I hele denne farefulde tid satte Rui Gonçalves, Hélder Silva og andre livet på spil for at besøge menighederne rundt om i landet. Broder Gonçalves har beskrevet hvordan sådanne besøg blev organiseret: „I maj 1982 blev det første kredstilsynsmandsbesøg aflagt i Tombua. De 35 brødre begyndte at ankomme til mødestedet ved 10-tiden med nøje planlagte mellemrum. De ventede i stilhed. ODP (Organisationen for Folkets Sikkerhed) overvågede al færdsel i byen. Klokken 21 ankom jeg i ly af mørket, 11 timer efter de første. En halv time senere begyndte mødet, og det varede til klokken 4.40 om morgenen.“

Rui Gonçalves husker tydeligt en sindsoprivende tur til byen Cubal i januar 1983. Det var nær gået galt. Han siger: „Den eneste sikre måde vi kunne komme frem til menigheden på, var ved at køre med i en militærkolonne. Militæret kontrollerede at alt var i orden og gav 35 biler lov til at køre med. Vi kørte i broder Godinhos bil og var den tredje i en gruppe på seks vogne. Efter blot to timers kørsel blev den første militærvogn ramt af et missil som guerillaerne havde affyret, og den blev fuldstændig ødelagt. Inden længe ramte og ødelagde endnu et missil den anden vogn. Vores bil blev to gange ramt af bomber der ikke eksploderede. Mens bilen var i fart, råbte broder Godinho at alle skulle hoppe ud. Da jeg løb for at søge beskyttelse i bushen, blev jeg ramt af en kugle som rev det meste af mit venstre øre af, og jeg mistede bevidstheden.“

Inden han besvimede, så han tre guerillasoldater forfølge de andre brødre, men de undslap ved at flygte ind i junglen. Broder Gonçalves beretter: „Da jeg vågnede, var mit hoved smurt ind i blod. Mange timer senere kravlede jeg tilbage til vejen. Her blev jeg samlet op af en militærenhed, fik førstehjælp og blev kørt til hospitalet i Benguela.“ Han fandt senere ud af at alle bilerne i konvojen enten var blevet brændt eller på anden måde ødelagt. Der var 12 fra konvojen som havde mistet livet og 11 andre var blevet alvorligt beskudt. Brødrene der havde rejst med broder Gonçalves, var de eneste der ikke var blevet ramt af kugler. Og selv om broder Gonçalves havde mistet det meste af sit øre og nogle personlige ejendele, slutter han med at sige: „Vi takkede Jehova af hele vort hjerte.“