Religiøs kolonisation

Den religiøse kolonisering af den nye verden gik hånd i hånd med den politiske.a Når et område var blevet erobret blev de indfødte tvangsomvendt til katolicismen. Som den katolske præst og historiker Humberto Bronx forklarer: „Først døbte de folk uden mundtlig oplæring, ja, faktisk ved tvang. . . . Hedenske templer blev omdannet til kristne kirker eller klostre; afguder blev erstattet af kors.“ Denne vilkårlige „omvendelse“ førte, ikke overraskende, til en besynderlig blanding af katolsk og traditionel religion som har eksisteret helt til nu.

Efter erobringen og „omvendelserne“ blev lydighed mod kirken og dens repræsentanter strengt gennemtvunget, især i Mexico og Peru, hvor inkvisitionen fik sæde. Nogle oprigtige gejstlige tog til orde mod de ukristne metoder. Dominikaneren Pedro de Córdoba, der var øjenvidne til øen Hispaniolas kolonisering, sagde med et hjertesuk: „Hvis blot prædikanterne gjorde disse gode, lydige og ydmyge mennesker til kristne uden deres usle brug af vold og magt, tror jeg at der ville blive grundlagt en kirke så ædel som den første kristne.“

I harmoni med betydningen af sit fornavn, Christopher, forsøgte Columbus at være en „Kristusbærer“. De spanske majestæter sendte ham ud i „tjeneste for Gud og for at udbrede den katolske tro“. Men efter at have lært nogle uforstående indfødte at gøre korsets tegn og synge Ave Maria, helligede han sig nogle mere timelige forehavender — at søge guld og finde genvejen til Indien.

Ikke desto mindre har nogle katolikker ment at Columbus burde gøres til „helgen“ eftersom han var med til at udvide kristendommens domæne. Men de masseomvendelser der blev en følge af hans opdagelser udbredte ikke kendskabet til Jesus Kristus blandt folkene i den nye verden. Ægte kristendom er altid blevet udbredt med fredelige midler, ikke med sværdet. At udbrede evangeliet med magt er en fornægtelse af Jesu lære. — Jævnfør Mattæus 10:14; 26:52.