Afslutningen på hedningernes tider

Bibelstudenterne havde længe interesseret sig stærkt for Bibelens kronologi. Kommentatorer havde fremsat mange forskellige synspunkter angående Jesu profeti om „hedningernes tider“ og profeten Daniels beretning om Nebukadnezars drøm om træstubben der stod bundet i „syv tider“. — Luk. 21:24, DA48; Dan. 4:10-17.

Allerede i 1823 beregnede John A. Brown, hvis værk blev udgivet i London, at de „syv tider“ i Daniels Bog, kapitel 4, varede 2520 år. Men han var ikke helt klar over hvornår denne profetiske tidsperiode begyndte, eller hvornår den ville slutte. Men han satte de „syv tider“ i forbindelse med hedningernes tider, der er omtalt i Lukas 21:24. I 1844 gjorde en engelsk præst ved navn E. B. Elliott opmærksom på at de „syv tider“ i Daniels Bog muligvis ville udløbe i 1914, men han fremlagde også den alternative opfattelse at de udløb ved tiden for den franske revolution. I 1849 behandlede Robert Seeley i London spørgsmålet på lignende måde. I en publikation der udkom senest i 1870 og som var redigeret af Joseph Seiss og hans medarbejdere og trykt i Philadelphia i Pennsylvanien, blev der fremlagt beregninger som pegede på 1914 som et betydningsfuldt årstal, skønt ræsonnementet heri var baseret på en kronologi som C. T. Russell senere forkastede.

I Herald of the Morning for august, september og oktober 1875 bidrog N. H. Barbour så til at samordne detaljer som andre havde påpeget. Ved hjælp af en tidsregning udarbejdet af den engelske præst Christopher Bowen og udgivet af E. B. Elliott, viste Barbour at hedningernes tider begyndte da kong Zedekias blev afsat som konge, sådan som det var forudsagt i Ezekiel 21:25, 26, og han pegede frem til 1914 som det år hvor hedningernes tider skulle udløbe.

I begyndelsen af 1876 modtog C. T. Russell et nummer af Herald of the Morning. Han skrev straks til Barbour og tilbragte en del af sommeren sammen med ham i Philadelphia. Blandt de ting de drøftede var profetiske tidsperioder. Kort tid efter, i en artikel med titlen „Hedningernes tider — hvornår ender de?“, behandlede Russell også dette spørgsmål ud fra Bibelen og påpegede at vidnesbyrdene viste at ’de syv tider ville ende i 1914’. Denne artikel blev bragt i Bible Examiner for oktober 1876.j Bogen Three Worlds, and the Harvest of This World (Tre verdener, og denne verdens høst, ikke oversat til dansk), som blev udgivet i 1877 af N. H. Barbour i samarbejde med C. T. Russell, kom til samme konklusion. Og i nogle af de første numre af Watch Tower, for eksempel numrene for december 1879 og juli 1880, blev 1914 omtalt som et yderst betydningsfuldt årstal ifølge Bibelens profetier. I 1889 blev hele det fjerde kapitel i andet bind af Millenniets Daggry (der senere blev kaldt Studier i Skriften) viet drøftelsen af „hedningernes tider“. Men hvad ville det indebære at hedningernes tider udløb?

Bibelstudenterne var ikke helt sikre på hvad der ville ske. De var overbeviste om at jorden ikke ville blive brændt op og alle mennesker udslettet. Men de vidste at det ville markere et vigtigt punkt med hensyn til Guds herredømme. I begyndelsen troede de at Guds rige inden da ville have overtaget det fulde herredømme i hele universet. Da det ikke skete, mistede de dog ikke tilliden til de bibelprofetier der pegede frem til året 1914. De drog i stedet den slutning at årstallet blot havde markeret en begyndelse på Guds riges styre.

Tilsvarende troede de i første omgang at der før dette år ville indtræffe globale vanskeligheder som førte til anarki (noget de forstod ville være forbundet med krigen på „Guds, den Almægtiges, store dag“). (Åb. 16:14) Ti år før 1914 antydede Watch Tower imidlertid at der lige efter udløbet af hedningernes tider ville indtræffe verdensomspændende uroligheder som resulterede i at menneskelige institutioner blev tilintetgjort. Bibelstudenterne ventede at året 1914 ville markere et betydningsfuldt vendepunkt for Jerusalem, eftersom der stod i profetien at ’Jerusalem ville blive nedtrådt’ indtil hedningernes tider var til ende. Da de så at 1914 nærmede sig sin afslutning og de endnu ikke havde lidt døden i kødet og var blevet ’rykket bort i skyer’ for at møde Herren — i overensstemmelse med deres tidligere forventninger — håbede de oprigtigt at deres forvandling ville finde sted når hedningernes tider udløb. — 1 Thess. 4:17.

Mens årene gik og de granskede Skrifterne om og om igen, bevarede de en stærk tro på profetierne og holdt sig ikke tilbage fra at fortælle hvad de ventede ville ske. Med vekslende held bestræbte de sig for at undgå at være dogmatiske med hensyn til detaljer der ikke var direkte nævnt i Bibelen.

Ringede „vækkeuret“ for tidligt?

Der blev så afgjort store uroligheder i verden i 1914 ved udbruddet af den første verdenskrig, der i mange år slet og ret blev kaldt Den Store Krig; men den førte ikke til at alle eksisterende styreformer blandt menneskene umiddelbart blev omstyrtet. På baggrund af det der skete i forbindelse med Palæstina efter 1914, mente bibelstudenterne at de så vidnesbyrd om betydelige forandringer for Israel. Men månederne og årene gik uden at de fik deres himmelske belønning, som de havde ventet. Hvordan reagerede de på det?

Vagt-Taarnet for april 1916 fremhævede datoen den 1. oktober 1914 og skrev så: „Dette var det sidste Tidspunkt, som Bibelkronologien paapegede for os med Hensyn til Menighedens Erfaringer. Sagde Herren, at vi vilde blive borttaget [til himmelen] da? Nej. Hvad sagde Han? Hans Ord og Profetiernes Opfyldelse syntes bestemt at pege paa, at denne Dato afmærkede Hedningetidernes Afslutning. Vi drog deraf den Slutning, at Menighedens ’Forvandling’ vilde finde Sted omkring eller før den Dato. Men Gud sagde os ikke, at det vilde være saa. Han tillod os at drage den Slutning; og vi tror, at det har vist sig at være en nødvendig Prøve for Guds kære hellige overalt.“ Men var denne udvikling et bevis for at deres herlige håb var blevet beskæmmet? Nej. Det betød bare at ikke alt skete så hurtigt som de havde ventet.

Flere år før 1914 havde Russell skrevet: „Kronologi (Tidsprofeti i Almindelighed) var øjensynligt ikke bestemt til at give Guds Folk nøjagtig kronologisk Underretning hele Vejen ned gennem Aarhundrederne. Den er øjensynligt mere bestemt til at tjene som et Vækkeur til at vække og stimulere Herrens Folk paa den rette Tid. . . . Men lad os f. Eks. tænke os, at Oktober 1914 skulde gaa hen, uden at Hedningemagternes Fald fandt Sted. Hvad vilde dette bevise eller modbevise? Det vilde ikke modbevise noget Træk i den guddommelige Tidsaldrenes Plan. Genløsningsprisen, der blev fuldbragt paa Golgatha, vilde dog stadig staa som Sikkerhed for den endelige Fuldførelse af Guds Plan for Menneskenes Genoprettelse. Menighedens ’Kald herovenfra’ til at lide med Genløseren og blive herliggjort med Ham som Hans Lemmer eller Hans Brud vilde ogsaa stadig være det samme. . . . Det eneste, der vilde blive berørt ved Kronologien, vilde være Tiden for Opfyldelsen af disse herlige Forhaabninger for Menigheden og for Verden. . . . Og dersom den bestemte Tid gaar forbi, vilde det kun bevise, at vor Kronologi, vort ’Vækkeur’, gik lidt for stærkt. Vilde vi betragte det som en stor Ulykke, dersom vort Vækkeur vækkede os nogle faa Minutter tidligere om Morgenen til en stor Dag fuld af Glæde og Fryd? Sikkert ikke!“

Men „vækkeuret“ havde ikke ringet for tidligt. Det var blot de oplevelser de blev vækket til, der ikke helt svarede til det de havde ventet.

Nogle år senere, da lyset var blevet klarere, erkendte de: „Mange af de kære hellige troede, at alt Arbejdet nu var udført. . . . De glædede sig over det afgørende Bevis for, at Verdens Ende var kommet, at Himmeriges Rige var nær, og at deres Forløsning stundede til. Men de havde overset noget andet, som ogsaa maatte gøres. Det glade Budskab, som de havde modtaget, maatte forkyndes for andre; thi Jesus havde befalet: ’Dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.’ (Matthæus 24, 14)“ — Vagttaarnet, juni 1925.

Når bibelstudenterne sammenlignede det der skete efter 1914 med det Herren havde forudsagt, gik det lidt efter lidt op for dem at de siden 1914 havde levet i de sidste dage for den gamle tingenes ordning. De forstod også at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1914 og at den ikke bestod i at han personligt var vendt tilbage (usynligt) til jordens nærhed, men i at han som regerende Konge rettede sin opmærksomhed mod jorden. De forstod og accepterede at de havde det store ansvar at forkynde „denne gode nyhed om riget“ til et vidnesbyrd for alle nationerne i denne kritiske periode af menneskenes historie. — Matt. 24:3-14.

I 1914 var Guds førkristne, trofaste vidner ikke blevet oprejst som den messianske konges fyrstelige repræsentanter på jorden, som man tidligere havde ventet, og de der var tilbage af ’den lille hjord’ havde heller ikke sluttet sig til Kristus i det himmelske rige i dette år. Alligevel skrev Vagt-Taarnet for april 1915 tillidsfuldt at 1914 var den tid da „Timen var kommet for Herren til at tiltage sig sin store Magt og regere“, og dermed sætte en stopper for de hedenske folkeslags uafbrudte herredømme gennem årtusinder. I nummeret for oktober 1920 stadfæstede Vagt-Taarnet denne forståelse og satte den i forbindelse med den gode nyhed som ifølge Jesu profetier skulle forkyndes over hele jorden før enden kom. (Matt. 24:14) Ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922 blev denne forståelse gentaget i en resolution, og broder Rutherford gav stævnedeltagerne denne indtrængende opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige!“

Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag

Den verdenskrig der brød ud i 1914 rystede den bestående tingenes ordning i dens grundvold. På et tidspunkt så det ud som om begivenhederne ville udvikle sig sådan som bibelstudenterne havde ventet.

I august 1880 havde broder Russell skrevet: „Vi forstår at før menneskeslægten genrejses eller endog begynder at blive velsignet, vil alle jordens nuværende riger der binder og undertrykker menneskeheden, blive omstyrtet, at Guds rige vil overtage herredømmet og at velsignelsen og genoprettelsen vil komme gennem dette nye rige.“ Hvordan skulle denne ’omstyrtelse’ af rigerne finde sted? Ud fra de tilstande som Russell på det tidspunkt kunne se, mente han at det var ved hjælp af stridende fraktioner blandt menneskene at Gud under Harmagedonkrigen ville omstyrte de eksisterende institutioner. Han sagde: „Arbejdet med at gøre ende på menneskenes riger er ved at begynde. Den magt som vil omstyrte dem, er nu i virksomhed. Folket organiserer allerede sine styrker under navnet kommunister, socialister, nihilister og så videre.“

Bogen Hævnens Dag (senere kaldt Slaget ved Harmagedon, engelsk 1897; dansk 1910) uddybede bibelstudenternes forståelse af emnet: ’Herren vil betjene sig af denne store Hær af utilfredse — patrioter, reformatorer, socialister, moralister, anarkister, uvidende og fortvivlede — og bruge deres Drømme, Frygt, Daarskab og Selviskhed til i Overensstemmelse med sin Visdom at omstyrte de nuværende Institutioner og berede Menneskene for Retfærdighedsriget.’ De forbandt med andre ord Harmagedonkrigen med en voldelig social revolution.

Men skulle Harmagedon blot være en kamp mellem stridende fraktioner af menneskeheden, en social revolution som Gud gjorde brug af for at omstyrte eksisterende institutioner? De skriftsteder der havde tilknytning til dette emne blev studeret endnu grundigere, og Vagttaarnet for 1. september 1925 indeholdt denne kommentar til Zakarias 14:1-3: „Vi vil forstaa dette saaledes, at alle Jordens Nationer under Satans Ledelse vil samle sig til Kamp imod Jerusalemklassen, det vil sige dem, der har stillet sig paa Herrens Side . . . Aabenbaringen 16, 14. 16.“

Året efter blev det egentlige formål med denne krig fremhævet i bogen Verdensbefrielsen (dansk 1928): „Nu vil Jehova ifølge sit Ord lægge sin Magt saa klart og uimodsigeligt for Dagen, at det vil kunne vække Menneskene til Erkendelse af, at de har handlet ugudeligt, og bringe dem til at forstaa, at Jehova er Gud. Det var af samme Grund, at Gud i sin Tid lod den store Syndflod komme, hindrede Fuldførelsen af Babelstaarnet, tilintetgjorde den assyriske Konges, Sankeribs, Hær og lod Ægypterne opsluges af Havet. Og det er ogsaa af denne Grund, at han nu vil lade en ny stor Trængsel komme over Verden. De tidligere Ulykker var kun Skygger af dem, der nu forestaar. Det er til Guds den Almægtiges store Dag, Hærene samles. Det er ’Herrens Dag, den store og forfærdelige’ (Joel 3:4), paa hvilken Gud vil gøre sig et Navn. I denne store endelige Kamp vil Menneskene af alle Folkeslag og Tungemaal lære, at Jehova er den almægtige, alvise og retfærdige Gud.“ Men Jehovas tjenere på jorden fik denne påmindelse: „I denne store Krig vil ingen af de Kristne slaa et eneste Slag. Grunden hertil er den, at Jehova har ladet sige: ’Krigen er ikke eders, men Guds.’“ Den krig der var tale om her, var tydeligvis ikke den nationerne begyndte at udkæmpe i 1914. Den hørte fremtiden til.