MANASSE

(Manasʹse) [en der får til at glemme; en der lader glemme].

1. Josefs førstefødte søn og en sønnesøn af Jakob. Efter at Josef var blevet Ægyptens fødevareadministrator, gav Farao ham Asenat, datter af Potifera, præsten i On, til hustru, og hun fødte Josef to sønner, Manasse og Efraim. Josef kaldte sin førstefødte Manasse, for, som han sagde: „Gud har ladet mig glemme al min modgang og hele min faders hus.“ — 1Mo 41:45, 50-52.

Da Jakob velsignede Manasse og Efraim, lagde han med hensigt og uden at ville ændre det sin højre hånd på Efraim og sin venstre på Manasse, hvorved han lod den yngste gå forud for den ældste. (1Mo 48:13-20) Dette viste at Efraim ville blive større end Manasse.

Manasse fik sønner med en aramaisk medhustru (1Kr 7:14), og Josef levede længe nok til at se Manasses søn Makirs sønner. — 1Mo 50:22, 23.

2. Den stamme i Israel som Josefs søn Manasse var stamfader til. Den bestod af syv slægter. Omkring et år efter at israelitterne havde forladt Ægypten, blev antallet af Manasses våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter opgjort til 32.200. (4Mo 1:34, 35) En af disse var uden tvivl Gaddi, en af de ti mænd som aflagde en dårlig rapport efter at have udspejdet det forjættede land. (4Mo 13:1, 2, 11, 25-33) Da der næsten 40 år senere igen blev holdt folketælling, var antallet af registrerede mænd i stammen vokset til 52.700, hvorved den oversteg Efraim med 20.200. (4Mo 26:28-34, 37) Det må derfor være Manasses fremtidige rolle Moses sigtede til da han talte om „Efraims titusinder“, men blot „Manasses tusinder“. — 5Mo 33:17.

I ørkenen lå Manasses stamme, under ledelse af høvdingen Gamaliel, Pedazurs søn, lejret vest for teltboligen sammen med Efraims og Benjamins stammer. Denne afdeling med tre stammer var den tredje i marchordenen. — 4Mo 1:10, 16; 2:18-24; 7:54; 10:23.

Erobringer på begge sider af Jordan. Da israelitterne besejrede amoritterkongerne Sihon og Og, gav Moses deres landområde til rubenitterne, gaditterne og Manasses halve stamme på betingelse af at disse stammer var med til at indtage landet vest for Jordan. (4Mo 32:20-33; 34:14, 15; 5Mo 29:7, 8) Den nordlige del af området øst for Jordan ser ud til først og fremmest at være blevet indtaget ved manassitternes bestræbelser, idet dele deraf blev indtaget af Ja’ir, Noba og „Makirs sønner“. Af den grund tildelte Moses dem dette område. — 4Mo 32:39-42; 5Mo 3:13-15; 1Kr 2:21, 22.

Senere drog mænd fra „Manasses halve stamme“ som havde modtaget deres arvelod, med over Jordan og var med til at indtage landet mod vest. (Jos 1:12-18; 4:12) De var også blandt dem der samledes foran Garizims Bjerg da Josua „oplæste . . . alle lovens ord, velsignelsen og forbandelsen“. (5Mo 27:12; Jos 8:33, 34) Under Josuas ledelse brød israelitterne kana’anæernes magt og besejrede 31 konger i løbet af ca. seks år. (Jos 12:7-24) Skønt der stadig var nogle områder tilbage som ikke var indtaget, delte Josua derefter landet i arvelodder, hjulpet af ypperstepræsten Eleazar og de guddommeligt udnævnte repræsentanter fra de ti stammer (deriblandt manassitten Hanniel, Efods søn). — 4Mo 34:17, 23; Jos 13:1-7.

Arvelodder. Halvdelen af Manasses stamme havde naturligvis allerede fået sin arvelod øst for Jordan. Den omfattede Basan og en del af Gilead. (Jos 13:29-31) Syd herfor lå Gads område, og grænsebyen var Mahanajim. (Jos 13:24-26, 30) Denne del af Manasses område var hovedsagelig en højslette med en gennemsnitshøjde af ca. 610 m over havet. Her lå Golan, en af de seks tilflugtsbyer, og Be’esjtera (Asjtarot), en anden levitby. — Jos 20:8, 9; 21:27; 1Kr 6:71.

Den anden halvdel af Manasses stamme fik tildelt et område vest for Jordan. (Jos 17:2, 5) Det grænsede mod syd til Efraim, mod vest til Middelhavet, mod nordvest til Aser og mod nordøst til Issakar. Fra Mikmetat gik grænsen mellem Efraim og Manasse til Tappua, hvorfra den fortsatte langs Kanas Regnflodsdal og endte ved Middelhavet. (Jf. Jos 16:5-8; 17:7-10.) Mens efraimitterne havde enklavebyer i Manasse, havde manassitterne enklavebyer (Bet-Sjean, Jibleam, Dor, En-Dor, Ta’anak, Megiddo og deres småbyer) i både Issakar og Aser. (Jos 16:9; 17:11) Manassitterne drev imidlertid ikke kana’anæerne ud af disse enklavebyer, men satte dem senere til at udføre tvangsarbejde. (Jos 17:11-13; Dom 1:27, 28; jf. 1Kr 7:29.) To af disse enklavebyer, Ta’anak (Aner?) og Jibleam (Bileam eller Gat-Rimmon?), fik kehatitterne af Levis stamme tildelt. — Jos 21:25, 26; 1Kr 6:70.

Historie. Efter at fordelingen af landet var tilendebragt, velsignede Josua mændene fra Ruben, Gad og den østlige halvdel af Manasses stamme og tilskyndede dem til fortsat at tjene Jehova. (Jos 22:1-8) De forlod Silo, drog til Jordan og byggede dér et alter. Det udløste næsten en borgerkrig da de øvrige stammer betragtede dette som et udtryk for troløshed og oprør. Problemet blev dog løst fredeligt da det blev forklaret at alteret ikke var blevet rejst for at der skulle bringes ofre på det, men for at det skulle være et vidne om deres trofasthed mod Jehova. — Jos 22:9-31.

På et senere tidspunkt i historien brugte Jehova dommeren Gideon af Manasses stamme til at udfri sit folk fra midjanitternes undertrykkelse. (Dom 6:11-16, 33-35; 7:23; 8:22) Jefta, en anden dommer, var sandsynligvis også fra Manasses stamme. Han befriede Israel for amoritternes hærgen. — Dom 11:1, 32, 33.

Under Saul, Israels første konge, vandt rubenitterne, gaditterne og „Manasses halve stamme“ en afgørende sejr over hagritterne og deres allierede. (1Kr 5:10, 18-22) Blandt dem der i denne periode gik over fra Saul til David, var der også manassitter, deriblandt særlig dygtige krigere. (1Kr 12:19-21) Efter Sauls og hans efterfølger Isjbosjets død kom 18.000 manassitter fra egnen vest for Jordan og andre tusinder fra området øst for Jordan til Hebron for at gøre David til konge over hele Israel (1070 f.v.t.). — 1Kr 12:31, 37, 38.

Mange år senere fik de omfattende religiøse reformer som Judas konge Asa gennemførte, mange manassitter til at forlade Nordriget „da de så at hans Gud Jehova var med ham“. (2Kr 15:8, 9) Ved en stor sammenkomst som fandt sted i Asas 15. regeringsår (963 f.v.t.), indgik de sammen med andre en pagt om at søge Jehova. (2Kr 15:10, 12) Noget lignende fandt sted i Judas konge Ezekias’ regeringstid (745-717 f.v.t.). Mens mange manassitter gjorde sig lystige over de budbringere som Ezekias havde sendt for at indbyde dem til at komme til Jerusalem og fejre påsken, var andre villige til at ydmyge sig og tog imod indbydelsen. De var bagefter med til at ødelægge de hellige pæle og støtter, offerhøjene og afgudsaltrene. — 2Kr 30:1, 10, 11, 18; 31:1.

Tidligere (ca. 760 f.v.t.) havde Tiglat-Pileser (Tilgat-Pilneser) III ført de manassitter som boede øst for Jordan, i landflygtighed. (1Kr 5:23-26) Det ser ud til at Efraims stamme og Manasses stamme på samme tid havde indbyrdes konflikter, men de stod sammen i modstanden mod Juda. — Es 9:20, 21.

Næsten hundrede år efter at tistammeriget var blevet ødelagt, gennemførte kong Josias af Juda en omfattende ødelæggelse af altre, røgelsesstandere, hellige pæle og billedstøtter som blev brugt i den falske gudsdyrkelse, ikke blot i Juda, men også i de øde egne i Manasse og andre områder uden for Juda (fra 648 f.v.t. og derefter). Han lod også templet reparere, og dette arbejde blev finansieret af bidrag fra enkeltpersoner i de forskellige israelitiske stammer, deriblandt Manasses. — 2Kr 34:1-11.

Efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon (537 f.v.t.) bosatte nogle manassitter sig i Jerusalem. — 1Kr 9:1-3.

I Ezekiels syn lå Manasses område mellem Naftalis og Efraims. (Ez 48:4, 5) Manasse er også repræsenteret som en af stammerne i det åndelige Israel. — Åb 7:6.

3. Et navn der forekommer i den masoretiske tekst i Dommerne 18:30 på grund af en ændring foretaget af afskriverne. Beretningen drejer sig om danitternes frafald, og i Ny Verden-Oversættelsen står der at „Jonatan, søn af Moses’ søn Gersjom, han og hans sønner var præster for danitternes stamme“. (Se også DA31, DA92, Ka.) Af agtelse for Moses indføjede soferim, de jødiske skriftlærde, et nun suspensum, det vil sige et opløftet hebraisk nun (svarende til bogstavet „n“), mellem de to første bogstaver i det oprindelige hebraiske navn så der kom til at stå „Manasses“ i stedet for „Moses’“. De skriftlærde søgte på denne måde at forhindre at Jonatans handlemåde bragte skam over Moses’ navn. „Manasses“ forekommer foruden i den ændrede masoretiske tekst også i Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 med den græske Septuaginta og i den syriske Pesjitta. I Det Alexandrinske Håndskrift med den græske Septuaginta og i den latinske Vulgata står der imidlertid „Moses’“ i Dommerne 18:30.

4. Konge af Juda, kong Ezekias’ søn og efterfølger. (2Kg 20:21; 2Kr 32:33) Hans moder hed Hefziba. Han var 12 år gammel da han besteg tronen som Judas 14. konge efter David, og han herskede i 55 år (716-662 f.v.t.) i Jerusalem. (2Kg 21:1) Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne. Han genopbyggede de offerhøje hans fader havde ødelagt, rejste altre for Ba’al, tilbad „hele himmelens hær“, og i de to forgårde til templet byggede han altre til brug for den falske gudsdyrkelse. Han lod sine sønner gå gennem ilden, øvede magi, benyttede sig af spådomskunst og fremmede udøvelsen af spiritisme. Han anbragte også den udskårne hellige pæl som han havde lavet, i Jehovas hus. Han forledte Juda og Jerusalem „til at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner“. (2Kg 21:2-9; 2Kr 33:2-9) Jehova sendte profeter, men man hørte ikke på dem. Manasse udgød endog uskyldigt blod i store mængder (2Kg 21:10-16), deriblandt, ifølge jødiske rabbineres skrifter, Esajas’ blod. Det siges at profeten blev gennemsavet på Manasses befaling. — Jf. He 11:37.

Manasse blev straffet fordi han ikke gav agt på Jehovas advarsler, og blev af assyrerne ført i fangenskab til Babylon, en af den assyriske konges hovedstæder. (2Kr 33:10, 11) ’Manasse af Juda’ er nævnt i assyrerkongen Asarhaddons liste over 22 tributbetalende „konger fra Hatti, kysten og øerne“. Manasses navn forekommer også i en liste over konger som betalte tribut til Assurbanipal. — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 291, 294.

Mens Manasse var i fangenskab, angrede han, ydmygede sig og bad til Jehova, som hørte hans bøn og lod ham vende tilbage til Jerusalem, til sit kongedømme. (2Kr 33:12, 13) Derefter byggede Manasse „en ydre mur om Davidsbyen“, placerede øverster for kampstyrkerne i Judas befæstede byer og fjernede de fremmede guder og afgudssymbolet fra Jehovas hus samt alle altrene han havde bygget „på bjerget med Jehovas hus og i Jerusalem“. Han gjorde Jehovas alter klar til brug og begyndte at ofre på det og tilskyndede andre til også at tjene Jehova. Folket ofrede imidlertid stadig på offerhøjene, men til Jehova. (2Kr 33:14-17) Da Manasse døde, blev han efterfulgt som konge af sin søn Amon. — 2Kr 33:20.

5. En israelit, en af „Pahat-Moabs sønner“. Han var blandt dem der havde taget sig fremmede hustruer, men sendte dem bort „sammen med sønnerne“ på Ezras foranledning. — Ezr 10:30, 44.

6. En israelit, en af „Hasjums sønner“. Han var blandt dem der sendte deres fremmede hustruer bort som følge af Ezras nidkære indsats for den rene tilbedelse. — Ezr 10:33, 44.