„JEG BLIVER VED MED AT FORKYNDE“

Sotir Ceqi var rettroende ortodoks og boede i Tirana. Som barn havde han haft knogletuberkulose og som følge heraf haft ulidelige smerter i benene. Da han var 17 år, blev han så deprimeret at han besluttede at tage sit eget liv ved at kaste sig ud foran et tog. Kort før han havde tænkt sig at gøre alvor af det, fik han besøg af en slægtning der hed Leonidha Pope. Uden at kende noget til Sotirs planer fortalte Leonidha ham at Jesus havde helbredt de syge, og at jorden ville blive til et paradis. Han gav også Sotir et eksemplar af De Græske Skrifter, og Sotir gik straks i gang med at læse.

„Det jeg læste, virkede lige så forfriskende på mig som vand,“ fortæller Sotir. „Jeg havde fundet sandheden!“

I løbet af nogle få dage og uden at have haft yderligere kontakt med Leonidha ræsonnerede Sotir som så: ’Bibelen siger at Jesus forkyndte. Alle apostlene og disciplene forkyndte. Det er helt klart også det jeg må gøre.’

Sotir gik derfor i gang med at forkynde. Med De Græske Skrifter i den ene hånd og sin krykke i den anden gik han modigt fra dør til dør.

I disse år havde Sigurimi, Statssikkerhedstjenesten, ansvaret for at beskytte nationens sikkerhed. De var konstant på vagt over for tilsyneladende trusler mod kommunismen, så Sotirs frimodige forkyndelse kunne ikke undgå deres opmærksomhed. De arresterede ham og tilbageholdt ham i timevis, slog ham og beordrede ham til at holde op med at forkynde.

Da Sotir blev løsladt, kontaktede han Leonidha, som tog ham med til Spiro Karajani, en læge der havde lært sandheden at kende nogle år tidligere. Foruden at give Sotir lægebehandling hjalp Spiro ham også til en bedre forståelse af sandheden.

Spiro gav Sotir følgende råd: „Hvis du bliver arresteret en anden gang, så tæl hvert eneste ord og hver eneste linje før du skriver under på noget. Lav en streg efter det de har skrevet. Lad der ikke være det mindste mellemrum. Læs alt meget omhyggeligt igennem. Vær sikker på at det du skriver under på, er det du har sagt.“

Blot to dage senere tog politiet atter Sotir i at forkynde. På politistationen beordrede betjentene ham til at underskrive sit vidneudsagn. Netop da han skulle til at skrive under, kom han i tanker om Spiros råd. Selvom politiet lagde pres på Sotir for at få ham til at skrive under hurtigt, tog han sig tid til at læse hvert eneste ord.

„Beklager,“ sagde han, „men jeg kan ikke skrive under på det her. Sådan har jeg ikke sagt. Hvis jeg underskrev dette dokument, ville jeg lyve, og jeg kan ikke lyve.“

Politiet lavede derefter en pisk af et reb og brugte den til at slå Sotir med i flere timer. Da han stadig ikke ville samarbejde, tvang de ham til at holde to ledninger og gav ham gentagne gange smertefulde elektrochok.

„Da jeg næsten ikke kunne klare smerten mere,“ mindes Sotir, „bad jeg grædende en bøn. Pludselig gik døren op. Dér stod den øverstkommanderende. Han så sig hurtigt omkring og vendte ansigtet bort. ’Stands!’ beordrede han. ’Det her har I ikke lov til!’“ De var alle udmærket klar over at det var ulovligt at udøve tortur. Politiet standsede derfor torturen, men de holdt ikke op med at presse Sotir til at underskrive dokumentet. Han blev dog ved med at nægte.

„Du vinder!“ sagde de omsider. Modvilligt nedskrev de det vidneudsagn Sotir selv var kommet med, og hvori han aflagde et fint vidnesbyrd. De overrakte ham dokumentet. Til trods for mange timers tortur med slag og elektriske stød læste Sotir omhyggeligt hvert eneste ord. Da en sætning standsede halvvejs inde på siden, trak han en streg til slutningen af linjen.

„Hvor i alverden har du lært det?“ spurgte de forbløffede betjente.

„Jehova har lært mig ikke at skrive under på noget jeg ikke har sagt,“ svarede Sotir.

„Okay, hvem har så givet dig det her?“ spurgte en betjent da han gav Sotir et stykke brød og ost. Klokken var nu ni om aftenen, og Sotir var glubende sulten eftersom han ikke havde fået noget at spise hele dagen. „Var det Jehova? Nej. Det var os.“

„Jehova har mange måder at sørge for det nødvendige på,“ svarede Sotir. „Han har blot blødgjort jeres hjerter.“

„Vi lader dig gå,“ svarede de frustrerede betjente, „men hvis du forkynder igen, ved du hvad der vil ske.“

„Så skal I ikke lade mig gå, for jeg bliver ved med at forkynde.“

„Du kan lige prøve på at fortælle nogen hvad der er sket her,“ truede den øverstbefalende.

„Hvis nogen spørger, kan jeg ikke lyve,“ svarede Sotir.

„Forsvind!“ råbte de.

Sotir var en af mange der blev torteret på denne måde. Det var først efter denne trosprøve at Sotir blev døbt.

[Illustration på side 147]

„Jehova har lært mig ikke at skrive under på noget jeg ikke har sagt.“ — Sotir Ceqi