-
Den sidste ’hvide plet’ på kortet — AntarktisVågn op! – 2000 | 22. juli
-
-
Den sidste ’hvide plet’ på kortet — Antarktis
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
I DELE af Antarktis kan der ifølge en forfatter blive så koldt at „en stålstang sandsynligvis ville splintres som glas hvis man lod den falde til jorden, . . . og at en fisk man halede op gennem et hul i isen, ville være stivfrossen på fem sekunder“. I Antarktis kan man føle sig hensat til en anden verden på grund af kontinentets ekstreme forhold og surrealistiske, golde skønhed, der somme tider ledsages af det fortryllende sydlys.
Men Antarktis hører i høj grad til denne verden. Nogle har faktisk sammenlignet det med et stort laboratorium hvor man i naturlige omgivelser kan undersøge Jorden, dens atmosfære og de globale miljøændringer, blandt andet dem der er forårsaget af menneskelig aktivitet. Det er disse undersøgelser der i stigende grad bekymrer forskerne. De har nemlig bemærket ildevarslende nye fænomener i de sydlige polarområder der tyder på at ikke alt er som det skal være. Men lad os begynde med at se på hvorfor Antarktis er et enestående kontinent.
For det første er verdens mest afsidesliggende kontinent, Antarktis, en verdensdel fuld af modsigelser. Den er uforlignelig smuk og uberørt, men særdeles ugæstfri. Det er det koldeste og mest blæsende område i verden; alligevel er det yderst sårbart. På ingen anden verdensdel falder der så lidt nedbør, og dog udgør isen i Antarktis 70 procent af klodens ferskvand. Isens gennemsnitlige tykkelse er på 2200 meter, hvilket gør Antarktis til jordens højeste verdensdel med en gennemsnitshøjde på 2300 meter over havets overflade. Antarktis er også den femtestørste verdensdel, men har ingen permanente indbyggere der er meget større end den én centimeter lange dansemyg.
Som at besøge Mars!
Når man vover sig ind i det indre Antarktis, ser man færre og færre tegn på liv, især når man kommer til de områder der kaldes de tørre dale. Disse polarørkener, der dækker et areal på næsten 3000 kvadratkilometer, er hovedsagelig højt beliggende i De Transantarktiske Bjerge — en bjergkæde der strækker sig tværs over kontinentet og nogle steder er højere end 4300 meter. Iskolde stormvinde suser gennem de tørre dale og fejer hurtigt eventuel sne bort. Forskerne mener at disse dale er det nærmeste man kan komme hvad der svarer til Marsoverfladen på Jorden. Inden man opsendte Vikingrumsonderne til Mars, blev rumudstyret testet i disse dale.
Men selv de tørre dale rummer liv. Inden i porøse klipper, i bittesmå luftlommer, lever der usædvanligt hårdføre bakterie-, alge- og svampearter. De kan overleve hvor der er den mindste antydning af fugt. Uden for disse lommer finder man en surrealistisk verden af golde klippeformationer, kaldet ventifakter, hvis bizarre udformning og blankpolerede overflade er et resultat af de antarktiske vindes uophørlige rasen gennem talløse århundreder.
Navngivet før det blev opdaget
Spekulationer vedrørende en gigantisk sydlig landmasse kan spores helt tilbage til de gamle græske filosoffer. Aristoteles postulerede for eksempel at et sydligt kontinent var nødvendigt som modvægt til de landområder man kendte til på den nordlige halvkugle. Det hedder i bogen Antarctica — Great Stories From the Frozen Continent at „eftersom den nordlige halvkugle lå under stjernebilledet Store Bjørn, Arktos, konkluderede Aristoteles (384-322 f.v.t.) at det ukendte land mod syd måtte være Antarktikos — antipoden, eller med andre ord, den direkte modsætning“. Antarktis udmærker sig altså ved at være blevet navngivet omkring 2000 år inden det blev opdaget.
I 1772 sejlede den engelske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook mod syd for at finde dette hypotetiske kontinent på den sydlige halvkugle. Cook begav sig ind i en verden af vindblæste øer og enorme isbjerge, eller „isøer“, som han kaldte dem. Han skrev at „nogle af dem var cirka 3 kilometer i omkreds og næsten 20 meter høje, men bølgerne var så kraftige at de slog ind over isbjergene“. Målbevidst fortsatte kaptajn Cook mod syd, og den 17. januar 1773 passerede hans skib, Resolution (ledsaget af skibet Adventure), som det første den sydlige polarkreds. Stædigt styrede Cook gennem pakisen indtil han ikke kunne komme videre. „Jeg kunne ikke se andet mod syd end is,“ skrev han i logbogen. Han var kun cirka 120 kilometer fra det antarktiske fastland da han vendte om.
Hvem så først Antarktis? Hvem var den første der betrådte det? Ingen ved det med sikkerhed. Det kunne have været hval- eller sælfangere, for da Cook kom tilbage og berettede om de talrige sæler, pingviner og hvaler, blev der en kamp iblandt dem om at komme først derned.
Blod på isen
„Ved et tilfælde havde [Cook] fundet den sandsynligvis største koncentration af dyreliv i verden, og han var den første, som gav verden meddelelse om dette dyrelivs eksistens,“ læser vi i Alan Mooreheads bog Det skæbnesvangre Møde. Han skriver: „For de antarktiske dyr blev [resultatet] udryddelse.“ Bogen Antarctica — Great Stories From the Frozen Continent oplyser: „Mod slutningen af det 18. århundrede antog sælfangsten på den sydlige halvkugle guldfeberagtige dimensioner. Kinesernes og europæernes umættelige efterspørgsel efter sælskind udtømte hurtigt det der tidligere havde været kendt som fangstpladser for sæler, og sælfangerne ledte fortvivlet efter nyt land med urørte sælkolonier.“
Efter at sælfangerne næsten havde gjort en ende på deres levebrød, begyndte hvalfangerne at udplyndre havene. „Ingen vil nogen sinde få at vide, hvor mange hvaler og sæler der dræbtes i det sydlige ocean,“ skriver Moorehead. „Var det ti millioner eller halvtreds millioner? Tal bliver uden mening; myrderiet fortsatte, til der så at sige intet var tilbage at dræbe.“
Men nu om dage beskytter internationale love hele den antarktiske flora og fauna. Desuden er den antarktiske kyst et godt tilflugtssted for dyrelivet om sommeren, for der er ingen rovdyr, og der er masser af føde i havene. Men noget tyder på at Antarktis er udsat for et mere snigende angreb, et som måske ikke kan standses ved hjælp af internationale aftaler.
[Ramme på side 15]
Langtfra ens
Selv om Nord- og Sydpolen har flere ting tilfælles, er de ikke blot diametralt modsatte hvad angår placeringen. Der er flere andre kontraster:
Nordpolen ligger midt i et område der udelukkende består af is og hav, hvorimod Sydpolen stort set befinder sig i centrum af klodens femtestørste kontinent.
Nordpolen er omringet af befolkede kontinenter, Nordamerika, Asien og Europa, hvorimod Antarktis, så langt øjet rækker, er omgivet af hav — klodens mest stormfulde vande.
Området inden for den nordlige polarkreds huser ikke blot familier i titusindvis, men også utallige planter og dyr, hvorimod Antarktis ikke er hjemstavn for nogen. De eneste livsformer der er hjemmehørende her, er alger, bakterier, mosser, laver, to blomstrende plantearter og nogle få insektarter.
„Antarktis er blevet kaldt det pulserende kontinent fordi dets ydre kystlinje af is hvert år bevæger sig frem når isen tager til, og tilbage når ismassen svinder,“ hedder det i Encyclopædia Britannica. Når dannelsen af pakis er på sit højeste, kan den strække sig hele 1600 kilometer ud i havet. Differencen mellem sommerarealet og vinterarealet er seks gange større på Sydpolen end på Nordpolen, hvilket betyder at Antarktis har større indflydelse på det globale klima.
-
-
Antarktis — et kontinent i vanskelighederVågn op! – 2000 | 22. juli
-
-
Antarktis — et kontinent i vanskeligheder
NÅR astronauter ser Jorden ude fra rummet, er det antarktiske isskjold jordklodens mest karakteristiske træk, hedder det i bogen Antarctica: The Last Continent. Det „er som en stor hvid lygte der lyser den nederste del af jorden op“.
Eftersom Antarktis rummer 30 millioner kubikkilometer is, er kontinentet én stor isfabrik. Sneen som falder her, presses sammen og danner is. Tyngdekraften får isen til at flyde langsomt ned mod kysten, hvor den glider i havet og danner vældige isshelfer, eller flydende gletschere. — Se rammen på side 18.
Svindende isshelfer
I de senere år har den øgede afsmeltning medført at en del isshelfer er blevet mindre, og at nogle helt er forsvundet. I en rapport hedder det at der i 1995 kollapsede et over 1000 kvadratkilometer stort stykke af den cirka 1000 kilometer lange Larsen-shelf. Det brækkede af og brød op i tusinder af isbjerge.
Indtil videre har man blot konstateret at isen på Den Antarktiske Halvø svinder ind. På denne S-formede halvø, der er en forlængelse af Andesbjergkæden i Sydamerika, er gennemsnitstemperaturen gennem de sidste 50 år steget med 2 1/2 grad. Derfor er det nu muligt at sejle rundt om James Ross Island, der engang var omgivet af is. Isens tilbagetog har medført en kraftig forøgelse af vegetationen.
Eftersom denne markante afsmeltning kun er forekommet på Den Antarktiske Halvø, tvivler nogle forskere på at den er et tegn på global opvarmning. Men en norsk undersøgelse viser at den arktiske is også svinder ind. (Da Nordpolen ikke befinder sig på et landområde, er meget af den arktiske is havis.) Ifølge undersøgelsen stemmer alle disse forandringer overens med den prognose man har opstillet for den globale opvarmning.
Men Antarktis bliver ikke blot selv påvirket af temperaturforandringer, det er også blevet kaldt „en afgørende drivkraft bag hele det globale klima“. Hvis dette er rigtigt, vil fortsatte forandringer på kontinentet måske påvirke klodens fremtidige vejrmønstre.
Samtidig har der over Antarktis dannet sig et hul i atmosfærens ozonlag svarende til to gange Europas størrelse. Gasarten ozon skærmer Jorden mod farlig ultraviolet stråling, der er skadelig for øjnene og forårsager hudkræft. På grund af den øgede stråling er forskerne i Antarktis nødt til at bruge solbeskyttelse og iføre sig beskyttelsesbriller eller solbriller som har fået særlige refleksbehandlinger der kaster de skadelige stråler tilbage. Kun tiden vil vise i hvilken udstrækning det årstidsbestemte dyreliv er berørt.
Sårbart kontinent — træd varsomt!
Man kunne passende byde besøgende i Antarktis velkommen med ovenstående sætning. Det er der ifølge Australian Antarctic Division flere grunde til. For det første medfører det elementære økosystem i Antarktis at miljøet er yderst følsomt over for forstyrrelser. For det andet gror planterne så langsomt at ens fodaftryk i en mostue stadig kan ses efter ti år. Beskadigede eller svækkede planter er forsvarsløse over for de kraftige antarktiske vinde, der kan tilintetgøre hele plantesamfund. For det tredje kan det tage affald årtier at blive nedbrudt på grund af den ekstreme kulde. For det fjerde kommer folk måske til at overføre mikroskopiske livsformer der er fremmede for dette isolerede og derfor sårbare kontinent. Sluttelig opsøger turister og forskere som regel kystlinjerne, de områder hvor også planter og dyr finder de gunstigste betingelser. Eftersom disse områder kun udgør 2 procent af landmassen, kan man sagtens forestille sig at Antarktis hurtigt kunne blive overrendt. Dette rejser spørgsmålet: Hvem forvalter dette vældige kontinent?
Hvem styrer Antarktis?
Syv lande gør krav på områder i Antarktis, men som et hele adskiller kontinentet sig fra de andre ved hverken at have statsoverhoved eller statsborgere. „Antarktis er det eneste kontinent på jorden der udelukkende styres på grundlag af en international aftale,“ oplyser Australian Antarctic Division.
Antarktistraktaten, som aftalen hedder, blev underskrevet af 12 nationer og trådte i kraft den 23. juni 1961. Siden da er antallet af deltagerlande steget til over 40. Ifølge traktaten er det „i hele menneskehedens interesse, at Antarktis vedblivende og for bestandig udelukkende anvendes til fredelige formål og ikke bliver skueplads eller genstand for internationale uoverensstemmelser“.
I januar 1998 trådte Antarktis-miljøprotokollen af 1991 i kraft. Protokollen forbyder enhver form for minedrift og mineraludvindelse i Antarktis i mindst 50 år. Den betegner også kontinentet og de marine økosystemer der er afhængige af det, som „et naturreservat der er helliget fredelige og videnskabelige formål“. Det er forbudt at bruge området til militære aktiviteter, afprøvning af våben og atomaffald. Selv brug af slædehunde er forbudt.
Antarktistraktaten er blevet hyldet som „et uovertruffent eksempel på internationalt samarbejde“. Men der er stadig mange problemer der skal løses, deriblandt suverænitetsspørgsmålet. Hvem skal for eksempel håndhæve traktatens bestemmelser, og hvordan? Og hvad vil medlemslandene gøre i forbindelse med den hurtige vækst i turismen — en potentiel trussel mod den sårbare økologi i Antarktis? I de senere år er der kommet over 7000 turister til Antarktis med skib hvert år, og dette tal forventes at blive fordoblet inden længe.
Fremtiden vil måske bringe andre udfordringer. Hvad vil der for eksempel ske hvis forskerne støder på værdifulde olie- eller mineralforekomster? Vil traktaten så hindre den kommercielle udnyttelse og den forurening der ofte følger med? Traktater kan ændres, og Antarktistraktaten er ingen undtagelse. Artikel 12 i traktaten tager højde for at den „når som helst [kan] modificeres eller ændres ved enstemmig overenskomst mellem de kontraherende parter“.
Der findes naturligvis ingen traktat der kan beskytte Antarktis mod enhver form for påvirkning fra vor industrialiserede verden. Det ville være trist hvis den smukke „hvide lygte“ nederst på jordkloden skulle blive snavset til som den yderste konsekvens af menneskenes begærlighed og manglende indsigt. Det vil være til skade for menneskene at lade Antarktis lide overlast. Den lære vi kan drage af Antarktis, er at hele Jorden — ligesom menneskets krop — er en helhed hvis forskellige dele er indbyrdes afhængige af hinanden, og som Skaberen har bragt i harmoni så den opretholder livet og er til glæde for os.
[Ramme/illustration på side 18]
Hvad er en isshelf?
Højt oppe i det indre Antarktis danner den nedfaldne sne strømme af is der flyder ned mod kysten — ifølge de seneste satellitradarbilleder bevæger nogle sig en hel kilometer om året. Mange af disse isstrømme flyder sammen som bifloder der danner kæmpefloder af is. Når de kommer ned til havet, flyder disse frosne floder oven på vandet og danner isshelfer. Ross-shelfen, som er afbildet her, får tilført is fra ikke færre end syv isstrømme, eller gletschere, og er den største. Den er på størrelse med Frankrig, og visse steder er den næsten en kilometer tyk.a
Under normale omstændigheder trækker isshelfer sig ikke tilbage, men skubbes længere ud i havet efterhånden som gletscherne tilfører shelfen mere is — ligesom når man presser tandpasta ud af en tube. Derude brækker store blokke til sidst af (en proces kaldet kælvning) og bliver til isbjerge. Nogle isbjerge når „det enorme omfang af 13.000 kvadratkilometer,“ hedder det i The World Book Encyclopedia. Men i de senere år har kælvningen taget til, og isshelferne har trukket sig tilbage, ja, nogle er helt forsvundet. Dette får dog ikke den globale vandstand til at stige. Isshelferne flyder nemlig i forvejen på vandet, hvorved de allerede forskyder deres egen vægt i vand. Men hvis isen på det antarktiske hovedland gav sig til at smelte, ville det være ligesom at tømme et bassin på 30 millioner kubikkilometer vand ud i havet. Vandstanden ville stige med 65 meter!
[Fodnote]
a Isshelfer bør ikke forveksles med pakis. Pakisen begynder som isflager der dannes på havet om vinteren når vandoverfladen fryser. Disse flager presses sammen og tager form som pakis. Om sommeren sker det modsatte. Isbjerge dannes ikke af pakis, men af isshelfer.
[Illustration]
Vældige isblokke brækker af Ross-shelfen. Her rejser isshelfen sig godt 60 meter over havets overflade
[Kildeangivelse]
Tui De Roy
[Illustration på side 20]
En weddellsælunge
[Kildeangivelse]
Foto: Øverstkommanderende John Bortniak, NOAA Corps
-