Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Samoa
    Jehovas Vidners Årbog 2009
    • FREMGANG I AMERIKANSK SAMOA

      Før Ron og Dolly Sellars’ besøgsvisa til Samoa udløb i 1954, besluttede Ron at ansøge om opholdstilladelse i Amerikansk Samoa i stedet for at tage tilbage til Australien. Ron skriver: „Da jeg henvendte mig til Amerikansk Samoas justitsminister og han fik at vide at den samoanske regering havde afvist vores visumansøgninger af religiøse årsager, sagde han: ’Hr. Sellars! I Amerikansk Samoa har vi trosfrihed, og jeg skal sørge for at De får et visum.’“

      Ron og Dolly ankom til Pago Pago i Amerikansk Samoa den 5. januar 1954. Som en betingelse for indrejsetilladelsen bad justitsministeren Ron om at stille regelmæssigt på hans kontor så han kunne lære Jehovas Vidner bedre at kende. Resultatet blev mange gode, åndelige drøftelser.

      Senere samme måned modtog Ron og Dolly en invitation til en middag i justitsministerens hjem. Eftersom den lokale katolske præst og en præst fra Londons missionsselskab også var inviteret, fik vi en livlig drøftelse af bibelske emner. „Sidst på aftenen takkede justitsministeren os alle for at vi var kommet,“ husker Ron, „og han sagde: ’Ja, efter min mening har hr. og fru Sellars vundet aftenens diskussion.’ Kort tid efter fik vi permanent opholdstilladelse. Da justitsministeren senere fortalte os at regeringen gerne modtog flere visumansøgninger fra Jehovas Vidners missionærer, sendte jeg straks oplysningen videre til det australske afdelingskontor.“

      Den første i Amerikansk Samoa der viede sit liv til Jehova, var 19-årige Ualesi (Wallace) Pedro, der var født på Tokelau. Lydia Pedro, en slægtning der var specialpioner i Fiji, havde under et besøg i 1952 foræret Wallaces storebror „Gud Maa Være Sanddru“. Den unge Wallace fandt bogen i sin brors hjem og studerede den nøje.

      Efter at Ron og Dolly i 1954 havde fundet familien Pedro, studerede de med Wallaces storebror og -søster. Wallace troede på Jehova Gud, men hans skepsis over for religion fik ham til at tøve med at deltage i studiet. Efterhånden blev han dog overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden, og begyndte at overvære møderne regelmæssigt i Fagatogo. Han gjorde hurtigt åndelige fremskridt, og den 30. april 1955 blev han døbt i Pago Pago havn.

      I januar 1955, blot et år efter at Ron og Dolly var kommet, blev møderne i det beskedne pionerhjem i Fagatogo overværet af syv personer. Der var ikke mange møbler, så alle sad på gulvet. Inden længe begyndte tre af de nye at gå med Ron og Dolly ud i forkyndelsen. Det var de små begyndelsers dag, men der lå spændende begivenheder umiddelbart forude.

      GILEADMISSIONÆRER ANKOMMER

      Den 4. februar 1955 kom to missionærpar fra USA, Paul og Frances Evans og Gordon og Patricia Scott, til Amerikansk Samoa. De flyttede ind på missionærhjemmet i Fagatogo, der lå i et farverigt kvarter. Kredstilsynsmanden Leonard (Len) Helberg, der beøgte Pago Pago samme år, beskriver sceneriet sådan:

      „En stor lejlighed der lå oven over en gammeldags købmandsbutik, fungerede som missionærhjem. Langs den ene side løb en lille flod; på dens modsatte bred lå en bar hvor sømændene holdt til om aftenen. Når sømændene kom i slagsmål, men fortsatte deres håndgemæng på gaden udenfor, dukkede den lokale politichef op, en lille, men meget stærk mand. Med cigaren klemt godt fast mellem tænderne pløjede han sig ind i menneskemylderet og langede ud til højre og venstre for at få folk til at falde til ro. Fra en kirke lige bag missionærhjemmets baghave lød der svovlprædikener for fuld udblæsning. Fra verandaen foran huset kunne vi se folk strømme til banken når det var lønningsdag en gang om måneden. Kirkernes missionærer var kommet fra hele øen og fór nu rundt som gale for at få kirkemedlemmerne i menneskemængden til at betale tiende før de brugte deres penge på noget andet.“

      Disse livlige omgivelser viste sig at give grobund for stor interesse for åndelige spørgsmål. Len beretter: „Én missionær ledte hver dag klokken 6 om morgenen et bibelstudium i barbersalonen på torvet før ejeren åbnede butikken. Derefter studerede han med den lokale bager og vendte så hjem med brød til morgenmaden. Senere på dagen studerede den samme bror på torvet med en gruppe fanger fra det lokale fængsel.“ Ved årets udgang ledte missionærerne cirka 60 bibelstudier med over 200 mennesker.

      „GRATIS FILM I AFTEN!“

      En af grundene til den store interesse var filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed.e Denne film — den første som organisationen havde produceret siden Skabelsens Fotodrama næsten 40 år tidligere — handlede om den verdensomspændende forkyndelse og trykkevirksomhed og viste hvordan Jehovas Vidner er organiseret. Under et fire uger langt besøg i Amerikansk Samoa i 1955 viste Len filmen 15 gange for i alt 3227 tilskuere, gennemsnitlig 215 pr. gang.

      „Før hver forestilling averterede vi filmen ved at køre gennem landsbyerne og kaste foldere ud til alle vi kom forbi,“ fortæller Len. „Samtidig råbte vi: ’Gratis film i aften!’ og navnet på landsbyen hvor den blev vist.“

      Filmen gjorde et dybt indtryk på befolkningen. Efter hver fremvisning ville tilskuerne gerne vide mere om Jehovas Vidner og deres lære. I stedet for at vente på at forkynderne kom igen, valgte mange interesserede at tage hen til missionærhjemmet, hvor missionærerne ledte flere studier samtidig i forskellige værelser. Når én gruppe tog af sted, kom en anden. „Flere år senere forbandt folk stadig Jehovas Vidner med de vidunderlige ting de havde set i den film,“ husker Ron Sellars.

      VEDHOLDENDE FORKYNDELSE NÅR IND TIL HJERTET

      To måneder efter Len Helbergs besøg blev Jehovas Vidners første menighed i Amerikansk Samoa oprettet i Fagatogo. Inden for et år steg forkyndertallet i menigheden fra 14 til 22. Ved samme tid kom to specialpionerer mere, Fred og Shirley Wegener, fra Australien for at hjælpe den voksende menighed. Fred er nu medlem af landsudvalget i Samoa.

      Disse forkyndere, pionerer og missionærer var „brændende i ånden“. (Rom. 12:11) „Forkyndernes vedholdenhed og folks interesse for Bibelen betød at der midt i 1960’erne på et eller andet tidspunkt var blevet ledet et bibelstudium i hvert eneste hjem i landsbyen Fagatogo,“ skriver Len. „I de år blev alle husstande på øen også besøgt en gang om måneden.“

      Denne grundige forkyndelseskampagne måtte nødvendigvis påvirke folks tankegang. „Det blev almindeligt kendt at det evige liv ville foregå på jorden,“ fortæller Len, „at der ikke er et brændende helvede, og at de døde er uden bevidsthed. Disse grundlæggende sandheder havde folk ikke lært af deres kirke, men af Jehovas Vidner. Årsagen var at vi talte med dem personligt og ræsonnerede med dem ud fra deres egne bibler.“

      Religiøse og familiemæssige bånd hindrede dog de fleste i at handle i overensstemmelse med det de lærte. Andre foretrak de slappe moralnormer som kirkerne tolererede, frem for de høje moralnormer som kræves af sande kristne. Men der var også oprigtige mennesker der, ligesom den rejsende købmand i Jesu lignelse, betragtede sandheden som en perle af stor værdi og tog imod den. Mange af disse oprigtige øboere tog modigt et fast standpunkt for sandheden. — Matt. 13:45, 46.

      FORKYNDELSE PÅ SAMOANSK FACON

      „Det var dejligt at forkynde de første år,“ mindes Caroline Pedro, en pioner fra Canada der i 1960 giftede sig med Wallace Pedro. „I næsten hvert eneste hjem var der en der gerne ville tale om Bibelen. Det var let at oprette bibelstudier, og ofte var hele familien med.

      Især forkyndelsen i de afsidesliggende landsbyer var uforglemmelig. Som regel fulgte små børn med os fra hus til hus og lyttede opmærksomt til vores fremholdelse af budskabet. Så løb de i forvejen for at fortælle den næste beboer at vi var på vej. De fortalte endda ham eller hende hvad vi talte om, og hvilke skriftsteder vi brugte! For at komme landsbyens børn i forkøbet var vi derfor nødt til at forberede flere forskellige måder at fremholde budskabet på.“

      Når brødrene deltog i forkyndelsen, måtte de også tage hensyn til gode manerer og lokal skik og brug. (1 Kor. 9:20-23) Tidligere missionær Charles Pritchard, der nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i New Zealand, skriver: „På grund af det varme tropiske klima har landsbyens fale (huse) ingen vægge, så det var let at se om der var nogen hjemme. Det blev betragtet som topmålet af uopdragenhed at sige noget mens man stod op, eller før beboeren formelt havde budt os velkommen. Derfor gik vi hen til huset og ventede i tavshed på at beboeren skulle få øje på os. Han eller hun lagde så en ren måtte på stengulvet inden for døren. Det var en indbydelse til at tage skoene af, gå ind i huset og sætte os i skrædderstilling på måtten.“ Mange missionærer fik ondt i benene af at sidde sådan på gulvet gennem længere tid. Heldigvis tillod den lokale skik at man strakte benene og fødderne ud og beskedent dækkede dem med en måtte. På den måde undgik man at rette sine utildækkede fødder mod beboeren — hvilket samoanere betragter som en grov fornærmelse.

      „Beboerne gav os en formel velkomst og fortalte at de følte sig beæret over at vi bragte vores bibelske budskab til deres beskedne hjem,“ fortæller John Rhodes, der gennem 20 år tjente som missionær i Samoa og Amerikansk Samoa. „Derefter blev samtalen personlig: Hvor kommer du fra? Har du børn? Hvor bor din familie?“

      Johns kone, Helen, tilføjer: „Vi henvendte os altid til beboerne med de respektfulde vendinger som man normalt bruger ved formelle lejligheder. Disse talemåder udtrykte ikke alene respekt for den besøgte, men også for det bibelske budskab.“

      „Gennem de indledende præsentationer lærte vi beboerne og deres familie godt at kende, og de lærte os at kende,“ fortæller Caroline Pedro. „Det hjalp os til bedre at kunne dække deres åndelige behov.“

      Når begge parter havde præsenteret sig for hinanden, kunne forkynderne fremholde budskabet om Riget. „Normalt lyttede beboerne til os lige så længe vi havde noget på hjerte,“ fortæller tidligere missionær Robert Boies. „Derefter gentog de meget af det vi havde sagt, for at vise at de fandt vores budskab vigtigt.“

      Folk var godt inde i Bibelen, så forkynderne fik tit lange drøftelser om bibelske lærepunkter. „Disse drøftelser gav mig en mere klar forståelse af forskellige bibelske emner,“ siger Caroline Pedro. De fleste beboere tog med glæde imod læsestof. Med tiden lærte forkynderne at skelne mellem dem der blot var nysgerrige, og dem der var oprigtigt interesserede i åndelige spørgsmål.

      Mange nyinteresserede som begyndte at overvære møderne, var ivrige efter at komme ud i forkyndelsen. „Samoanere er godt skåret for tungebåndet,“ fortæller John Rhodes, „og mange nye kunne uden vaklen fortælle andre om deres tro selvom de nærmest ingen oplæring havde fået. Alligevel tilskyndede vi dem til at bruge de måder som det blev anbefalet at man fremholdt budskabet på, og til at ræsonnere med folk ud fra Bibelen i stedet for udelukkende at stole på deres egne naturlige talegaver.“ Resultatet blev med tiden mange dygtige forkyndere.

  • Samoa
    Jehovas Vidners Årbog 2009
    • [Ramme/​illustration på side 87]

      „Jeg har nydt hver eneste dag“

      RONALD SELLARS

      FØDT 1922

      DØBT 1940

      PROFIL Ronald (Ron) og hans kone, Olive (Dolly), kom til Samoa som specialpionerer i 1953. Han udgik fra missionærskolen Gilead i 1961. Ron virker nu som specialpioner i Amerikansk Samoa.

      DOLLY og jeg flyttede til Amerikansk Samoa da Samoas myndigheder ikke ville forlænge vores visa. Skibet mellem øerne satte os af på den øde kaj i Pago Pago klokken tre om morgenen. Vi var de eneste forkyndere i landet og havde 12 dollars på lommen. Senere samme morgen fik vi husly hos faderen til en mand der engang havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner. Vi sov bag et gardin i et hjørne af hans bolig. Der var kun ét værelse. Skønt vi gerne ville finde et sted at bo for os selv, begyndte vi at forkynde for naboerne.

      Flere uger senere lejede vi en stor lejlighed der lå oven på en købmandsbutik i landsbyen Fagatogo. Den havde en fantastisk udsigt over den maleriske havn i Pago Pago, men den var fuldstændig umøbleret. Broder Knorr havde sagt til os: „Når I rejser ud til Stillehavsøerne, får I måske ikke ret mange bekvemmeligheder. Måske må I endda folde papkasser til litteratur sammen, lægge dem på gulvet og sove på dem.“ Og det gjorde vi så! En måned senere havde vi penge nok til at snedkerere en ordentlig seng, et bord og nogle stole. Alligevel var vi glade for at have vores eget hjem.

      Min elskede kone døde desværre i 1985, men jeg går stadig ud i tjenesten de fleste dage. Når jeg ser tilbage på over 50 år i pioner- og missionærtjenesten, kan jeg oprigtigt sige at jeg har nydt hver eneste dag!

      [Ramme/​illustration på side 88]

      ’De indgav mig kærlighed til Jehova’

      WALLACE PEDRO

      FØDT 1935

      DØBT 1955

      PROFIL Wallace var den første der blev døbt i Amerikansk Samoa. Han og hans kone, Caroline, var pionerer og fik senere børn. De tjener nu i Seattle, Washington, USA.

      DA JEG var begyndt at studere Bibelen og gik ud for at forkynde, smed min familie mig ud af huset. Jeg havde ikke andet tøj end det jeg stod og gik i! Den nat var jeg nødt til at sove på stranden. Jeg bad Jehova om mod til at tjene ham uanset hvad der skete.

      Den næste dag befandt jeg mig i skolens bibliotek da broder Paul Evans pludselig kom ind. Han kunne mærke at der var noget galt, og sagde: „Lad os tage hen på missionærhjemmet og tale om det.“ Missionærerne var så søde at lade mig flytte ind, og senere samme år blev jeg døbt.

      Da jeg var gået ud af gymnasiet, samarbejdede jeg med missionærerne som pioner. Senere blev jeg gift med en nidkær pioner fra Canada, Caroline Hinsche, der havde tjent i Fiji, og vi begyndte som specialpionerer i Amerikansk Samoa.

      Mine forældre blev med tiden venligere stemt. Min far studerede Bibelen før han døde, og min mor blev døbt i en alder af 72 år. Jeg er taknemmelig for disse første missionærers eksempel. De indgav mig en kærlighed til Jehova som har holdt mig oppe frem til denne dag!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del