I årtier havde Russell og hans medarbejdere forkyndt at hedningetiderne ville udløbe i 1914. Forventningerne var store. C. T. Russell havde kritiseret dem der havde fastsat forskellige årstal for Herrens genkomst, som for eksempel William Miller og nogle adventistgrupper. Men lige fra dengang han begyndte at samarbejde med Nelson Barbour, havde han været overbevist om at der fandtes en pålidelig tidsregning, baseret på Bibelen, og at den pegede frem til 1914 som det år da hedningernes tider skulle udløbe.

Efterhånden som dette betydningsfulde år nærmede sig, var forventningerne store blandt bibelstudenterne. Men ikke alt det de ventede, stod udtrykkeligt i Bibelen.

Store forventninger

Den 28. juni 1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig-Ungarn skudt og dræbt af en snigmorder. Dette mord udløste Den Store Krig, som den første verdenskrig i begyndelsen blev kaldt. Kamphandlingerne begyndte i august 1914, da Tyskland gik ind i Belgien og Frankrig. Samme efterår var blodbadet i fuld gang.

„Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi!“ udbrød broder Russell da han fredag morgen den 2. oktober 1914 trådte ind i spisesalen på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Spændingen var stor. De fleste af de tilstedeværende havde i årevis set frem til 1914. Hvad ville der ske når hedningetiderne udløb?

Den første verdenskrig rasede, og man troede dengang at krigen ville gå over i en tid med globalt anarki som ville resultere i at den eksisterende tingenes ordning blev bragt til ophør. Men der var også andre forventninger til 1914. Alexander H. Macmillan, der blev døbt i september 1900, mindedes senere: „En del af os [troede] for alvor . . . at vi ville komme i himmelen i løbet af den første uge af oktober.“a Ja, da Macmillan tænkte tilbage på den morgen Russell bekendtgjorde at hedningetiderne var forbi, indrømmede han: „Vi var meget opstemte, og jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis signalet til at drage til himmelen var blevet givet på dette tidspunkt — men der skete naturligvis intet af den slags.“

Mange af William Millers tilhængere og flere adventistgrupper havde mistet troen i det 19. århundrede da deres forventninger om Herren Jesu genkomst ikke blev indfriet. Hvordan gik det bibelstudenterne, der var knyttet til Russell? Var nogle af dem motiveret af tanken om deres egen snarlige frelse snarere end af kærlighed til Gud og et stærkt ønske om at gøre hans vilje?

’Blev du ikke skuffet, broder Russell?’

Broder Russell havde tilskyndet bibelstudenterne til at være vågne og besluttede på at fortsætte i Herrens gerning selv om deres forhåbninger ikke blev indfriet så hurtigt som de måske havde ventet.

Oktober 1914 kom og gik, og C. T. Russell og hans medarbejdere befandt sig stadig på jorden. Så gik også oktober 1915. Var Russell skuffet? I Vagt-Taarnet for april 1916 skrev han: „’Men, Broder Russell, hvad Tanker har du med Hensyn til Tiden for vor Forvandling? Blev du ikke skuffet over, at den ikke indtraf paa den Tid, vi havde haabet?’ vil I spørge. Nej, svarer vi, vi blev ikke skuffet. . . . Brødre, de af os, der staar i den rette Stilling for Gud, vil ikke blive skuffet ved nogen af Hans Ordninger. Vi ønskede ikke, at vor egen Vilje skulde ske; og da vi derfor udfandt, at det var den forkerte Ting, vi ventede i Oktbr. 1914, var vi glad over, at Herren ikke forandrede sin Plan for at tilfredsstille os. Vi ønskede ikke, at Han skulde gøre dette. Vi ønskede blot at blive i Stand til at forstaa Hans Planer og Hensigter.“

Nej, bibelstudenterne blev ikke ’hentet hjem’ til himmelen i oktober 1914. Men hedningernes tider udløb i det år. Det var tydeligt at bibelstudenterne havde mere at lære om betydningen af året 1914. Hvad skulle de foretage sig i mellemtiden? Arbejde! Som der stod i Vagt-Taarnet for oktober 1916: „Vi tænkte os, at Høstarbejdet med at indsamle Menigheden [af salvede] vilde være fuldendt, før Hedningetiderne sluttede; men intet i Bibelen siger dette. . . . Er vi fortrydelige over, at Høstarbejdet vedvarer? Nej, nej . . . Vor nuværende Stilling, kære Brødre, skulde være en saadan, at vi følte stor Taknemmelighed overfor Gud, stadig større Værdsættelse af den skønne Sandhed, som Han har givet os den Forret at se og blive sammenknyttet med, og forøget Iver i at hjælpe til at bringe Sandheden til andres Kundskab.“

[Ramme på side 62]

’Nogle af os havde været lidt for hastige’

Da oktober 1914 nærmede sig, ventede nogle af bibelstudenterne at de ved hedningetidernes udløb ville modtage deres himmelske belønning som salvede kristne. Det fremgår af noget der skete ved et stævne som bibelstudenterne holdt den 27.-30. september 1914 i Saratoga Springs i New York. A. H. Macmillan, der var blevet døbt 14 år tidligere, holdt et foredrag onsdag den 30. september, hvori han blandt andet sagde: „Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem [til himmelen] nu.“

To dage senere (fredag den 2. oktober) måtte Macmillan finde sig i nogle godmodige drillerier i Brooklyn, hvor stævnedeltagerne samledes. Fra sin plads ved bordenden sagde C. T. Russell: „Vi må foretage nogle ændringer i programmet for søndag [den 4. oktober]. Søndag klokken halv elleve vil broder Macmillan tale til os.“ Hvordan var reaktionen? Macmillan skrev senere: „De lo alle hjerteligt, da de huskede, hvad jeg havde sagt om onsdagen i Saratoga Springs — at det var ’sidste gang, jeg talte offentligt’!“

„Og så fik jeg jo travlt med at finde noget at sige,“ fortsatte Macmillan. „Jeg fandt den 74. salme, 9. vers: ’Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mere; hvor længe, ved ingen af os.’ Det var noget helt andet. I den tale prøvede jeg at vise vennerne, at nogle af os måske havde været lidt for hastige med at tro, at vi skulle til himmelen med det samme, og at det, vi nu havde at gøre, var at arbejde ivrigt i Herrens tjeneste, indtil han besluttede, hvornår nogle af hans godkendte tjenere skulle komme hjem til ham.“