Ikketroende og den kristne menighed

11, 12. (a) Hvilken yderligere forandring indtraf da ætioperen blev døbt? (b) Hvordan stemmer dette med ordene i Filipperbrevet 2:12, 13?

¹¹ Jesus sagde til sine disciple: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Den føromtalte ætiopiske proselyt vidste i forvejen en del om Jehova og den hellige ånd, så da Filip hjalp ham til at forstå og anerkende at Jesus er Guds messianske søn, kunne han blive døbt. Han blev dermed et godkendt medlem af Jehovas folk der fulgte Kristus. Han måtte naturligvis stå Gud til regnskab og ’holde alt det der var befalet’ for kristne. Men sammen med dette ansvar fik han et vidunderligt håb, håbet om frelse.

¹² Paulus skrev senere til de kristne at de skulle ’arbejde på deres egen frelse med frygt og bæven’. Dette er muligt fordi Gud, „for sin gode viljes [eudokiʹas] skyld, virker i [os] både at ville og at virke“. — Filipperne 2:12, 13.

13. Hvordan måtte de kristne forholde sig over for dem der ikke var kvalificerede til at lade sig døbe lige så hurtigt som den ætiopiske eunuk?

¹³ Ikke alle der kom i kontakt med de sande kristne kvalificerede sig til at blive døbt lige så hurtigt som den ætiopiske eunuk. De der ikke var jøder eller proselytter kendte kun lidt eller slet intet til Jehova og hans veje, og de fulgte naturligvis ikke hans moralnormer. Hvordan skulle de kristne forholde sig over for dem? De måtte følge Jesu eksempel. Han hverken tilskyndede til eller så igennem fingre med synd. (Johannes 5:14) Men han var tolerant over for de syndere der kom til ham og som ønskede at bringe deres liv i overensstemmelse med Guds vilje. — Lukas 15:1-7.

14, 15. Hvem andre end salvede kristne overværede møderne i Korinth, og var de alle lige hurtige til at gøre åndelige fremskridt?

¹⁴ At de kristne var tolerante over for dem der var ved at lære mere om Gud, fremgår af Paulus’ ord om møderne i Korinth. Da han skrev om brugen af åndens mirakuløse gaver der i begyndelsen tjente som et tegn på at de kristne havde Guds velsignelse, omtalte han „troende“ og „ikke-troende“. (1 Korinther 14:22) „De troende“ var dem der tog imod Kristus og blev døbt. (Apostelgerninger 8:13; 16:31-34) „Mange af korintherne som hørte, begyndte at tro og at blive døbt.“ — Apostelgerninger 18:8.

¹⁵ Ifølge Første Korintherbrev 14:24 kom der også ’ikke-troende eller ukyndige’ til møderne i Korinth.c De var sandsynligvis ikke nået lige langt med hensyn til at studere Guds ord og følge det i deres eget liv. Nogle begik måske stadig synder, mens andre der havde fået et vist mål af tro, havde foretaget enkelte forandringer i deres livsførelse og var begyndt at fortælle andre om det de havde lært — allerede inden de selv var blevet døbt.

16. Hvordan kunne disse nye have gavn af at være sammen med de kristne ved menighedens møder?

¹⁶ Naturligvis kunne ingen af disse udøbte siges at være „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Hvis de før i tiden havde begået alvorlige moralske og åndelige fejltrin, var det forståeligt at det tog dem en vis tid at rette deres liv ind efter Guds normer. Men så længe de ikke ondsindet forsøgte at ødelægge menighedens tro og renhed, var de velkomne. Det de så og hørte ved møderne kunne ’retlede’ dem idet ’deres hjertes hemmeligheder blev gjort kendt’. — 1 Korinther 14:23-25; 2 Korinther 6:14.

Hvordan man kunne forblive godkendt af Gud til frelse

17. Hvilken opfyldelse fik ordene i Lukas 2:14 i det første århundrede?

¹⁷ Tusinder af mennesker hørte den gode nyhed gennem de døbte kristnes offentlige forkyndelse i det første århundrede. Nogle fik tro på det de hørte, ændrede sind og lod sig døbe, hvorved de ’aflagde en offentlig bekendelse til frelse’. (Romerne 10:10-15; Apostelgerninger 2:41-44; 5:14; Kolossenserne 1:23) Der var ingen tvivl om at datidens døbte disciple havde Jehovas godkendelse, for han antog dem som sine åndelige sønner ved at salve dem med sin hellige ånd. Apostelen Paulus skrev: „Han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning [eudokiʹan].“ (Efeserne 1:5) Inden for samme århundrede begyndte det der var blevet forudsagt af englene ved Jesu fødsel altså at gå i opfyldelse: „Fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eller: godkendelse].“ — Lukas 2:14.

„Jeg har godkendt dig“

4. (a) Hvad betyder det græske ord der oversættes med „godkendt“ i Guds udtalelse? (b) Hvorfor er brugen af ordet særlig interessant i dette tilfælde?

⁴ Disse ord, „jeg har godkendt dig,“ som Gud rettede til Jesus efter hans dåb, finder vi i evangelieberetningerne. Her bruges det græske udsagnsord eudokeʹō. (Mattæus 3:17; Markus 1:11; Lukas 3:22) Det betyder „at være godt tilfreds med, at synes godt om, at se med velbehag på, at beslutte“, og det tilsvarende navneord har betydningen „velvilje, velbehag, gunst, ønske, beslutning“. Eudokeʹō bruges ikke kun i forbindelse med Jehova. For eksempel siges der om de kristne i Makedonien at de ’af god vilje’ gav økonomiske bidrag til andre. (Romerne 10:1; 15:26, Skat Rørdam; 2 Korinther 5:8; 1 Thessaloniker 2:8; 3:1; se The Kingdom Interlinear Translation.) I Jesu tilfælde var det imidlertid Gud der udtrykte sin godkendelse. Eudokeʹō anvendes kun om Jesus efter at han var blevet døbt. (Mattæus 17:5; 2 Peter 1:17) Det er interessant at lægge mærke til at der bruges et andet ord — chaʹris — i Lukas 2:52, hvor der siges at Jesus som ung og udøbt gjorde fremskridt i „gunst“ hos Gud og mennesker.

5. (a) Hvad viser at ufuldkomne mennesker kan vinde Guds godkendelse? (b) Hvem er disse „mennesker der har Guds velvilje“?

⁵ Er det også muligt for ufuldkomne mennesker at vinde Guds godkendelse? Til alt held for os er svaret ja. Da Jesus blev født sagde englene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eudokiʹas].“ (Lukas 2:14) Ifølge en ordret oversættelse af den græske tekst var det „mennesker af god vilje“, det vil sige mennesker der nød Guds velvilje eller „mennesker som Gud godkender“, englene sang om og som skulle opnå fred.a Om ordene en anthrōʹpois eudokiʹas siger professor Hans Bietenhard: „Vendingen sigter til mennesker der har Guds velvilje . . . Der er altså ikke her tale om menneskers gode vilje . . . Der er tale om Guds suveræne og nådige vilje, hvormed han udvælger sig et folk til frelse.“ Af Lukas 2:14 fremgår det altså, sådan som Jehovas Vidner længe har forklaret, at det er muligt for ufuldkomne mennesker at vinde Guds velvilje og blive godkendt af ham, og dette sker i første række gennem deres indvielse og dåb.b