og, hvad der er det mest mærkværdige, hele skove af vældorme med højrøde duske som fast forankrede i havbunden når en højde på op til 1,8 meter.

En levende gåde

Da biologerne undersøgte disse vældorm nøjere, opdagede de at der er tale om en levende gåde. Ormene havde hverken mund eller fordøjelsessystem. Hvordan kunne de så spise og fordøje deres føde? Endnu mere forbløffende var det at ormene havde rødt blod — ikke bare noget der lignede blod, men rigtigt, hæmoglobinholdigt blod — som cirkulerede i kroppen og den fjerlignende dusk.

Mysteriet blev større da biologerne åbnede den slappe sæk i vældormens krop. Dens væv indeholdt en bakteriekultur på mere end 10 milliarder bakterier pr. gram. I 1980 fremsatte en biologistuderende en teori om at vældorm lever ved hjælp af symbiose — et samliv hvor to arter gensidigt er til nytte for hinanden. Forskningen har bekræftet hendes teori ved at påvise at vældormen som værtsorganisme ernærer bakterierne, som så igen forsyner vældormen med mad.

Som gællerne hos fisk samler vældormens dusk de ingredienser bakterierne har brug for til fremstilling af føde, for eksempel ilt og kulstof. Duskene svajer ikke direkte i det livsfarligt varme vand der kommer fra dybhavssprækkerne, men i det nærliggende område hvor dette vand blandes med havvand hvis temperatur er tæt på frysepunktet. Denne fødevareproduktion kræver selvfølgelig energi. På Jordens overflade og i den del af havvandet der ligger tættest på havoverfladen, sørger solens lys for energi til fødevareproduktionen, og det får vegetationen til at gro. Men sollyset kommer end ikke i nærheden af vældormenes hjem i dybhavet.

For at kunne binde alle de stoffer til sig som bakterierne har behov for, indeholder vældormenes blod hæmoglobinmolekyler der er 30 gange større end menneskets hæmoglobinmolekyler. Via blodet føres disse stoffer til de sultne bakterier, som derefter producerer føde til vældormene.