Da de blev sendt tilbage til Angola, kom João Mancoca til Luanda. Han opfordrede, sammen med Sala Filemon og Carlos Agostinho Cadi de andre i deres gruppe til at adlyde Bibelen og tage afstand fra skikke der ikke harmonerede med den. Senere, da Simão Toco blev flyttet ned sydpå, kom han gennem Luanda. Det var tydeligt at han nu var blevet endnu mere påvirket af Simão Kimbangus tilhængere.

I 1952 blev João Mancoca, Carlos Agostinho Cadi og Sala Filemon forrådt af en der var tilsluttet deres gruppe. De blev arresteret og bortvist til Baía dos Tigres, en straffekoloni hvor man skulle arbejde ved fiskeriet. Forræderen var en frygtindgydende mand med to koner. Hans forsøg på at gøre sig selv til leder af gruppen i Luanda havde nær fået nogle til at give op. Men hans uærlighed gav ham efterhånden problemer med myndighederne, og han blev også selv sendt til straffekolonien.

Flere opmuntrende besøg

Året efter broder Cookes besøg i landet blev broder Mervyn Passlow, der også havde overværet Gileadskolen, af Vagttårnsselskabet sendt til Luanda sammen med sin kone, Aurora. De havde John Cookes optegnelser på 65 abonnenter og andre interesserede. I begyndelsen var det svært for dem at finde disse abonnenter fordi bladene blev sendt til en postboks og ikke til deres adresser. Men en kvinde ved navn Berta Teixeira var netop vendt hjem til Luanda fra Portugal. Der havde hun mødt Jehovas Vidner og vist stor interesse for sandheden. Kontoret i Lissabon havde underrettet Mervyn og Aurora om at hun ville komme, og de begyndte straks at studere Bibelen med hende. En af Bertas slægtninge der arbejdede på posthuset, hjalp dem med at finde adresserne på abonnenterne, og mange af dem blev ivrige bibelstudieelever. Disse begyndte hurtigt at tale med venner og bekendte, og i løbet af et halvt års tid studerede Mervyn og Aurora med over 50 personer.

Et par måneder efter deres ankomst begyndte broder og søster Passlow regelmæssigt at holde et bibelstudium ved hjælp af Vagttårnet i deres stue. Da den første måned var gået, var stuen allerede blevet for lille. Men Berta Teixeira havde oprettet en sprogskole, og hun stillede et af sine lokaler til rådighed for møderne. Efter otte måneder forrettede Jehovas Vidner for første gang dåb i Angola. Det foregik i en bugt ved Luanda.

På grund af den specielle situation i Angola havde Mervyn og Aurora Passlow kun begrænset kontakt med de afrikanske brødre i landet. Men indimellem kom nogle af dem på besøg. António Bizi, en som John Cooke havde fundet stor interesse hos, kom regelmæssigt i deres hjem for at studere. Og João Mancoca, der stadig var i forvaring, skrev opmuntrende breve til dem.

Kort efter den første dåbshandling nægtede regeringen imidlertid at forny Mervyn og Aurora Passlows visa, så de måtte forlade landet. De havde udført et godt stykke arbejde ved at så nye „sædekorn“ og vande den „sæd“ andre havde sået før dem. (1 Kor. 3:6) De havde også fået stor kærlighed til brødrene i Angola. Alligevel havde de rådet de lokale brødre, især angolanerne, til ikke at komme og tage afsked med dem eftersom politiet var dem fjendtligt stemt. Men båndene mellem dem var for stærke. Mange var mødt op for at give udtryk for deres hengivenhed inden broder og søster Passlow gik om bord på skibet.