„En af de væsentligste grunde til at folk begyndte at udvandre til Amerika, var ønsket om religionsfrihed,“ skriver A. P. Stokes i bogen Church and State in the United States. Folk var trætte af den evindelige forfølgelse. Baptister, kvækere, katolikker, huguenotter, puritanere, mennonitter og mange andre var indstillet på at finde sig i de barske vilkår på den lange rejse og at tage springet ud i det ukendte. A. P. Stokes citerer en flygtning, der har sagt: „Jeg længtes efter et land hvor jeg frit kunne tilbede Gud i overensstemmelse med Bibelens forskrifter.“ Man kan få en idé om hvilke forhold disse emigranter flygtede fra, når man tager de strabadser i betragtning som de var villige til at gennemgå for at slippe væk. Historikeren David Hawke beretter i bogen The Colonial Experience om hvordan den hjerteskærende afsked med fædrelandet i mange tilfælde blev fulgt af en rejse på „to, tre eller fire måneder, med daglig frygt for det altopslugende hav og grusomme pirater“. Derefter blev de vejrbidte rejsende „sat i land blandt barbariske indianere der udelukkende var kendt for deres grusomhed . . . [de ville] i lang tid [leve] på sultedødens rand“.

Menigmand følte sig draget af udsigten til frihed og kolonimagterne af udsigten til rigdom. Uanset hvilke motiver nybyggerne har haft, bragte de deres egne religioner med sig. Tyskland, Holland og England gjorde i forening Nordamerika til en protestantisk højborg. Navnlig den britiske regering ønskede „at forhindre at den romersk-katolske kirke . . . skulle få tag i Nordamerika“. Canada kom både under fransk og britisk styre. Den franske regering ønskede at befolkningen i de nye kolonier „skulle forblive i den romersk-katolske tro“, og nægtede endog at give huguenotterne opholdstilladelse i Quebec.

Storbritannien og De Forenede Stater blev i det 18. århundrede til bibelhistoriens syvende verdensmagt, med protestantiske, håndfaste verdslige ledere ved roret.