GILEADMISSIONÆRER ANKOMMER

Den 4. februar 1955 kom to missionærpar fra USA, Paul og Frances Evans og Gordon og Patricia Scott, til Amerikansk Samoa. De flyttede ind på missionærhjemmet i Fagatogo, der lå i et farverigt kvarter. Kredstilsynsmanden Leonard (Len) Helberg, der beøgte Pago Pago samme år, beskriver sceneriet sådan:

„En stor lejlighed der lå oven over en gammeldags købmandsbutik, fungerede som missionærhjem. Langs den ene side løb en lille flod; på dens modsatte bred lå en bar hvor sømændene holdt til om aftenen. Når sømændene kom i slagsmål, men fortsatte deres håndgemæng på gaden udenfor, dukkede den lokale politichef op, en lille, men meget stærk mand. Med cigaren klemt godt fast mellem tænderne pløjede han sig ind i menneskemylderet og langede ud til højre og venstre for at få folk til at falde til ro. Fra en kirke lige bag missionærhjemmets baghave lød der svovlprædikener for fuld udblæsning. Fra verandaen foran huset kunne vi se folk strømme til banken når det var lønningsdag en gang om måneden. Kirkernes missionærer var kommet fra hele øen og fór nu rundt som gale for at få kirkemedlemmerne i menneskemængden til at betale tiende før de brugte deres penge på noget andet.“

Disse livlige omgivelser viste sig at give grobund for stor interesse for åndelige spørgsmål. Len beretter: „Én missionær ledte hver dag klokken 6 om morgenen et bibelstudium i barbersalonen på torvet før ejeren åbnede butikken. Derefter studerede han med den lokale bager og vendte så hjem med brød til morgenmaden. Senere på dagen studerede den samme bror på torvet med en gruppe fanger fra det lokale fængsel.“ Ved årets udgang ledte missionærerne cirka 60 bibelstudier med over 200 mennesker.

I stedet for at vente på at forkynderne kom igen, valgte mange interesserede at tage hen til missionærhjemmet, hvor missionærerne ledte flere studier samtidig i forskellige værelser. Når én gruppe tog af sted, kom en anden. „Flere år senere forbandt folk stadig Jehovas Vidner med de vidunderlige ting de havde set i den film,“ husker Ron Sellars.

Den næste dag befandt jeg mig i skolens bibliotek da broder Paul Evans pludselig kom ind. Han kunne mærke at der var noget galt, og sagde: „Lad os tage hen på missionærhjemmet og tale om det.“ Missionærerne var så søde at lade mig flytte ind, og senere samme år blev jeg døbt.

Da jeg var gået ud af gymnasiet, samarbejdede jeg med missionærerne som pioner.

Jeg er taknemmelig for disse første missionærers eksempel. De indgav mig en kærlighed til Jehova som har holdt mig oppe frem til denne dag!