1914 — forventninger og virkelighed

I 1876 skrev C. T. Russell den første af mange artikler hvori han pegede på 1914 som det år da hedningernes tider, som Jesus havde omtalt, ville udløbe. (Luk. 21:24, GD) I andet bind af Millenniets Daggry, som blev udgivet på engelsk i 1889 og på dansk i 1895, fremførte broder Russell på en logisk måde oplysninger som ville sætte læserne i stand til selv at undersøge det bibelske grundlag for det han sagde. I næsten 40 år op til 1914 uddelte bibelstudenterne millioner af brochurer og traktater som henledte opmærksomheden på udløbet af hedningernes tider. Nogle få andre religiøse publikationer henviste også til bibelkronologien der pegede frem til 1914, men hvilken anden gruppe end bibelstudenterne gav det international omtale og levede selv på en måde som viste at de troede på at hedningernes tider ville udløbe det år?

Som 1914 nærmede sig, steg forventningerne. Hvad ville året betyde? I Ekko fra Talerstolen (5. årgang, nr. 9, september 1914) skrev broder Russell: „Dersom vor beregning af tiden er ret, vil ’hedningernes tider’ ende i dette år — 1914. Hvad vil da ske? Det ved vi ikke med bestemthed. Hvad vi venter er, at Messias’ aktive styre vil begynde omtrent ved den tid, da hedningernes magtfrist udløber. Vi venter — enten vi nu har ret eller ikke — at Guds domme på en underfuld måde vil åbenbares mod al uretfærdighed, og at dette vil betyde, at mange, om ikke alle, af de nuværende institutioner går deres opløsning imøde.“ Han understregede at han ikke forventede „verdens ende“ i 1914 og at jorden står for evigt, men at den nuværende samfundsordning, som Satan hersker over, skal forgå.

I Vagt-Taarnet for december 1913 havde der stået: „Ifølge den bedste kronologiske Beregning, som vi er i Stand til at foretage, er det paa det nærmeste dette Tidspunkt — hvad enten det bliver Oktober 1914 eller senere. Uden at slaa noget fast ser vi os om efter visse Begivenheder: 1) Afslutningen af Hedningernes Tider — Hedningevældet i Verden — og 2) Indførelsen af Messias’ Rige i Verden.“

Hvordan ville dette finde sted? Bibelstudenterne mente på det tidspunkt at det rimeligvis måtte indebære at de der endnu var tilbage på jorden af dem som Gud havde udvalgt til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus, blev herliggjort. Hvad tænkte de så da dette ikke skete i 1914? I The Watch Tower for 15. april 1916 hed det: „Vi tror at årstallene har vist sig at være ganske rigtige. Vi tror at hedningernes tider er udløbet.“ Men der blev oprigtigt tilføjet: „Herren sagde ikke at hele menigheden ville blive herliggjort i 1914. Vi udledte det blot, og vi tog åbenbart fejl.“

Heri mindede de om Jesu apostle. Apostlene kendte og mente at de troede på profetierne om Guds rige. Men ved forskellige lejligheder nærede de alligevel forkerte forventninger med hensyn til hvordan og hvornår disse profetier ville blive opfyldt. Det førte til skuffelse for nogle. — Luk. 19:11; 24:19-24; Apg. 1:6.

Da oktober 1914 kom og gik uden den forventede forvandling til himmelsk liv, vidste broder Russell at der ville komme alvorlige selvransagelser. I Vagt-Taarnet for januar 1915 skrev han: „Lad os huske, at vi befinder os i en Prøveperiode. Apostlene oplevede en lignende Tid i Mellemrummet mellem Herrens Død og Pinsedagen. Efter sin Opstandelse viste Herren sig nogle faa Gange for sine Disciple, og derpaa saa de Ham ikke i mange Dage. De blev modløse og sagde: ’Der er ingen Grund til at vente længere.’ ’Jeg vil tage ud at fiske,’ var der een, der sagde. To andre svarede: ’Vi vil gaa med dig.’ De var ved at vende tilbage til deres Fiskeri og opgive at fiske efter Mennesker. Det var en Prøvetid for Disciplene. En saadan er der ogsaa nu. Hvis der findes nogen Grund, som kunde faa en til at slippe Herren og Hans Sandhed og høre op med at ofre for Herrens Sag, da er det ikke Kærlighed til Gud i Hjertet, der har givet en saadan Interesse for Herren og Hans Sag, men noget andet, sandsynligvis Haabet om, at Tiden kun var kort, at Indvielsen kun skulde vare en vis Tid.“

Det var åbenbart sådan nogle havde det. Deres tanker og ønsker havde hovedsagelig drejet sig om udsigten til at blive forvandlet og få liv i himmelen. Da dette ikke skete på det forventede tidspunkt, lukkede de øjnene for betydningen af de forbløffende ting der trods alt indtraf i 1914. De glemte alle de dyrebare sandheder de havde lært fra Guds ord, og de begyndte at gøre nar af dem der havde hjulpet dem til kundskab derom.

Ydmygt begyndte bibelstudenterne igen at ransage Skrifterne for at lade Guds ord justere deres opfattelse. Deres overbevisning om at hedningernes tider var udløbet i 1914 ændredes ikke. Lidt efter lidt begyndte de at få større klarhed over hvordan det messianske rige var begyndt — at det var blevet oprettet i himmelen da Jehova overdrog myndigheden til sin søn Jesus Kristus, og at dette ikke behøvede at vente indtil Jesu medarvinger var blevet oprejst til himmelsk liv men at de ville blive herliggjort sammen med ham senere. De indså også at udbredelsen af Rigets indflydelse ikke var betinget af at fortidens trofaste profeter først blev oprejst, men at kongen ville bruge loyale nulevende kristne som sine repræsentanter til at fremholde for folk af alle nationer at de kunne opnå evigt liv som Rigets jordiske undersåtter.

Som dette storslåede billede oprulledes for deres øjne, fulgte der yderligere prøvelser og sigtning. Men de der virkelig elskede Jehova og glædede sig over at tjene ham, var meget taknemmelige for de tjenesteprivilegier der åbnede sig for dem. — Åb. 3:7, 8.

En af disse var A. H. Macmillan. Han skrev senere: „Skønt vor forventning om at blive taget til himmelen ikke blev indfriet i 1914, udløb hedningetiderne . . . Men vi var ikke særlig foruroligede over at ikke alt fandt sted som vi havde forventet, for vi var travlt optaget af arbejdet med Fotodramaet og med de problemer som krigen skabte.“ Han holdt sig travlt beskæftiget i Jehovas tjeneste og frydede sig over at se antallet af lovprisere af Guds rige vokse til langt over en million i sin levetid.

Da han så tilbage på sine erfaringer i de 66 år han var tilsluttet organisationen, sagde han: „Jeg har set organisationen blive udsat for mange alvorlige trængsler og dens medlemmers tro blive prøvet. Med Guds ånds hjælp er den kommet igennem dem alle og er stadig vokset.“ Om ændringer i forståelsen i tidens løb skrev han: „De grundlæggende sandheder vi havde lært fra Bibelen var stadig de samme. Så jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv.“

[Ramme/illustration på side 634]

C. J. Woodworth

Til en der holdt op med at tjene Jehova fordi Jesu Kristi salvede disciple ikke blev taget til himmelen i 1914, skrev C. J. Woodworth:

„For tyve år siden troede du og jeg på barnedåben, på præsternes guddommelige ret til at forrette denne dåb, på at dåben var nødvendig for at undgå evig pine, på at Gud er kærlighed, på at Gud har skabt og stadig skaber millioner af væsener i sit billede som vil tilbringe utallige evigheder i brændende, kvælende svovldampe, forgæves bønfaldende om blot én dråbe vand til at lindre deres pinsler . . .

Vi troede at når mennesket dør, lever det; vi troede at Jesus Kristus aldrig døde, at han ikke kunne dø, at der aldrig blev betalt eller ville blive betalt en løsesum, at Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus er én og samme person, at Kristus var sin egen fader, at Jesus var sin egen søn, at den hellige ånd er en person, at én plus én plus én giver én, at da Jesus hang på korset og sagde: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,’ talte han blot til sig selv, . . . at de nuværende riger er en del af Kristi rige, at Djævelen har opholdt sig langt borte i et helvede man aldrig har fundet, i stedet for at udøve herredømme over denne verdens riger . . .

Jeg lovpriser Gud for den dag den nærværende sandhed blev bragt til min dør. Den var så opbyggende, så velgørende for sind og hjerte, at jeg hurtigt gav slip på fortidens sludder og forlorne dybsindigheder og blev brugt af Gud til også at åbne dine forblindede øjne. Vi glædede os over sandheden sammen og arbejdede side om side i femten år. Herren viste dig den store ære at bruge dig som sit talerør; jeg kender ingen der som du kunne afsløre Babylons tåbeligheder. I dit brev spørger du: ’Hvad bliver det næste?’ Her kommer vi til det sørgelige ved situationen. Det næste bliver at du tillader dit hjerte at blive bittert mod den hvis kærlighedsgerninger og hvis velsignelse fra det høje bragte sandheden til både dit og mit hjerte. Du gik din vej og tog en del af fårene med dig. . . .

Jeg virker nok latterlig i dine øjne fordi jeg ikke blev taget til himmelen den 1. oktober 1914, men du virker bestemt ikke latterlig i mine øjne — nej, langtfra.

Nu da ti af jordens største nationer vrider sig i dødskrampe forekommer det mig at være et særlig upassende tidspunkt at søge at latterliggøre den mand, og den eneste i øvrigt, som i fyrre år har fremholdt at hedningernes tider ville udløbe i 1914.“

Broder Woodworths tro rokkedes ikke da begivenhederne i 1914 ikke udviklede sig som forventet. Han erkendte blot at der var mere at lære. På grund af sin tillid til Guds hensigt tilbragte han ni måneder i fængsel i 1918-19. Senere tjente han som redaktør for bladene „The Golden Age“ og „Consolation“ („Den gyldne Tidsalder“ og „Ny Verden“). Han stod fast i troen og var loyal mod Jehovas organisation lige til sin død i 1951, da han var 81 år gammel.

[Ramme/illustration på side 637]

A. H. Macmillan

„Jeg har set den visdom der ligger i tålmodigt at vente på at Jehova skal give os en bedre forståelse af Bibelen, i stedet for at strides om en ny tanke. Somme tider var vore forventninger til en bestemt dato større end Bibelen gav hjemmel for. Selv om disse forventninger ikke blev indfriet, ændrede dette ikke Guds hensigter.“