I Ras Shamra-teksterne omtales Ba’al som Dagans søn, men det er uklart hvad der menes med „søn“.

Religionen i Ba’als by

Ras Shamra-teksterne omtaler flere end 200 guder og gudinder. Den øverste guddom var El, der blev kaldt gudernes og menneskenes fader. Stormguden Ba’al-Hadad havde tilnavnene „han som rider (kører) på skyerne“ og „jordens herre“. El skildres som en hvidskægget vís olding der er utilnærmelig for mennesker. Ba’al fremstilles derimod som en stærk og stræbsom guddom der eftertragter herredømmet over guderne og menneskene.

Teksterne blev sandsynligvis reciteret under højtider, for eksempel nytår eller høst. Men de lader sig ikke tolke entydigt. I et digt om en strid angående herredømmet besejrer Ba’al havguden Yam, Els yndlingssøn. Måske har sagnet om sejren givet Ugarits søfolk tillid til at Ba’al ville beskytte dem på havet. Derimod taber Ba’al en tvekamp med guden Mot og må ned i underverdenen. Det medfører tørke, og menneskenes virke går i stå. Men Ba’als søster og gemalinde, Anat, som er gudinde for kærlighed og krig, dræber Mot og bringer Ba’al tilbage. Ba’al likviderer sønnerne af Els gemalinde, Athirat (Asjera), og bestiger atter tronen. Men syv år efter vender Mot tilbage.

Nogle tolker dette epos som et symbol på årstidernes vekslen, hvor den livgivende vårregn må vige for sommerens tørre hede, men kommer igen om efteråret. Andre mener at den syv år lange cyklus skildrer frygten for tørke og hungersnød. Under alle omstændigheder mente man at Ba’als forrang var af største betydning for at menneskenes forehavender kunne lykkes. Forskeren Peter Craigie bemærker: „Formålet med dyrkelsen af Ba’al var at sikre hans overhøjhed. Hans tilbedere troede at afgrøderne og kvæget, der var en livsbetingelse for menneskene, kun ville trives når han var ved magten.“

Et bolværk mod hedensk religion

De udgravede tekster viser tydeligt hvor lastefuld Ugarits religion var. The Illustrated Bible Dictionary skriver om den: „Teksterne viser de nedværdigende og samfundsnedbrydende følger af at man tilbad disse guder, som var optaget af krig, hellig prostitution og lidenskabelig kærlighed.“ De Vaux bemærker: „Når man læser disse digte, forstår man den væmmelse som jahvismens sande tilhængere og de store profeter følte mod denne gudsdyrkelse.“ Den lov Gud gav fortidens Israel, virkede som et bolværk mod den slags.

I Ugarit var det almindeligt at tage varsler og udøve astrologi og magi. Indbyggerne tog ikke kun varsler af himmellegemerne, men også af deforme fostre og indvolde af slagtede dyr. „Man antog at den gud som et rituelt slagtofferdyr blev bragt til, blev ét med dyret, og at gudens ånd forenede sig med dyrets ånd,“ oplyser historikeren Jacqueline Gachet. „Ved at tyde de synlige tegn i disse organer fik man kendskab til gudernes vilje, som kom til udtryk i et positivt eller negativt svar på spørgsmål om fremtidige begivenheder og om hvordan man skulle handle i en specifik situation.“ (Le pays d’Ougarit autour de 1200 av.J.C.) Israelitterne skulle derimod gå langt uden om alt hvad der var okkult. — 5 Mosebog 18:9-14.

Moseloven forbød udtrykkeligt sodomi. (3 Mosebog 18:23) Men hvilken holdning havde man i Ugarit? Ifølge teksterne parrer Ba’al sig med en kvie; og „uanset om man mener at Ba’al antager tyreskikkelse under denne akt, kan det samme ikke siges om hans præster, der efterlignede hans mytologiske handlinger,“ som arkæologen Cyrus Gordon har sagt.

Israelitterne fik følgende bud: „I må ikke lave flænger i jeres legeme for en afdød sjæl.“ (3 Mosebog 19:28) Men myten beretter at El ved Ba’als død „skar sig i huden med en kniv, snittede sig med en ragekniv; han skar sine kinder og sin hage“. Ba’alsdyrkerne havde åbenbart for skik at lemlæste sig selv. — 1 Kongebog 18:28.