Samme år mødte jeg John Marks (Markopoulos), en respekteret og åndeligsindet broder fra USA. John var født i det sydlige Albanien og blev et af Jehovas Vidner efter at han var emigreret til USA. I 1950 tog han til Grækenland i et forsøg på at skaffe visum til Albanien — som dengang var et lukket og strengt kommunistisk land. Selv om John ikke havde set sin familie siden 1936, fik han ikke lov at komme ind i Albanien.

For eksempel modtog vi et kodet budskab fra Albanien med dette indhold: „Bed for os. Litteratur beslaglagt fra hus til hus. Vi må ikke studere. Tre i fængsel.“

I november 1960 begyndte vi derfor på en seks måneder lang rejse for at besøge nogle af disse lande. Det var indlysende at vi havde brug for en „kraft som er ud over det normale“, at Gud gav os frygtløshed og snilde så vi kunne gennemføre vores mission. (2 Korinther 4:7) Vores første mål for rejsen var Albanien. Vi købte en bil i Paris og begav os af sted. Vi nåede Rom, hvor det kun var John der fik et visum til Albanien. Jeg måtte begive mig videre til Athen og vente på ham.

Sidst i februar 1961 kom John til Albanien og blev der til sidst i marts. I Tirana mødtes han personligt med 30 brødre. De var meget begejstrede for at få den hårdt tiltrængte litteratur og opmuntring. Det var 24 år siden de sidst havde haft besøg udefra.

John var dybt bevæget over brødrenes integritet og udholdenhed. Han fik at vide at mange havde mistet deres arbejde og var interneret fordi de ikke ville tage del i de kommunistiske aktiviteter. En særlig rørende oplevelse var det at to brødre i 80’erne gav ham omkring 100 dollars til fremme af forkyndelsesarbejdet. De havde sparet op i mange år af deres ringe statspension.

John blev i Albanien indtil den 30. marts 1961, dagen for den årlige højtid til minde om Kristi død. Han holdt mindehøjtidsforedraget for 37 tilstedeværende. Lige så snart højtiden var slut, fik brødrene hurtigt John ud af bagdøren og ned til havnen i Durrës, hvor de fik ham om bord på et tyrkisk handelsskib der skulle til Piræus i Grækenland.

Senere gjorde man et nyt forsøg på at kommunikere med vores brødre i Albanien. Da min mand havde slægtninge der, blev jeg spurgt om jeg var villig til at foretage en rejse ind i landet. Det ville jeg naturligvis gerne.

I maj 1986, efter mange måneders vedholdende anstrengelser, modtog jeg et visum fra den albanske ambassade i Athen. Personalet på ambassaden advarede mig om at jeg ikke kunne forvente nogen som helst hjælp udefra hvis noget gik galt. Da jeg henvendte mig til et rejsebureau for at købe en flybillet til Albanien, blev agenten helt paf. Uden at lade mig hindre af frygt gik jeg snart om bord på det ugentlige fly fra Athen til Tirana. Der var kun tre meget gamle albanere med flyet; de havde været i Grækenland for at modtage lægebehandling.

Da flyet landede, blev jeg gennet ind i en tom hangar der gjorde det ud for toldkontor. Skønt min mands bror og søster ikke var Jehovas Vidner, var de villige til at hjælpe mig med at etablere kontakt til de få lokale brødre. Loven krævede at de skulle informere de lokale myndigheder om min ankomst. Som følge heraf blev jeg nøje overvåget af politiet. Mine slægtninge foreslog mig derfor at blive i deres hjem mens de prøvede at finde to af de brødre som var i Tirana, og få dem med over til mig.

På det tidspunkt var der, så vidt man vidste, ni indviede og døbte brødre i hele Albanien. Årene med forbud, forfølgelse og strengt opsyn havde gjort dem meget forsigtige. De havde dybe furer i deres ansigter. Så snart jeg havde vundet deres tillid, var de to brødres første spørgsmål: „Hvor er Vagttårnene?“ I mange år havde de kun haft to ældre bøger — ikke engang en bibel.

De fortalte udførligt om de grusomme restriktioner som regimet havde påført dem. De kunne berette om et tilfælde med en afholdt broder som var besluttet på at bevare sig neutral ved et kommende valg. Eftersom staten havde kontrol med alt, ville hans familie i så fald ikke få nogen fødevarerationer. Hans gifte børn og deres familier ville alle komme i fængsel, selv om de intet havde at gøre med hans religiøse overbevisning. Det forlød at nogle af denne broders skræmte familiemedlemmer dræbte ham natten før valget og smed hans lig i en brønd og senere hævdede at han var blevet bange og havde begået selvmord.

Det var hjerteskærende at se disse trosfællers fattigdom. Men da jeg ville give dem hver 20 dollars, afslog de og sagde: „Vi ønsker kun åndelig føde.“ Disse kære brødre havde i årtier levet under et totalitært styre som ved hjælp af indoktrinering havde gjort flertallet af befolkningen til ateister. Men brødrene havde en lige så stærk tro og overbevisning som Jehovas Vidner i andre lande. Da jeg to uger senere forlod Albanien havde det prentet sig dybt i mit sind at se hvordan Jehova giver „den kraft som er ud over det normale“, selv under de værst tænkelige omstændigheder.

Jeg havde også det privilegium at besøge Albanien i 1989 og igen i 1991. Da ytrings- og religionsfriheden efterhånden vandt indpas i landet, steg antallet af tjenere for Jehova hastigt. Til trods for at der i 1986 kun var en håndfuld indviede kristne, er der nu mere end 2200 aktive forkyndere. En af dem er Melpo, min mands søster. Kan der være nogen tvivl om at Jehova har velsignet denne trofaste gruppe?