• Gravkamre — vinduer til en fjern fortid
    Vågn op! – 2005 | 8. december

    • Ægypternes forestilling om livet efter døden

      Egyptens pyramider ved Kairo og gravkamre i Kongernes Dal ved Luxor er blandt de mest kendte oldtidsgrave. For de gamle ægyptere havde ordet for „grav“, per, også betydningen „hus“. „Så man havde et hus mens man levede og et hus efter døden,“ fortæller Christine El Mahdy i sin bog Mummies, Myth and Magic in Ancient Egypt. Hun skriver også at „ifølge [ægypternes] tro var legemets overlevelse nødvendig for overlevelsen af de andre dele af deres væsen: ka, ba, og akh.“

      Ka’en var en åndelig kopi af det fysiske legeme og indbefattede personens ønsker og behov. Når en person døde, forlod ka’en kroppen og indtog gravkammeret. Fordi ka’en havde brug for de samme ting som den afdøde havde haft i levende live, „var det hovedsagelig for at dække ka’ens behov at man lagde forskellige effekter i gravkammeret,“ skriver Christine El Mahdy. Ba’en kan sammenlignes med den afdødes karakter og personlighed og blev afbildet som en fugl med menneskehoved. Ba’en trængte ind i kroppen ved fødselen og forlod den ved døden. Den tredje enhed, akh’et, forlod mumien når man udtalte nogle magiske formularer over mumien.a Akh’et levede så videre i gudernes verden.

      Da ægypterne inddelte mennesket i tre dele, gik de et skridt videre end oldtidens græske filosoffer der inddelte det i to dele — legemet og en bevidst „sjæl“. Denne idé er stadig en udbredt lære selvom der ikke findes belæg for den i Bibelen, hvor der står: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ — Prædikeren 9:5.