• Hvor kristendom og hedenskab stødte sammen
    Vagttårnet – 2004 | 15. december

    • Artemistemplet vakler

      Artemisdyrkelsen havde dybe rødder i Efesus. Før kong Krøsus’ tid var modergudinden Kybele den centrale religiøse figur i dette område. Kong Krøsus sørgede imidlertid for at der blev skabt et mytisk slægtskabsbånd mellem Kybele og den græske gudeverden, og håbede derved at kunne indføre en guddom som kunne anerkendes af både grækere og andre. Med hans støtte begyndte derfor arbejdet på Kybeles efterfølger Artemis’ tempel. Det var omkring midten af det 6. århundrede før vor tidsregning.

      Templet var en milepæl i græsk arkitektur. Aldrig før havde man brugt så store marmorblokke til en bygning af denne størrelse og art. Dette tempel blev ødelagt ved en ildebrand i 356 f.v.t. Men det genopbyggede tempel var lige så storslået. Det gav arbejde til mange og tiltrak pilgrimme. Det blev opført på en 73 meter bred og 127 meter lang platform, mens selve templet var 50 meter bredt og 105 meter langt. Det blev regnet for at være et af verdens syv underværker. Men det var ikke alle der syntes om det. Den græske filosof Heraklit fra Efesus sammenlignede den uoplyste gang der førte op til alteret, med skændighedens mørke, og han anså templets moral for at være lavere end dyrenes. De fleste var dog af den opfattelse at Artemistemplet i Efesus aldrig ville gå til grunde. Historien viser imidlertid noget andet. Bogen Ephesos — Der neue Führer (udgivet af Det Østrigske Arkæologiske Institut i 1995) siger: „I det 2. århundrede [e.v.t.] skete der en drastisk tilbagegang i dyrkelsen af Artemis og andre etablerede guddomme i den hedenske gudeverden.“

      I det 3. århundrede efter vor tidsregning rystedes Efesus af et voldsomt jordskælv. Dertil kom at Artemistemplet blev plyndret for store rigdomme af goterne, der kom ad søvejen fra Sortehavet, og de satte ild til templet. Førnævnte bog siger: „Hvordan kunne Artemis, som nu var slagen og ude af stand til at beskytte sin egen bolig, betragtes som byens beskytterinde ret meget længere?“ — Salme 135:15-18.

      Endelig, hen imod slutningen af det 4. århundrede, erklærede kejser Theodosius I „kristendommen“ for statsreligion. Snart blev det førhen så berømte tempel for Artemis blot en ruin hvorfra man hentede byggematerialer. Artemisdyrkelsen sank ned i glemsel. En unavngiven besøgende gav følgende kommentar til et vers der lovpriste templet som et af oldtidens underværker: „Nu er det et i høj grad øde og trøstesløst sted.“