En Guds mand

Man bragte også den gode nyhed ud til de fjerntliggende områder. Tchande Cuituna gennemarbejdede Gambos-området nær grænsen til Namibia. Han havde stiftet bekendtskab med Rigets budskab i det daværende Rhodesia. Da han vendte hjem efter at have arbejdet nogen tid i minerne i Sydafrika, begyndte han at holde kvæg. Han tog regelmæssigt ned til Sydafrika for at hente publikationer fra Selskabet, og da han i 1961 var dernede, blev han døbt. Derefter forkyndte han nidkært den gode nyhed blandt folk på sin hjemegn.

Han fyldte sin vogn med vand, mad og bibelske publikationer og gik så fra quimbo til quimbo (fra den ene lille landsby til den næste) og forkyndte i to-tre måneder ad gangen. Hvis hans vogn brød sammen, fortsatte han på ryggen af sin tyr. I en alder af 70 år rejste han stadig rundt til fods sammen med andre forkyndere på helt op til 200 kilometer lange ture.

Tchande Cuituna havde efterhånden store hjorde af kvæg på sletterne. I dette patriarkalske samfund betragtede man ham som overhoved. Dagens gøremål begyndte med lyden af en klokke, hvorefter alle samledes for at høre ham gennemgå dagens tekst på det lokale sprog. De dage hvor der skulle holdes møde, fik den velkendte lyd omkring 100 mennesker til at samles for at modtage åndelig oplæring.

I hele Gambos-området blev Tchande Cuituna kendt som en Guds mand. Broder Cuituna satte et fortræffeligt eksempel for andre ved at anvende det han havde lært gennem sit personlige studium af Bibelen samt gennem de bøger og blade der blev udgivet af „den trofaste og kloge træl“. For at endnu flere kunne få gavn af budskabet, oversatte han brochuren „Denne gode nyhed om Riget“ til nyaneka og kwanyama.

Kontoret i Luanda hørte om broder Cuituna gennem brødrene i Windhoek i Namibia, som engang imellem modtog rapporter fra ham. I 1979 sendte kontoret i Luanda Hélder Silva, som var kredstilsynsmand, ned til broder Cuituna fordi man gerne ville bringe ham i nærmere kontakt med andre brødre. Han husker tydeligt turen.

Broder Silva skriver: „For at komme til Chiange kørte vi 160 kilometer i bil og måtte gå de sidste 70 kilometer til fods. Seks timers voldsomt regnvejr gjorde det næsten umuligt at fortsætte. Nogle gange gik vi i vand til knæene, men vi kunne ikke bare standse op, for der var mange farlige dyr i området. På grund af mudderet var vi nødt til at gå barfodet og med bagagen hængende på en stok over skulderen. Endelig nåede vi Liokafela-regionen og vores bestemmelsessted, broder Cuitunas quimbo (landsby). Vi var udmattede og sultne, så kvinderne gav os syrnet mælk, en lokal majsdrik kaldet bulunga, kakao og en majspuré kaldet ihita. Da vi havde hvilet os ved ilden, var vi parate til de forestående aktiviteter.“ Dette besøg var et stort skridt fremad med hensyn til at organisere forkyndelsen af den gode nyhed i Gambos-området.

Ingen af de tilstedeværende vil glemme da 18 nye brødre og søstre i august 1986 blev døbt i Caculuvarfloden. Det var første gang nogle blev døbt i Gambos-området i de 40 år budskabet om Riget havde været forkyndt her. De pionerer der var blevet sendt til området for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet, strålede af glæde. Det er umuligt at beskrive broder Cuitunas glæde over at se dåben. Han sprang af glæde mens han sagde: „Jeg har det som kong David da han ledsagede Jehovas ark.“ (2 Sam. 6:11-15) Broder Cuituna tjener stadig som pioner.

I 1983 var José Maria Muvindi fra Lubango hjælpepioner i tre måneder. Han tog sydpå og forkyndte i områderne omkring byerne Jau og Gambos. Han rejste også helt ned til Namibe-provinsen og forkyndte den gode nyhed for folk der tilhørte den største stamme, mukubais. Da han havde set hvor stort behovet var i disse egne, meldte han sig som pioner og fik siden følgeskab af andre pionerer.

Mens broder Muvindi forkyndte i dette område, blev mange her interesseret i sandheden og begyndte at foretage de nødvendige forandringer i deres liv. For at kunne tjene Jehova på en acceptabel måde måtte de holde op med deres ubibelske skikke, såsom polygami, umoralitet, drikkeri og overtro. De måtte også ændre klædedragt fra kun at have gået med det traditionelle lændeklæde, tchinkuani. En stadig strøm af par rejste til Lubango for at legalisere deres ægteskab. For nogle var det første gang i deres liv de forlod landsbyen. Registreringskontoret i Chiange, der havde været lukket i ti år, blev genåbnet for at betjene den pludselige strøm af mennesker fra Gambos-regionen der skulle have fødselsattester og ID-kort for at kunne få deres ægteskab registreret.

Broder Muvindi døde sørgeligt nok af hepatitis i 1986, men hans nidkære forkyndelse har båret god frugt. Takket være hans og andres anstrengelser er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd i disse områder. I dag fremmes den sande tilbedelse stadig i dette område, hvor der nu er ni menigheder foruden ti grupper der endnu ikke har status som menigheder.