Undersøgelser har imidlertid vist at de ældste inskriptioner man har fundet i det geografiske område der betegnes som Elam, „blot er lister over genstande der er tegnet på lertavler med antallet opført ved siden af, angivet ved hjælp af et simpelt system af streger, cirkler og halvcirkler . . . deres indhold er på dette tidspunkt udelukkende af økonomisk eller administrativ art“. (Semitic Writing af G. R. Driver, London 1976, s. 2, 3)

Den opfattelse at elamitterne ikke hørte til de semitiske folkeslag, støtter sig derfor hovedsagelig på senere inskriptioner i kileskrift som menes at stamme fra det 2. årtusind f.v.t., samt på Behistunindskriften (fra det 6. årh. f.v.t.), der indeholder parallelle tekster på oldpersisk, akkadisk og „elamitisk“. De kileskrifttekster der tillægges elamitterne, siges at være affattet på et agglutinerende sprog (et sprog hvis ordstammer ikke ændres under bøjningen, der sker ved tilføjelser, hvorved det adskiller sig fra de flekterende sprog). Det er ikke lykkedes filologerne at forbinde dette „elamitiske“ sprog med noget andet kendt sprog.

„Hetitterne“ i Karatepe forfattede tosprogede inskriptioner (øjensynlig i det 8. årh. f.v.t.) med „hetitiske“ hieroglyffer og gammelfønikiske skrifttegn. I den persiske kongeby Persepolis har man fundet omkring 30.000 lertavler fra perserkongen Darius I’s tid,

Et yderligere vidnesbyrd om at listen over folkeslag i Første Mosebogs 10. kapitel ikke bør betragtes som rent geografisk, men er en stamtavle, er de fund der er gjort af relieffer og figurer som er udhugget i sten for elamitiske konger og dateret af arkæologer så langt tilbage som til Sargon I (hvis regeringstid ansættes til sidste halvdel af det 3. årtusind f.v.t.). Disse figurer er ikke alene typisk akkadiske (dvs. semitiske, assyrisk-babyloniske), men er også forsynet med inskriptioner på akkadisk. — The Illustrated Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1980, bd. 1, s. 433.