I august, da krigen sluttede, vendte brødrene fra Kosovo tilbage til deres hjem, men ikke alene. De blev ledsaget af albanske og italienske brødre, deriblandt ti specialpionerer, der gerne ville yde dem den nødvendige åndelige hjælp.

[Ramme/​illustrationer på side 191, 192]

En lærer i ateisme underviser nu i sandheden

ANASTAS RUVINA

FØDT 1942

DØBT 1997

PROFIL Han underviste sine underordnede inden for militæret i ateisme før han lærte sandheden at kende gennem sine børn. Tjener i dag som ældste og specialpioner.

◼ DA JEG i 1971 havde taget min afgangseksamen fra militærakademiet, blev jeg politisk brigadekommissær. Det var en titel som blev anvendt fordi regeringen i 1966 havde afskaffet den militære rangorden. En af mine opgaver var at indoktrinere mine underordnede i den ideologi at der ikke findes nogen Gud. Jeg underviste ud fra den filosofi at religion er opium for folket.

Jeg havde kone og tre børn. I 1992 begyndte min søn, Artan, at overvære Jehovas Vidners religiøse møder i Tirana. Så tog han sin søster Anila med. Jeg syntes at det var tåbeligt og spild af tid. Det endte med at der opstod mange skænderier i vores hjem.

En dag tog jeg af ren og skær nysgerrighed et eksemplar af Vagttårnet og begyndte at læse det. Mærkeligt nok forekom det ret fornuftigt. Men selvom Artan og Anila blev ved med at tilskynde mig til at undersøge Bibelen, afslog jeg. Jeg ræsonnerede som så at man ikke kan studere Bibelen hvis man ikke tror på Gud. I 1995 blev bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? udgivet på albansk. Artan og Anila gav mig et eksemplar. Det var alt hvad der skulle til for at overbevise mig. Gud findes! Nu havde jeg ikke længere nogen undskyldning; jeg blev nødt til at studere. Snart sluttede min kone, Lirie, sig til mig, og vi blev overbevist om at det var sandheden.

Men skal jeg være ærlig, så gjorde jeg ikke hurtigt fremskridt. Jeg var 53 år, og det var ikke let for mig at ændre min politiske og militaristiske måde at tænke på. Men jeg må sige at det var Skaberen, Jehova, der hjalp mig til at gøre det.

Jeg ønskede ikke at blive forkynder, for jeg frygtede at skulle forkynde for de selv samme mennesker jeg havde undervist i ateisme. Hvad ville de ikke tænke? En dag mens Vito Mastrorosa og jeg studerede, læste han beretningen om Saulus fra Tarsus for mig. Det var lige det der skulle til! Saulus forfulgte de kristne, lærte sandheden at kende og begyndte derefter at forkynde. Jeg vidste at jeg med Jehovas hjælp kunne gøre det samme.

Af og til smiler jeg ad mig selv når Jehova stadig må hjælpe mig til at blive mindre striks og mere rimelig og at få bugt med min kommandotone. Lidt efter lidt er jeg ved at nå målet.

Nu skændes jeg ikke længere med mine børn om sandheden. Tværtimod er jeg stolt af dem. Artan er specialpioner og ældste, og mine døtre, Anila og Eliona, tjener begge på Betel i Tirana.

Lirie og jeg er specialpionerer. Vi føler det som et stort privilegium at lære mennesker sandheden om vor store Skaber at kende, og at se de forandringer de gør i deres liv. Det er en stor glæde at kunne give dem del i et virkeligt håb der bygger på de løfter som den eneste levende og sande Gud, Jehova, har givet.