Udenlandske pionerer fører an i arbejdet

I begyndelsen af 1992 sørgede Det Styrende Råd for at Michael og Linda DiGregorio, et missionærpar der havde albansk baggrund, blev overført til Albanien. Dette par kontaktede de ældre trofaste brødre og hjalp dem til igen at komme sammen og være en del af den store internationale åndelige familie. En gruppe på 16 flittige italienske specialpionerer, eller heltidsforkyndere, kom til Albanien i november sammen med fire græske pionerer. For at pionererne kunne lære det lokale sprog, blev der arrangeret et sprogkursus.

Dagliglivet var hårdt for disse udenlandske pionerer. El-forsyningen var meget ustabil. Vinteren var kold og fugtig. Folk stod i kø i timevis for at få mad og andre livsfornødenheder. Men det største problem brødrene havde, var at finde bygninger der var store nok til at kunne huse alle de interesserede der tog imod sandheden!

De pionerer der kæmpede med at lære albansk, fandt ud af at et sprog kun er et middel til at nå det egentlige mål. En erfaren broder sagde til dem: „Man behøver ikke at være perfekt til at bøje verber for at sende andre et varmt smil eller give brødrene et knus. Det albanerne vil reagere på, er kærlighed fra hjertet, ikke perfekt grammatik. I behøver ikke at være så bekymrede, de skal nok kunne forstå jer.“

Efter det første sprogkursus rejste pionererne til henholdsvis Berat, Durrës, Gjirokastër, Shkodra, Tirana og Vlorë for at virke. På kort tid skød der menigheder op i alle disse byer. Søster Areti Pina, som nu var i 80’erne og havde et dårligt helbred, boede stadig i Vlorë. To specialpionerer blev sendt dertil for at samarbejde med hende i forkyndelsen. Folk var forbløffede over at høre udlændinge tale albansk: „Missionærer fra andre religiøse samfund siger at vi må lære engelsk eller italiensk hvis vi vil undervises. I må virkelig holde af os og have noget vigtigt på hjerte når I har gjort jer den ulejlighed at lære albansk!“

[Illustration på side 19]

Den første gruppe udenlandske pionerer på sprogkursus