Antagelser om uratmosfæren

Den første betingelse for at livet kunne opstå, er at jorden havde en uratmosfære som under påvirkning af lyn, ultraviolette stråler eller andre former for energi kunne frembringe simple molekyler som er en forudsætning for liv. I 1953 foretog Stanley Miller et eksperiment i denne forbindelse: han valgte en „uratmosfære“ der indeholdt store mængder brint, sendte en elektrisk gnist gennem den, og frembragte derved to simple aminosyrer af de 20 der skal til for at proteiner kan opstå.¹ Ingen ved imidlertid hvad jordens uratmosfære bestod af.² Hvorfor valgte Stanley Miller netop denne? Han har indrømmet at han foretrak den fordi den var den eneste hvori „en syntese af biologisk interesse finder . . . sted“.³

For at danne aminosyrer spaltede Miller de simple kemikalier i sin atmosfære ved hjælp af en gnist. Men den samme gnist ville endnu hurtigere have nedbrudt aminosyrerne! Derfor ’styrede’ Miller igen sit eksperiment: For at beskytte aminosyrerne mod gnisten byggede han i sit apparat en fælde hvori de blev fanget så snart de opstod. Videnskabsmændene hævder imidlertid at aminosyrerne i den fjerne urtid undslap lynene eller de ultraviolette stråler ved at styrte sig i havet. Med denne påstand prøver evolutionisterne at redde ursuppen.

Men dette er af flere årsager forgæves. Da aminosyrer ikke er stabile i vand ville de kun findes i ubetydelige mængder i urhavet. Hvis der engang havde eksisteret en organisk ursuppe ville nogle af dens bestanddele desuden være aflejret i sedimentære bjergarter, men trods 20 års forskning „har man ikke i de ældste bjergarter kunnet finde vidnesbyrd om en præbiotisk suppe“. Men „den præbiotiske suppes eksistens er altafgørende“. Derfor „kommer det som . . . et chok at der overhovedet ikke findes sikre beviser for at den har eksisteret“.⁶

Chancerne for dannelse af proteiner

Men lad os sige at denne ursuppe virkelig har eksisteret, selv om intet i naturen taler for det. I ursuppen var der millioner af aminosyremolekyler, flere hundrede forskellige slags, nogenlunde lige mange venstredrejende og højredrejende former. Ville aminosyrerne nu samle sig i lange kæder og danne proteiner? Ville netop de 20 nødvendige former tilfældigt blive valgt blandt ursuppens flere hundrede slags aminosyrer? Ville tilfældet blandt disse 20 former udelukkende udvælge sig de venstredrejende former, dem der findes i levende organismer? Og ville de derefter samle sig i den rækkefølge og den form der kræves til hvert enkelt protein?⁷ Kun ved et mirakel!

Et typisk protein indeholder omkring 100 aminosyrer og mange tusind atomer. En levende celle bruger cirka 200.000 proteiner i sine livsprocesser. Af dem er de 2000 enzymer, særlige proteiner der er livsnødvendige for cellen. Hvor stor er chancen for at disse enzymer er blevet til ved et tilfælde i den organiske ursuppe — hvis den altså fandtes? Som 1 til 10^40.000! Dette tal er 1 efterfulgt af 40.000 nuller. Skrevet helt ud ville det fylde 14 sider i dette blad. Eller sagt på en anden måde: Sandsynligheden er lige så lille som for at man kan slå 50.000 seksere i træk med en terning. Og her taler vi kun om de 2000 af de 200.000 proteiner en levende celle har brug for.⁸ For at få dem alle, skal man slå endnu fem millioner seksere i træk!