-
NineveIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Arkæologiske udgravninger. Nineves beliggenhed markeres i dag af Kujundjik og Nebi Junus („profeten Jonas“), to ruinhøje på Tigris’ østbred over for Mosul i Nordirak. På Nebi Junus ligger en landsby med en gravplads og en moské, og man har derfor kun foretaget udgravninger i begrænset omfang på denne høj, som indeholder ruinerne af Asarhaddons palads. I Kujundjik har man derimod afdækket meget som vidner om Nineves storhedstid. Fundene indbefatter tusinder af kileskrifttavler fra Assurbanipals bibliotek samt ruinerne af Sankeribs og Assurbanipals imponerende paladser. På baggrund af disse fund skrev sir Austen Layard:
„Det assyriske palads’ indre må have været lige så prægtigt som imponerende. Jeg har ført læseren gennem dets ruiner, og han må selv dømme om hvilket indtryk dets sale skulle gøre på den fremmede der i oldtiden for første gang betrådte de assyriske kongers residens. Han blev ført ind ad en portal der blev bevogtet af kolossale løver eller tyre af hvid alabast. I den første sal fandt han sig omgivet af skulpturer som skildrede rigets historie. Slag, belejringer, sejre, heltegerninger under jagten og religiøse ceremonier var skildret på væggene, udhugget i alabast og malet i strålende farver. Under hvert billede var der indhugget inskriptioner, med bogstaver udfyldt med skinnende kobber, som beskrev de viste scener. Over skulpturerne var der malet andre optrin — kongen der sammen med sine eunukker og krigere modtog sine fanger, indgik alliancer med andre monarker eller udførte en hellig ceremoni. Disse billeder var omgivet af farvede borter i kunstfærdig og elegant udførelse. Særlig fremtrædende blandt disse udsmykninger var det symbolske træ, de vingede tyre og de kolossale dyr. Øverst i salen så man kongen i overstørrelse i færd med at udføre en tilbedelseshandling over for den højeste gud eller at modtage det hellige bæger af sin eunuk. Han var ledsaget af krigere der bar hans våben, og af præsterne eller de øverste guddomme. Hans rober var, ligesom hans følges, smykket med figurgrupper, dyr og blomster, alle malet i strålende farver.
Den fremmede satte fødderne på alabastfliser, der alle bar en indskrift hvori den store konges titel, afstamning og gerninger var optegnet. Flere døråbninger, formet af gigantiske vingede løver eller tyre eller af statuer af skytsguder, førte til andre afdelinger, der igen ledte til fjernere sale. I hver sal var der nye skulpturer. På væggene i nogle sale var der processioner bestående af kolossale figurer — bevæbnede mænd og eunukker der fulgte kongen, krigere der var belæssede med bytte, førte fanger af sted eller bar gaver og ofre til guderne. På væggene i andre sale var de vingede præster eller øverste guder malet, stående foran de hellige træer.
Lofterne over hans hoved var inddelt i kvadrater smykket med malede blomster eller dyrefigurer. I nogle var der indlagt elfenben, og hvert kvadrat var omgivet af elegante borter og pyntelister. Rummenes bjælker og vægge kunne være forgyldt eller endda beklædt med guld og sølv; og de mest sjældne træsorter, hvoraf cedertræet faldt mest i øjnene, var brugt til træværket. Firkantede åbninger i rummenes lofter tillod dagslyset at slippe ind.“ — Nineveh and Its Remains, 1856, del II, s. 207-209.
-
-
NineveIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Byen blev åbenbart ødelagt af brand, for mange assyriske relieffer vidner om skader eller spor efter ild og røg. Om Nineve siger Den Babyloniske Krønike: „De tilegnede sig talrigt, utalligt bytte fra byen. [De lagde] byen i ruin og [forfald.]“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 194) Den dag i dag er Nineve et øde sted hvor hjorde om foråret græsser ved og på Kujundjikhøjen.
-