Jeroboam opstillede guldkalve i Betel, i det allersydligste af det nydannede Israels rige, og i Dan, i det allernordligste, for at afholde folket fra at drage op til templet i Jerusalem. (1Kg 12:27-29) Betel fik sit eget tilbedelsessted med et alter, en særligt opfundet højtid og præster valgt fra ikkelevitiske stammer, og blev derved et symbol på groft frafald fra den sande tilbedelse. (1Kg 12:31-33) Jehova Gud var ikke sen til at give udtryk for sit mishag ved en „Guds mand“ der blev sendt til Betel for at forkynde en dom over det alter der blev brugt i forbindelse med kalvedyrkelsen. Alteret revnede som et tegn på at profetens ord visselig ville blive opfyldt.

Som en opfyldelse af Hoseas’ profeti havde Assyriens konge bortført guldkalven fra Betel (Ho 10:5, 6), men Jeroboams oprindelige alter fandtes stadig på kong Josias af Judas tid. I eller efter sit 18. regeringsår (642 f.v.t.) udstrakte Josias sin udrensning af falsk religion til Betel og til Samarias byer. Han tilintetgjorde det sted i Betel hvor afgudsdyrkelsen foregik, idet han først brændte knoglerne fra de nærliggende grave på alteret og således vanhelligede det som en opfyldelse af den profeti der var blevet udtalt af „den sande Guds mand“ over 300 år tidligere.