Arkæologiske undersøgelser vidner også om at landet var ret tyndt befolket. De fleste byer lå langs kysten, ved Det Døde Hav, i Jordandalen og på Jizre’elsletten. Ifølge W. F. Albright var der stort set ingen fastboende befolkning i Palæstinas bjergland i begyndelsen af det andet årtusind f.v.t., og han mener derfor at den bibelske overlevering taler sandt når den lader patriarkerne vandre over bjergene i det centrale Palæstina og gennem de tørre områder mod syd, hvor der stadig var rigeligt med plads til dem. (Archaeology of Palestine and the Bible, 1933, s. 131-133)

Den verdslige historie viser at Kana’an var underlagt ægyptisk overherredømme i omkring 200 år forud for den israelitiske erobring. Amarnabrevene, der er fra denne periode og blev sendt af vasalkonger i Syrien og Palæstina til de ægyptiske faraoner Amenophis III og Akhnaton, tegner et billede af betydelige stridigheder og politiske intriger mellem bystaterne i dette område.