Religionens fremtid i lyset af dens fortid

4. del: 1513-607 f.v.t. — En nation der indtog en særstilling

ET VOLDSOMT tordenvejr dannede baggrund for den løfterige fødsel. Den fandt sted i 1513 f.v.t. ved Sinaj Bjerg i det daværende Arabien (nu Egypten). Det var imidlertid ikke et menneske, men en nation, der kom til verden!

Mindre end et år tidligere havde den nye nation udgjort et patriarkalsk samfund på måske tre millioner mennesker der var i trældom under verdensmagten Ægypten. Nu var de et frit folk, og deres Gud havde besluttet at organisere dem som en nation — men vel at mærke som en nation der indtog en særstilling, vidt forskellig fra alle fortidige og fremtidige nationer.

En anderledes statsreligion

Nimrods forsøg på at forene religion og statsstyre havde haft katastrofale følger. Ville den sammenslutning der nu fandt sted ved Sinaj Bjerg og som havde visse træk tilfælles med Nimrods forehavende, falde heldigere ud?

En nation har brug for love, og israelitterne fik derfor en grundlov, almindeligvis kendt som De Ti Bud, hvortil kom cirka 600 forordninger. (2 Mosebog 20:1-17) Denne lov byggede på fundamentale sandheder der altid har været grundlæggende for den sande religion, og som er det den dag i dag.

Havde denne lov sin forløber i Hammurabis lov? Det mener nogle, og henviser til at Hammurabi, en af det første babyloniske fyrstehus’ konger, herskede godt og vel hundrede og halvtreds år før Israel blev en nation. I 1902 fandt man en gengivelse af hans lov på en stele der oprindelig havde stået i Marduktemplet i Babylon. Bogen Documents From Old Testament Times konkluderer imidlertid: „Til trods for mange lighedspunkter er der ingen grund til at antage at den hebraiske har lånt direkte fra den babyloniske. Selv på steder hvor de to lovsamlinger kun afviger lidt fra hinanden hvad bogstaven angår, afviger de meget fra hinanden hvad ånden angår.“

Det var ikke kun på dette område nationen skulle være anderledes. Det var oprindelig meningen at den ikke skulle være underlagt et jordisk overhoved, men en usynlig konge i himmelen — noget der adskilte nationen væsentligt fra alle andre. Der gik næsten 400 år før en jordisk kongerække blev indsat, og selv da var nationen enestående. Dens konge hævdede ikke at han var en gud eller efterkommer af en gud, sådan som for eksempel Ægyptens faraoner gjorde. Israels konger sad i overført forstand på „Jehovas trone“. — 1 Krønikebog 29:23.

Israels statsforvaltning, med en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt, leder måske tanken hen på nuværende styreformer. Men også her var der en markant forskel. Esajas 33:22 oplyser: „For Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ Såvel den dømmende som den lovgivende og den udøvende magt var altså samlet hos Israels Gud. Hverken nationens konge, dens dommere eller dens præster skulle være enevældige herskere. De var alle forpligtede til at rette sig efter de love og forordninger der var givet af den Gud de repræsenterede, til stor forskel fra det diktatur politiske og religiøse magthavere i dag udøver.

Mens Nimrod altså havde forsøgt at skabe en statsreligion ved at sammenblande menneskers styre med falsk religion, foregik der ved Sinaj Bjerg en forening af Guds styre med sand religion, en langt mere vellykket kombination.

Intet fællesskab med andre trosretninger

Fordi israelitterne manglede tro måtte de i 40 år vandre omkring i ørkenen. Nu, i 1473 f.v.t., hvor de omsider skulle drage ind i Kana’an, det land deres Gud havde lovet dem, blev de mindet om deres forpligtelse til at genspejle hans herlighed, som en nation der var udtaget til at tjene ham. De fik forbud mod at pleje nært samkvem med kana’anæerne, og af den grund taler et opslagsværk om „deres fjendtlighed mod deres ikkejahvistiske naboer, og deres fastholden ved Jahves enestående stilling“.

Nogle vil måske spørge: ’Hvorfor denne intolerance? Kana’anæerne har måske været ganske oprigtige. Og måske er alle religioner alligevel blot forskellige veje der fører til den samme Gud.’ Her må vi ikke glemme de prøvelser nogle måtte udstå i de voldsprægede tider før Vandfloden; på Nimrods tid, da man byggede zigguraterne; og i Ægyptens polyteistiske atmosfære. Nogle dalevende har sandsynligvis også været oprigtige, men det skånede dem ikke for at høste konsekvenserne af at de havde praktiseret en gudsdyrkelse der tydeligvis var uantagelig for Skaberen. Var kana’anæernes gudsdyrkelse da lige så fordærvet som de andres havde været? Overvej de oplysninger der fremlægges i rammen med overskriften „Religion i Kana’an — sand eller falsk?“ på side 20, og døm selv.

Halten mellem to standpunkter

Efter indtoget i det forjættede land førte Josua, Moses’ efterfølger, an i kampen mod falsk religion. Men efter hans død forsømte israelitterne at fuldføre erobringen af landet. Til skade for sig selv indledte de en sameksistens med kana’anæerne, der blev som torne i deres sider, idet de uafbrudt modstod dem og gentagne gange fik dem til at afvige fra den sande gudsdyrkelse. — 4 Mosebog 33:55; Dommerne 2:20-22.

I de følgende cirka 300 år fremstod tolv guddommeligt udnævnte dommere for at befri de frafaldne israelitter for trældommen under falsk religion. Blandt dem fandtes så velkendte mænd som Barak, Gideon, Jefta og Samson.

I 1117 f.v.t. indtraf der en væsentlig forandring i styreformen, da Saul blev sat på tronen som Israels første jordiske konge. Han efterfulgtes af David, der til sidst undertvang alle Israels fjender i det forjættede land og udvidede grænserne så langt som Gud havde fastsat. Under hans søn Salomons styre nåede Israel sin storhedstid og kunne glæde sig over en velstand der gav landet en særstilling i forhold til alle de omkringliggende nationer.

Men ved Salomons død, i 998 eller 997 f.v.t., ramte katastrofen. Nationen spaltedes, og ti stammer mod nord blev derefter kendt som Israel, mens de to sydlige stammer, Juda og Benjamin, udgjorde Juda rige. Skønt alle nordrigets 19 på hinanden følgende konger (fraregnet Tibni) hævdede at repræsentere den sande Gud, praktiserede ingen af dem sand gudsdyrkelse. (1 Kongebog 16:21, 22) De haltede så at sige mellem to standpunkter, hvilket fik alvorlige følger på kong Akabs tid. (Se Første Kongebog 18:19-40.) Endnu alvorligere var følgerne i 740 f.v.t., da Israel blev erobret af assyrerne.

Af Judas 19 konger, at regne fra Salomons søn Rehabeam, praktiserede kun et fåtal sand gudsdyrkelse. Som gode og dårlige konger afløste hinanden, sådan skiftede folket også mellem sand og falsk religion. Falsk religiøs lære og nedværdigende skikke som de omkringboende nationer praktiserede, deriblandt ba’alsdyrkelse, vandt i større og større grad indpas i folkets dagligdag. Efterhånden som disse elementer „blev yderligere rodfæstet i israelitternes tro,“ hedder det i The New Encyclopædia Britannica, „begyndte folket at tabe den opfattelse af syne at de var et udvalgt folk med den mission at være et vidnesbyrd for nationerne.“ Dette førte til nationens undergang.

Det var tydeligvis for at beskytte israelitterne og bevare deres gudsdyrkelse ren at de fik forbud mod at omgås kana’anæerne. Israel, der udøvede den sande tilbedelse, skulle stå i klar modsætning til dem der ikke gjorde det. Men folket vaklede alt for tit, og til sidst blev Jerusalem i 607 f.v.t. ødelagt af babylonierne. De overlevende indbyggere blev ført i fangenskab. I 70 år led de under de sørgelige følger af at have svigtet den sande religion. Babylon, arnestedet for falsk religion efter Vandfloden, havde besejret en nation der indtog en særstilling.

Behovet for en magtfuld hersker

Så længe israelitterne udøvede den sande religion nød de fred og sikkerhed. Kombinationen af Guds styre og sand religion betød velsignelser af alle slags for dem — men kun for dem. Hvis den fred og sikkerhed nationen for en tid nød godt af, skulle komme alle nationer til gode, var det yderst påkrævet med en hersker der formåede at indføre et retfærdigt styre og hævde den sande tro. Hvem kunne udrette dette?

Cirka 250 år efter Jerusalems fald fødtes en mand der i løbet af sin korte levetid skabte sig selv og sin nation et ry. Hans færden bragte ham til både Babylon og Ægypten, hvor han blev hyldet som en stor befrier. The New Encyclopædia Britannica kunne 2300 år senere sætte ham dette eftermæle: „Det kan med en vis ret siges at Romerrigets opståen [og] kristendommens udbredelse som verdensreligion . . . til dels var frugterne af [hans] dåd.“

Skulle denne fremtrædende verdenshersker vise sig at være den tiltrængte leder? Denne series næste artikel, „Uværdige sagnguder“, vil besvare spørgsmålet.

[Tekstcitat på side 19]

„Et lands undergang begynder i hjemmene“ Ashanti-ordsprog (Ghana)

[Ramme på side 20]

Religion i Kana’an — sand eller falsk?

„Udgravninger i Palæstina har bragt en mængde Astartefigurer af alle afskygninger for dagens lys; . . . de fleste af dem er små primitive figurer, hvilket tyder på at denne guddom hovedsagelig blev tilbedt i hjemmene, hvor kvinderne måske gik med figuren på sig eller gav den en plads i en niche. . . . De sanselige naturreligioner hvor Astarte og Ba’al dyrkedes, appellerede til det jævne folk. Det førte uundgåeligt til fordærv; perversiteter til gudens ære, vellyst og lidenskabelig hæmningsløshed blev en del af gudsdyrkelsen og fandt senere vej ind i hjemmene.“ — Calwer Bibellexikon.

„Religiøse højtider blev til en fornedret fejring af den menneskelige naturs dyriske træk. Selv græske og romerske forfattere var chokerede over det kana’anæerne foretog sig i religionens navn.“ — The Lion Encyclopedia of the Bible.

„Af kana’anæernes religiøse skikke skal kun børneofringerne nævnes her, for udgravningerne har direkte bekræftet at disse fandt sted. I såvel Gezer som Megiddo vidner de indmurede børnelig . . . om at børneofring var skik og brug.“ — Die Alttestamentliche Wissenschaft.

„I intet andet land er der blevet fundet et så forholdsvis stort antal nøgenfigurer af frugtbarhedsgudinden, hvoraf nogle er åbenlyst pornografiske. Intet andet sted gør slangedyrkelsen sig så bemærket. . . . Hellige kurtisaner og eunukpræster fandtes i hobetal. Menneskeofringer var noget velkendt . . . Den modvilje tilbederne af JHVH/Gud følte ved mødet med den kana’anæiske afgudsdyrkelse, er derfor yderst forståelig.“ — Recent Discoveries in Bible Lands.

[Illustration på side 18]

Et ba’alsbillede. Ba’alsdyrkelsen fik israelitterne til at afvige fra den sande tilbedelse

[Kildeangivelse]

Louvre, Paris