• Albanien
    Jehovas Vidners Årbog 2010

    • ET ISOLERET FÅR BLIVER FUNDET

      „Findes der overhovedet nogen Jehovas Vidner i Vlora?“ spurgte brødrene hinanden da de drøftede hvordan forkyndelsesarbejdet kunne fremmes i Albanien. Den eneste nogen havde hørt om, var en ældre dame som efter sigende var senil. Men så kom der en kvinde til kontoret og fortalte at hun og hendes familie var ungjillorë, og at en der hed Areti, havde undervist dem i sandheden i Vlora. Nogle brødre fra Tirana tog derfor til Vlora for at finde Areti.

      Areti Pina, en lille, ældre dame, inviterede de besøgende indenfor i sit hjem. Men hun virkede noget reserveret. Da de forklarede at de var hendes åndelige brødre, var der absolut ingen reaktion.

      „Kan jeg stille jer nogen spørgsmål?“ sagde Areti pludselig efter nogle minutter. Så begyndte hun at bombardere dem med spørgsmål: „Tror I på treenigheden? Hvad er Guds navn? Tror I på et brændende helvede? Hvad sker der når vi dør? Hvad skal der ske med jorden? Hvor mange skal i himmelen?“

      Brødrene besvarede alle spørgsmålene.

      „Forkynder I?“ spurgte Areti så.

      „Ja,“ sagde en af brødrene, „vi forkynder.“

      „Men hvordan forkynder I?“ spurgte hun.

      „Vi forkynder fra hus til hus,“ svarede broderen.

      Areti brast i gråd, sprang op af stolen og omfavnede broderen.

      „Nu ved jeg at I er mine brødre!“ udbrød hun. „Det er kun Jehovas folk der forkynder fra hus til hus.“

      Protestantiske grupper i Vlora havde hørt at Areti var religiøs, og havde bedt hende om at slutte sig til dem. „Men jeg ville ikke have noget med Babylon den Store at gøre!“ forklarede hun brødrene. „Jeg måtte derfor sikre mig at I virkelig var min åndelige familie!“

      Areti var blevet døbt som 18-årig tilbage i 1928. Hun havde vandret op og ned ad bjergene og forkyndt med Bibelen i hånden. Selvom hun ikke havde haft kontakt med brødrene i årevis, var hun trofast fortsat med at forkynde helt alene.

      „Jehova er vidunderlig,“ sagde Areti med tårer i øjnene. „Han glemte mig aldrig!“

      Folk anså Areti for at være skør fordi hun blev ved med at tro på Gud under Albaniens jernhårde totalitære styre. Men Areti var langtfra senil. Hun var lige så åndsfrisk som hun altid havde været.