I Akabs søn Jorams regeringstid belejrede aramæerne Samaria, hvilket resulterede i så streng en hungersnød at nogle spiste deres egne børn. Men som en opfyldelse af Elisas profeti ophørte hungersnøden på én nat da Jehova fik aramæerne til at flygte i panik og efterlade deres forsyninger. — 2Kg 6:24-29; 7:1-20.

I den sidste del af Akabs regeringstid belejrede aramæerkongen Ben-Hadad II Samaria og svor at han ville lægge den så fuldstændigt øde at der ikke ville være støv nok tilbage til at hans soldater kunne få en håndfuld hver. Israelitterne fik dog skænket sejren for at Akab skulle erkende at Jehova er den almægtige Gud. (1Kg 20:1-21) Ved et andet sammenstød mindre end et år senere da Ben-Hadad blev tvunget til at overgive sig, lod Akab ham gå da han lovede at Israel ville få nogle byer tilbage, og at Akab kunne tage sig „gader i Damaskus“ ligesom Ben-Hadads fader havde taget sig gader i Samaria. (1Kg 20:26-34) I disse „gader“ blev der åbenbart opført basarer, eller markeder, til fremme af Ben-Hadads faders økonomiske interesser. Alligevel var Akab misfornøjet og nedtrykt da han vendte hjem til Samaria, for Jehova havde sagt til ham at eftersom han havde skånet Ben-Hadads liv, ville han miste sit eget. — 1Kg 20:35-43.

Denne dom blev fuldbyrdet i det 3. år derefter da Akab bad kong Josafat af Juda om hjælp til at tilbageerobre Ramot-Gilead fra Aram. De to konger holdt hof ved indgangen til Samarias port, og efter at have ignoreret Jehovas profet og lyttet til falske profeters bedrageriske råd drog de af sted til kampen. (1Kg 22:1-28; 2Kr 18:2, 9) Akab forklædte sig, men blev ramt af en fjendtlig pil skønt bueskytten ikke havde genkendt ham. Akab forblødte i sin stridsvogn og blev ført tilbage til sin hovedstad, hvor han blev begravet, og stridsvognen blev skyllet ren ved Samarias dam. (1Kg 22:29-38) Denne dam kan være identisk med den ikke særlig dybe, men store rektangulære dam som arkæologer har udgravet på dette sted.