Når mad er ens fjende

Når Jean tænker tilbage på sine teenageår, husker hun tydeligt at hun ofte blev mødt med drillerier og latterliggørelse. Hvorfor? Fordi hun var den højeste og største pige i klassen. Men det var ikke den eneste grund. „Noget der var endnu værre end at være stor, var at jeg var meget genert,“ siger Jean. „Jeg var ofte ensom, og selv om jeg havde lyst til at få venner, følte jeg mig for det meste udenfor.“

Jean var overbevist om at det var hendes vægt der var årsagen til alle hendes problemer, og at en slank, velformet figur ville være løsningen. Det var ikke fordi Jean var tyk. Tværtimod. Med en højde på 183 centimeter og en vægt på 66 kilo kunne hun bestemt ikke betegnes som overvægtig. Alligevel følte Jean sig fed, og i en alder af 23 besluttede hun at tabe sig. Hun tænkte: ’Hvis jeg bliver tynd, vil andre have lyst til at være sammen med mig. Så vil jeg føle mig accepteret og blive betragtet som noget særligt.’

Jean fortsætter: „Denne irrationelle tankegang var begyndelsen til et tolvårigt mareridt i form af nervøs spisevægring og bulimi. Jeg blev også tynd, så tynd at jeg var nær ved at dø, men i stedet for at blive lykkelig ødelagde jeg mit helbred og var deprimeret og havde det elendigt i over ti år.“

JEAN er ikke et særtilfælde. Ifølge en undersøgelse udvikler én procent af de amerikanske kvinder nervøs spisevægring (anorexia nervosa) som teenagere eller i begyndelsen af deres voksne liv, og tre procent menes at lide af bulimi (bulimia nervosa).a Psykologen Mary Pipher siger: „Jeg har i mange år arbejdet på skoler og universiteter, og jeg kan personligt bekræfte at spiseforstyrrelser er mere udbredt nu end nogen sinde før.“

Spiseforstyrrelser er en kompleks lidelse. Engang troede man at det kun var et problem blandt de bedrebemidlede, men nu ved man at spiseforstyrrelser forekommer blandt folk med vidt forskellig racemæssig og økonomisk baggrund og inden for alle sociale lag. Også et stigende antal mænd udvikler sygdommen, hvilket har fået tidsskriftet Newsweek til at kalde spiseforstyrrelser „sygdommen der ikke gør forskel på kvinder og mænd“.

Det mest alarmerende er dog at gennemsnitsalderen for de sygdomsramte synes at blive lavere og lavere. Margaret Beck fra et center i Toronto der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, siger: „Piger under 10 år, nogle helt ned til seksårsalderen, bliver hospitalsindlagt. Indtil nu er det kun få, men antallet vokser.“

Alt i alt lider millioner af spiseforstyrrelser, især piger og unge kvinder.b Socialrådgiver Nancy Kolodny siger: „De tænker ikke på mad og gør ikke brug af mad på samme måde som de fleste andre. I stedet for at spise når de er sultne — for at få tilstrækkelig næring og et godt helbred, for nydelsens skyld eller for at hygge sig med andre — har de et mærkeligt forhold til mad og gør ting der ikke er ’normale’. Nogle udfører ligefrem ritualer før de tillader sig at spise, eller føler trang til straks at skille sig af med den mad de har spist.“ Vi vil nu se nærmere på to udbredte former for spiseforstyrrelser: nervøs spisevægring og bulimi.

[Fodnoter]

Nervøs spisevægring — frivillig udsultning

Anorektikere nægter at spise eller spiser så små mængder mad at de bliver underernærede. Antoinette på 17 fortæller at hendes vægt på et tidspunkt var faldet til cirka 37 kilo, hvilket er meget lavt for en teenager der er 170 centimeter høj. „Jeg indtog kun 250 kalorier om dagen, og jeg førte nøje regnskab med hvad jeg spiste.“

Anorektikere er besat af mad, og de gør alt hvad der står i deres magt, for at undgå at tage på. Heather fortæller: „Jeg begyndte at spytte maden ud på en serviet og lade som om jeg tørrede mig om munden.“ Susan dyrkede overdreven motion for at holde sin vægt nede. „Hvis ikke jeg hver dag løb 12 kilometer eller svømmede en time, blev jeg meget nervøs og fik dårlig samvittighed. Min største glæde, som regel min eneste virkelige glæde, var at stå op på vægten hver morgen og få bekræftet at min vægt lå et godt stykke under 45 kilo.“

Ironisk nok er nogle anorektikere meget dygtige til at lave mad og kan tilberede udsøgte retter som de nægter selv at spise. Antoinette siger: „Da jeg havde det værst, tilberedte jeg middagsmaden til familien hver eneste dag og smurte madpakker til min lillebror og lillesøster. Jeg tillod dem ikke at komme i nærheden af køleskabet. Jeg følte at køkkenet var mit domæne.“

Ifølge bogen A Parent’s Guide to Anorexia and Bulimia bliver nogle anorektikere „overdrevent sirlige og kræver at hele familien skal leve op til deres urealistiske normer. Ingen ugeblade, hjemmesko eller kaffekopper må blot for et øjeblik anbringes på et forkert sted. Nogle bliver sygeligt optaget af deres personlige hygiejne og udseende. De kan tilbringe mange timer på badeværelset, hvor de låser døren og nægter at lade andre i familien komme ind for at gøre sig klar til at gå i skole eller på arbejde.“

Hvordan opstår denne usædvanlige lidelse? Det begynder som regel med at personen, som oftest en pige eller ung kvinde, beslutter sig for at tabe et bestemt antal kilo. Men når hun har nået sit mål, er hun ikke tilfreds. Når hun ser sig i spejlet, opfatter hun stadig sig selv som fed og beslutter sig derfor til at tabe nogle få kilo til. Dette fortsætter indtil hun vejer mindst 15 procent under hvad der er normalt i forhold til hendes højde.

Venner og familie begynder nu at udtrykke bekymring over at vedkommende ser ekstremt tynd ud, nærmest udmagret. Men anorektikeren ser anderledes på tingene. „Jeg syntes ikke at jeg så tynd ud,“ siger Alan, en ung mand der er 175 centimeter høj, og som på et tidspunkt kun vejede 33 kilo. „Jo mere man taber sig, jo mere forvrængede bliver ens tanker, og man er ikke i stand til at se sig selv som man er.“a

Efter et stykke tid kan nervøs spisevægring resultere i alvorlige helbredsproblemer, deriblandt osteoporose og nyreskader. Lidelsen kan endog medføre døden. Heather siger: „Min læge sagde til mig at jeg havde berøvet min krop så mange næringsstoffer at jeg ville have været død af underernæring hvis jeg havde fortsat med mine spisevaner to måneder til.“ Nyhedsbrevet The Harvard Mental Health Letter oplyser at over en tiårig periode dør cirka fem procent af de kvinder der har fået konstateret nervøs spisevægring.