[Illustration på side 175]

Menighedsmøde i den første rigssal, 1992, Tirana

Hemmelige møder er fortid

ADRIANA MAHMUTAJ

FØDT 1971

DØBT 1993

PROFIL Hun blev inviteret til et hemmeligt møde, og derefter skete der store forandringer. Tjener nu som specialpioner.

◼ DA MIN fætter døde i 1991, hørte jeg at en dame der hed Barie, opmuntrede min faster med nogle tanker fra Bibelen. Jeg begyndte straks at stille hende spørgsmål og blev derfor inviteret til at mødes med hendes veninde Rajmonda på dennes arbejdsplads. Rajmondas familie var med til møder i „klassen“. Rajmonda fortalte mig at jeg måtte have nogle bibelske drøftelser et stykke tid, eftersom nye ikke blev lukket ind i klassen med det samme. Jeg elskede det jeg lærte, og der gik ikke lang tid før jeg fik lov til at overvære møderne.

Denne klasse bestod af udøbte der oprindelig var begyndt at mødes med Sotir Papa og Sulo Hasani. Flere år forinden havde Sigurimi infiltreret nogle klasser og havde angivet brødrene til politiet. Alle var derfor forsigtige, og de var påpasselige med hvem der blev inviteret med til møderne.

Ved mit første møde fandt jeg ud af at det var meningen at vi skulle lave en liste over vores venner og så fortælle dem om det vi lærte. Jeg begyndte straks at forkynde for Ilma Tani. Inden længe fik hun lov til at overvære møderne. Vores lille klasse på 15 voksede hurtigt.

I april 1992 kom Michael og Linda DiGregorio på besøg i Berat. Det blev foreslået at vi åbent inviterede folk til Michaels foredrag. Det resulterede i at 54 overværede mødet. Ingen af os var døbt. Efter mødet bombarderede vi broder og søster DiGregorio med spørgsmål i flere timer. Endelig fik vi lært hvordan vores gruppe skulle fungere.

Kort efter blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt. Ilma og jeg tog sammen med to brødre til Tirana for at lære hvordan man går fra dør til dør. Vi blev bedt om at vise andre i Berat hvad vi havde lært. Vi gjorde vores bedste. Da fire italienske specialpionerer i marts 1993 fik tildelt Berat som distrikt, kom der virkelig gang i menigheden, og vi havde to møder om ugen hvor alle var velkomne.