. Hans minister for menneskerettigheder godkendte vort kristne virke, men vi løb alligevel ind i problemer. Dette skyldtes at Musa Juka, indenrigsministeren, havde nære forbindelser med paven i Rom. Juka bestemte at kun tre trossamfund var anerkendte — muslimerne, de ortodokse og katolikkerne. Politiet forsøgte at konfiskere vore bøger og standse vores forkyndelse, men det fik de ikke held med.

I 1930’erne besøgte jeg ofte Berat, en af Albaniens større byer, hvorfra Mihal Sveci ledede forkyndelsesarbejdet. Vi arrangerede forkynderture i hele landet. Engang blev jeg sendt til Shkodra i to uger, og dér havde jeg mulighed for at sprede mange publikationer. I 1935 var vi en gruppe der lejede en bus så vi kunne forkynde i Këlcyrë. Der blev så planlagt en større tur til byerne Permet, Leskovik, Erseka, Korça, Pogradec og Elbasan. Vi sluttede turen i Tirana lige tidsnok til at fejre højtiden til minde om Kristi død.

Tilbage til vores hjemby

I 1947 vendte jeg sammen med min familie tilbage til Mbreshtan. Kort efter, en kold eftermiddag i december, blev jeg kaldt hen på kontoret for Sigurimi (det hemmelige politi). „Ved du hvorfor jeg har kaldt dig herhen?“ spurgte betjenten.

„Jeg går ud fra at det er fordi du har hørt nogle beskyldninger imod mig,“ svarede jeg. „Men Bibelen siger at verden vil hade os, så jeg er ikke overrasket over beskyldningerne.“ — Johannes 15:18, 19.

„Tal ikke til mig om Bibelen,“ bed han mig af. „Ellers banker jeg dig sønder og sammen.“

Betjenten og hans mænd gik, men gav mig ordre til at blive stående udenfor i kulden. Efter nogen tid kaldte han mig igen ind på kontoret og sagde at jeg skulle lade være med at holde møder i mit hjem. „Hvor mange bor der i din landsby?“ spurgte han.

„Der bor 120,“ svarede jeg.

„Hvilken religion har de?“

„De er albansk-ortodokse.“

„Og du?“

„Jeg er et af Jehovas vidner.“

„Der er 120 som går den ene vej, og så går du den anden vej!“ Derefter beordrede han mig til at brænde lys i kirken. Da jeg sagde at jeg ikke ville gøre det, begyndte han at slå mig med en kæp. Da jeg endelig blev løsladt var klokken cirka ét om natten.

Leverancen af publikationer bliver afbrudt

Da Anden Verdenskrig sluttede begyndte vi igen at modtage Vagttårnet med posten. Men på et tidspunkt holdt bladene op med at komme. En aften da klokken var ti blev jeg opsøgt af det hemmelige politi. „Der er kommet et græsk blad,“ sagde de, „og vi vil gerne have at du forklarer hvad det drejer sig om.“

„Jeg er ikke særlig god til græsk,“ sagde jeg. „Min nabo er bedre til det. Måske han kan hjælpe jer.“

„Nej, vi vil have dig til at forklare dette,“ sagde en officer mens han viste nogle græske udgaver af Vagttårnet.

„Jamen, det er jo mine!“ udbrød jeg. „Det kan jeg selvfølgelig godt forklare. Ser I, disse blade kommer fra Brooklyn i New York. Dér ligger Jehovas Vidners hovedkontor. Jeg er et af Jehovas vidner. Men det ser ud til at de har lavet en fejl med hensyn til adressen. Bladene skulle have været sendt til mig, ikke til jer.“

De ville ikke give mig bladene, og fra da af og indtil 1991, mere end 40 år senere, modtog vi ingen bibelske publikationer i Albanien. I alle disse år fortsatte vi med at forkynde, udelukkende ved hjælp af Bibelen. I 1949 var omkring 20 forkyndere i fængsel, nogle med domme på fem år.