„Den præfrontale hjernebark . . . har hovedsagelig med tænkning, intelligens, motivation og personlighed at gøre. Den forbinder de oplevelser og erfaringer der er nødvendige for abstrakt tænkning, bedømmelse, planlægning, vedholdenhed, samvittighed og omsorg for andre. . . . Det er aktiviteten i dette område der adskiller menneskene fra andre dyr.“ (Human Anatomy and Physiology af Elaine N. Marieb.) Vi ser klare vidnesbyrd om denne forskel mellem mennesker og dyr i menneskets formåen på områder som matematik, filosofi og jura, fagområder der, når det gælder hjernen, hovedsagelig involverer den præfrontale hjernebark.

Hvorfor har mennesket en stor, fleksibel præfrontal hjernebark der benyttes i forbindelse med komplicerede mentale processer, mens dette område er rudimentært hos dyrene? Kontrasten er så stor at biologer der tror på en udvikling, taler om „den mystiske eksplosion i hjernens størrelse“. Angående årsagen til at mennesket er blevet udrustet med så stor en hjernebark, indrømmer professor i biologi Richard F. Thompson: „Vi har endnu ikke nogen særlig klar forståelse af hvad forklaringen er.“ Kan forklaringen være den at mennesket er skabt med denne uovertrufne hjernekapacitet?

[Ramme på side 54]

„Menneskehjernen består næsten udelukkende af hjernebarken. En chimpanses hjerne, for eksempel, har også en hjernebark, men i langt mindre proportioner. Hjernebarken giver os mulighed for at tænke, at huske, at forestille os noget. Det er dybest set hjernebarken der gør at vi er mennesker.“ — Edoardo Boncinelli, forskningsleder inden for molekylærbiologi i Milano.