• Tempel
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)

    • Herodes’ tempel. Dette tempel er ikke beskrevet i detaljer i Bibelen. Den vigtigste kilde til oplysninger om Herodes’ tempel er Josefus, som selv så bygningen og omtaler opførelsen af den i Den jødiske krig og i sit værk om jødernes oldtidshistorie. Yderligere oplysninger findes i den jødiske Misjna, og arkæologien kan føje lidt til. Den efterfølgende beskrivelse støtter sig til disse kilder, der i nogle tilfælde ikke er helt sikre. — BILLEDE, bd. 2, s. 543.

      I Den jødiske krig (1. bog, 21. kap., 1. afsnit) siger Josefus at Herodes genopbyggede templet i sit 15. regeringsår, hvorimod han i oldtidshistorien siger at det var i det 18. år. (Jewish Antiquities, XV, 380 [xi, 1]) Forskerne anerkender i almindelighed den sidste angivelse, men det kan desværre ikke siges med sikkerhed hvornår Herodes begyndte at regere, eller hvordan Josefus beregnede hans regeringstid. Selve helligdommen blev bygget på halvandet år, mens der blev bygget på forgårdene med videre i otte år. Da nogle jøder i år 30 e.v.t. sagde til Jesus: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år“ (Joh 2:20), talte de åbenbart om det arbejde der indtil da var blevet udført på det samlede kompleks af forgårde og bygninger. Dette arbejde blev først fuldført omkring seks år før templet blev ødelagt i år 70.

      På grund af had og mistro ville jøderne ikke tillade Herodes at ombygge templet før han havde gjort alt klar til den nye bygning. Af samme grund betragtede de ikke det ombyggede tempel som et tredje tempel, men talte kun om det første og det andet tempel (Salomons og Zerubbabels).

      Angående de mål Josefus opgiver for templet, siger Smiths Dictionary of the Bible (1889, bd. IV, s. 3203): „Han angiver længden og bredden så nøje at man næsten må formode at han ved nedskrivningen har haft en grundplan fra Titus’ generalkvartermester liggende foran sig. Disse mål står i en mærkelig kontrast til højdeangivelserne, der næsten alle uden undtagelse kan påvises at være overdrevne, ja i almindelighed fordoblede. Da alle bygningerne blev lagt i grus under belejringen, kunne man ikke afsløre ham for fejlagtige højdeangivelser.“

      Søjlegange og porte. Josefus skriver at Herodes udvidede tempelområdet til det dobbelte, og at han på Morijabjergets sider byggede mure af store sten og lod udjævne et areal på bjergets top. (Den jødiske krig, 1. bog, 21. kap., 1. afsnit; Jewish Antiquities, XV, 391-402 [xi, 3]) Misjna (Middot 2:1) siger at tempelområdet målte 500 alen (223 m) på hver led. Langs yderkanterne var der søjlegange. Templet vendte mod øst, ligesom de tidligere templer. På østsiden lå Salomons Søjlegang, der bestod af tre rækker marmorsøjler. I denne søjlegang blev Jesus en vinter omringet af jøder som spurgte om han var Messias. (Joh 10:22-24) Der lå også søjlegange mod nord og vest, men den største var Den Kongelige Søjlegang mod syd, der bestod af fire rækker korinthiske søjler, i alt 162, som delte kolonnaden i en midtergang og to sidegange. Søjlerne var langt højere end i de andre søjlegange, og deres omkreds var så stor at der skulle tre mand med udstrakte arme til at nå omkring dem.

      Der var øjensynlig otte porte der førte ind til tempelområdet: fire på vestsiden, to på sydsiden, én mod øst og én mod nord. (Se PORT [Tempelporte].) På grund af disse porte tjente den første forgård, Hedningernes Forgård, også som offentlig gennemgang, idet folk ved at krydse forgården sparede omvejen uden om tempelområdet.

      Hedningernes Forgård. Den store plads der var indrammet af søjlegangene, kaldtes Hedningernes Forgård fordi ikkejøder havde lov til at komme der. Det var herfra Jesus to gange, ved begyndelsen og ved slutningen af sin jordiske tjeneste, uddrev dem der havde gjort hans Faders hus til et varehus. — Joh 2:13-17; Mt 21:12, 13; Mr 11:15-18.

      For at nå frem til den egentlige tempelbygning, selve helligdommen, måtte man gennem flere forgårde. Hver ny forgård havde en højere grad af hellighed. Når man gik tværs over Hedningernes Forgård, kom man til en tre alen (1,3 m) høj mur med åbninger som man kunne passere igennem. Oven på muren var der anbragt store sten med en advarsel på græsk og latin. Den græske inskription lød (ifølge én oversættelse): „Ingen fremmed må gå indenfor skranken og indhegningen om templet. Enhver, som bliver grebet i færd hermed, vil kun have sig selv at takke for sin død.“ (Skatte fra Bibelens tid af Alan Millard, København 1986, s. 181) Da Paulus blev angrebet af en pøbelskare i templet, var det fordi jøderne havde udspredt det rygte at han havde ført en hedning ind på det forbudte område. Vi bliver mindet om denne mur når vi læser at Kristus „nedbrød skillemuren“ (her dog brugt i symbolsk betydning) mellem jøder og hedninger. — Ef 2:14, fdn.; Apg 21:20-32.

      Kvindernes Forgård. Kvindernes Forgård lå 14 trin højere. Her kunne kvinderne træde ind for at tilbede. I denne forgård var der bidragsbøsser, og det var i nærheden af dem Jesus stod da han roste en enke for at give alt hvad hun ejede. (Lu 21:1-4) Der lå også flere bygninger i Kvindernes Forgård.

      Israels Forgård og Præsternes Forgård. Femten brede halvcirkelformede trappetrin førte videre op til Israels Forgård, der kun måtte betrædes af mænd som var ceremonielt rene. Langs ydermuren til denne forgård lå der forrådskamre.

      Derefter kom Præsternes Forgård, der svarede til forgården i teltboligen. Her lå alteret, der var bygget af utilhuggede sten. Ifølge Misjna var dets grundflade 32 alen (14,2 m) på hver led. (Middot 3:1) Josefus angiver et højere tal. (Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 6. afsnit; se ALTER [Altre efter landflygtigheden].) Præsterne gik op til alteret ad en rampe. Ifølge Misjna blev der også anvendt et „bækken“. (Middot 3:6) Denne forgård var også omgivet af forskellige bygninger.

      Tempelbygningen. Ligesom det tidligere tempel bestod dette tempel også hovedsagelig af to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste. Bygningens gulv lå 12 trin højere end Præsternes Forgård. Som i Salomons tempel var der bygget kamre langs bygningens sider, og der var også et tagkammer. Indgangsdørene var af guld, 55 alen (24,5 m) høje og 16 alen (7,1 m) brede. Forhallen var bredere end den bagvedliggende bygning, idet den ragede 20 alen (8,9 m) ud til hver side. Det Hellige var indvendig 40 alen (17,8 m) langt og 20 alen bredt. Her stod lampestanderen, skuebrødsbordet og røgelsesalteret, som alle var af guld.

      For indgangen til Det Allerhelligste var der et tykt, smukt mønstret forhæng. Ved Jesu død flængedes dette forhæng fra øverst til nederst så det afsløredes at der ikke var nogen pagtens ark i Det Allerhelligste. I stedet for arken var der en stentavle som ypperstepræsten stænkede blodet på når han gik derind på forsoningsdagen. (Mt 27:51; He 6:19; 10:20) Dette rum var 20 alen langt og 20 alen bredt.

      Under den romerske belejring af Jerusalem i år 70 forskansede jøderne sig i templet. De satte selv ild til søjlegangene, men en romersk soldat satte (i modstrid med den romerske hærfører Titus’ ønske) ild til selve tempelbygningen, hvorved Jesu ord gik i opfyldelse: „Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Mt 24:2; Den jødiske krig, 6. bog, 4. kap., 5.-7. afsnit; 7. bog, 1. kap., 1. afsnit.