„Legaliseret“ forfølgelse

Den 8. marts 1978 erklærede Centralkomitéens Politbureau under MPLA „kirken ’Jehovas Vidner’“ for ulovlig og dermed forbudt. Meddelelsen blev bragt tre gange om dagen i Luandas radio så den med sikkerhed blev offentlig kendt. Dekretet var oprindelig udformet på portugisisk, men for at hele befolkningen skulle høre det, blev det i en uge også læst op på chokwe, kikongo, kimbundu og umbundu. Den 14. marts 1978 kunne man desuden læse dekretet i partiavisen Jornal de Angola. I virkeligheden var forbudet blot en „legalisering“ af den behandling som brødrene allerede havde været udsat for.

Organisationen for Folkets Sikkerhed (ODP) kom med flere og flere fordømmelser. Mange Jehovas Vidner blev arresteret og fængslet uden rettergang. I hele Luanda fik fabrikkerne uventede besøg. For eksempel blev 14 Jehovas Vidner på kuffertfabrikken Malas Onil arresteret. I Lubango blev 13 arresteret. Få dage efter blev 50 arresteret i N’dalatando. Blot en uge efter forbudets ikrafttræden var mindst 150 brødre og søstre blevet fængslet.

Derefter fulgte vilkårlige afskedigelser af Jehovas Vidner på arbejdspladserne. Der blev hverken taget hensyn til flere års eksemplarisk opførsel, dygtighed eller arbejdsindsats. Nogle af dem der blev afskediget, havde endda ansvarsfulde stillinger i forbindelse med den økonomiske udvikling i landet.

Kvinderne gik heller ikke fri. En militærperson spurgte Emília Pereira, der opholdt sig uden for sit hus, hvorfor hun ikke tilhørte militsen. Da hun svarede at hun ikke ville have noget med krig og blodsudgydelse at gøre, kunne han regne ud at hun var et af Jehovas Vidner. Derefter blev hun bedt om at stige op i en ventende lastbil. Hendes to søstre, der kom for at se hvad der foregik, blev også gennet op i lastbilen. I mellemtiden kom faderen hjem. Officeren gennede også ham op i lastbilen. Da de skulle til at køre, kom en broder der boede i nærheden og spurgte hvad der foregik. Han blev ligeledes pågrebet og tvunget op i lastbilen.

De kom ind i en fængselsgård hvor søstrene kom i en afdeling for kvinder. Aften efter aften forsøgte officererne at voldtage de unge søstre, men de holdt fast i hinanden, skreg og bad højt. Deres reaktion hindrede mændene i at gennemføre deres onde forehavende, og søstrene undgik at blive voldtaget.

Brødrene i Malanje-provinsen blev også prøvet til det yderste. Den 74-årige José António Bartolomeu blev mishandlet så alvorligt at han døde. Domingas António var så afkræftet efter at hun havde været arresteret og flere gange var blevet gennembanket, at hun døde under et malariaanfald. Manuel Ribeiro fik gift og døde fordi han havde skrevet et brev til sin familie fra fængselet.

Ugen efter forbudets ikrafttræden blev der holdt et møde med ældste fra alle menighederne i Luanda. De fik bibelsk opmuntring og vejledning angående deres fremtidige virke, og dette blev givet videre til menighederne. Det styrkede yderligere deres beslutning at tænke over årsteksten for 1978: „De skal . . . ikke kunne magte dig; thi jeg [Jehova] er med dig for at frelse dig.“ — Jer. 1:19.

Appel til regeringsmyndighederne

Den 21. marts 1978 sendte de tre brødre der var bestyrelsesmedlemmer i Jehovas Vidners Forening i Angola, en appel til MPLA’s Politbureau. Heri anmodede de om at krænkelserne af loven blev retsligt behandlet, og at den ulovlige fængsling af Jehovas Vidner ophørte. Kopier af dette brev blev sendt til republikkens præsident og statsminister samt til forsvars-, justits-, undervisnings- og kulturministeren. Der kom intet svar.

Dybt bevæget over deres faste standpunkt

Borgerkrigen rasede stadig i Angola, så der var ikke mange udlændinge i landet. Men i 1979 modtog landsudvalget i Angola en meddelelse om at man i august ville få besøg af Albert Olih, en tilsynsmand fra afdelingskontoret i Nigeria. Brødrene var meget forventningsfulde.

Broder Olih siger: „Jeg følte at jeg opholdt mig i en militærkaserne i en hel uge. Overalt så man bevæbnede soldater.“ Om natten lå han vågen på grund af skudvekslinger i gaderne.

Forkynderne i Angola havde oplevet hastige forandringer i de foregående år. Fra 1973, da landet stadig var underlagt kolonistyret, og til 1976 var antallet af forkyndere vokset med 266 procent. Men da forfølgelsen i 1977 tog til og i 1978 blev fulgt op af et forbud, standsede væksten. Mange af forkynderne i landet var nylig blevet døbt, 1000 alene i 1975. Skønt der var 31 menigheder, havde mange af dem ingen ældste. Uden åndelige hyrders kærlige omsorg var mange alvorlige problemer og sager om umoralitet derfor ikke blevet behandlet. Hele menigheder fra Malanje, Waku-Kungo og N’dalatando var nu i fangelejre.

Da broder Olih ankom, fik han en lang liste over alt det der var behov for at drøfte. Man lagde vægt på hvordan de lokale Jehovas Vidner kunne udføre deres gudgivne tjeneste under de nuværende omstændigheder. Brødrene blev instrueret om hvordan de kunne tilvejebringe publikationer trods problemerne med at skaffe papir. Man drøftede også behovet for flere publikationer på lokalsprogene, men det ville naturligvis tage sin tid at finde og oplære kvalificerede oversættere.

Problemer i menighederne blev også drøftet. Broder Olih pointerede at alle, også de ældste, måtte følge Bibelens normer. Ingen måtte føle at de kunne undvære vejledning. Man fik besvaret spørgsmål angående kvalifikationskravene til dåbskandidater, registrering af ægteskaber og kredstilsynsmændenes besøg i menighederne. Brødrene i Angola var meget taknemmelige for den bibelske vejledning Selskabet havde sørget for gennem denne erfarne broder.

Under broder Olihs besøg blev der holdt et møde med de ældste fra Luanda og ældste fra andre menigheder som havde mulighed for at komme. Klokken 10 begyndte brødrene at ankomme én for én for ikke at vække opmærksomhed omkring mødestedet. Men allerede inden mødet begyndte klokken 19, havde man skiftet mødested to gange, da det så ud som om der blev holdt opsyn med stedet. Da broder Olih ankom til det tredje mødested, sad der 47 ældste i gården og ventede på ham. Han bragte dem hilsener fra betelfamilien i Nigeria, og som udtryk for deres taknemmelighed viftede brødrene lydløst hænderne frem og tilbage. I sit foredrag, der varede en time, gav han en bibelsk redegørelse for ældsteordningen idet han understregede behovet for flere ældste i menighederne og gennemgik hvilke pligter de har. Efter foredraget kunne de ældste stille spørgsmål i to timer inden de var nødt til at tage af sted for at komme sikkert hjem inden udgangsforbudet.

Hvilket indtryk gjorde det på broder Olih at være sammen med brødrene i Angola i en uge? „Jeg må sige at det var til stor gavn for mig selv. Jeg var dybt bevæget over at se brødrenes og søstrenes faste beslutning om at tjene Jehova trods vanskeligheder. Jeg forlod Angola med et bedende hjerte og med tårer i øjnene ved tanken om disse brødre, der, selv under trængsler, kunne smile på grund af det vidunderlige håb de ejede.“