EN UVENTET DISTRIKTSTILDELING

Michael og Linda DiGregorio var missionærer i Den Dominikanske Republik. Michaels bedsteforældre var blandt de albanere der var blevet døbt i Boston i 1920’erne, og Michael kunne noget albansk. Så da broder og søster DiGregorio i 1992 besluttede at besøge slægtninge i Albanien, spurgte de Det Styrende Råd om det var tilrådeligt for dem at mødes med brødrene i løbet af deres tredages besøg. Til deres overraskelse bad Det Styrende Råd dem om at blive i Albanien i tre måneder og hjælpe med at organisere forkyndelsesarbejdet.

På afdelingskontoret i Rom oplyste brødre fra Grækenland og Italien ægteparret om situationen i Albanien og viste dem billeder af nogle af de albanske brødre, deriblandt Vasil Gjoka. Da broder og søster DiGregorio fløj til Tirana i april 1992, var albanere fra udlandet atter velkomne i landet. Der var dog stadig mange uroligheder, og folk var bekymrede for hvordan fremtiden ville forme sig.

Da Michael og Linda kom ud fra lufthavnen, løb Michaels familie dem i møde. Samtidig fik Michael øje på Vasil Gjoka, som også havde fået at vide at de ville komme den dag.

„Du skal bare følge med familien,“ sagde Michael til Linda, „jeg kommer lige straks.“

Efter at familien havde omfavnet Linda, tog de kufferterne og skyndte sig hen til bilerne, mens Michael hurtigt gik hen til Vasil.

„Jeg kommer tilbage til Tirana på søndag,“ sagde Michael kort til Vasil, „så finder jeg frem til dig.“

Koço, en af Michaels albanske slægtninge der ikke vidste at Michael og Linda var Jehovas Vidner, fór hen til ham og sagde: „Hvad laver du? Vi taler ikke med fremmede!“

På de snoede veje gennem landet til Korçë kunne Michael og Linda tydeligt se hvor meget anderledes det var fra deres missionærdistrikt i Caribien. „Alt var gammelt, brunt og gråt og dækket af støv,“ mindes Michael. „Der var pigtråd overalt. Folk så modløse ud. Der var næsten ingen biler. Ruder var slået i stykker. Landmændene opdyrkede jorden med håndkraft. Ikke meget havde ændret sig siden mine bedsteforældres tid! Det var som om vi var rejst tilbage i tiden!“

„JERES REJSE VAR LEDET AF GUD“

Koço havde noget som han i årevis havde holdt skjult og nu gerne ville vise Michael. Da Michaels bedstemor døde, havde familien i Boston skrevet et langt brev til familien i Albanien. De første ti sider drejede sig mest om familiemæssige anliggender, men sidst i brevet havde familien fortalt noget om opstandelsen.

„Politiet ville tjekke brevet,“ sagde Koço til Michael, „men efter at have læst de første par sider kedede det dem, og så sagde de: ’Tag det bare. Det er kun familiestof.’ Da jeg læste den sidste del, blev jeg meget glad for at lære noget om Gud!“

Michael fortalte nu at han og Linda var Jehovas Vidner, og han aflagde et grundigt vidnesbyrd for Koço.

Ligesom folk på Bibelens tid føler albanere sig forpligtede til at beværte og beskytte deres gæster. Koço insisterede derfor på at ledsage Michael og Linda til Tirana.

„I Tirana kunne vi ikke finde det sted hvor Vasil boede,“ mindes Michael, „for der var ingen skilte med gadenavne. Koço foreslog derfor at vi spurgte på postkontoret.“

„Da Koço kom tilbage fra postkontoret,“ fortsætter Linda, „virkede han helt lamslået. Vi kørte derefter direkte hen til Vasils lejlighed.“

Senere forklarede Koço: „Da jeg gik ind på postkontoret og spurgte efter Vasil, sagde de: ’Den mand er en helgen! Har du nogen anelse om hvad han har været igennem? Der findes ikke et mere ædelt menneske i hele Tirana!’ Da jeg hørte det, vidste jeg at jeres rejse var ledet af Gud! Jeg vil ikke stå i vejen for jer!“

ARBEJDET I TIRANA ORGANISERES

Vasil var jublende glad for at se broder og søster DiGregorio, og de talte sammen i timevis. Det var først sent på aftenen at Vasil fortalte at Jani Komino, der havde siddet i fængsel sammen med Nasho Dori, var død den selv samme morgen. Hvorfor var Vasil blevet hjemme fra begravelsen af denne kære broder og nære ven? Som han sagde: „Fordi jeg ventede nogen der var udsendt af Det Styrende Råd.“

Der var brug for at Michael og Linda blev i Tirana, men den daværende regering tillod ikke udlændinge at bo i byen. Hvad kunne de gøre?

„Vi lagde sagen i Jehovas hånd,“ fortæller Michael, „og til sidst fandt vi en lille lejlighed hvor vi flyttede ind.“

„Ejerne beholdt selv en nøgle,“ husker Linda, „og de kom og gik som de ville. Desuden måtte vi igennem en anden lejlighed for at komme ind i vores egen. Men stedet var i det mindste afsidesliggende, og vi foretrak at undgå myndighedernes opmærksomhed.“

Broder og søster DiGregorio lyttede i timevis mens de gamle brødre i Tirana fortalte om de prøvelser de havde været igennem. Et af problemerne var dog at nogle af de ældre var mistænksomme over for hinanden.

„De havde hver især været loyale,“ forklarer Michael, „men de spekulerede på om de andre også havde været det. Selvom nogle holdt afstand til de andre, holdt de sig ikke på afstand af os. Efter at vi roligt havde drøftet sagen igennem, blev vi enige om at det vigtigste var at gøre Jehovas navn kendt. De var forenede i deres kærlighed til Jehova og var spændt på hvad der skulle ske i fremtiden.“

[Illustration på side 167]

Michael og Linda DiGregorio