Dødehavsrullerne — det dyrebare fund

OMKRING 24 kilometer sydøst for Jerusalem ligger Wadi En-Nar, en udtørret regnflodsdal som mod øst strækker sig ned til Det Døde Hav. Bag kystsletten rejser der sig en forreven bjergkam. På kystsletten, hvor efterårets varme dage afløses af kolde nætter, vogter Ta‘amireh-beduinerne deres gede- og fåreflokke.

I 1947 kastede en ung beduinhyrde som vogtede sine hjorde, en sten op mod en lille spalte i den porøse klippeside. Han blev forskrækket af den lyd det gav. Det lød som en lerkrukke der blev slået i stykker. Bange løb han bort, men to dage senere vendte han tilbage og klatrede omkring hundrede meter højere op for at komme ind gennem et større hul i klippen. Da hans øjne havde vænnet sig til mørket, så han ti høje krukker stå langs hulens vægge samt en mængde potteskår mellem nedfaldne klippestykker spredt ud over hulens gulv.

De fleste af krukkerne var tomme, men én af dem indeholdt tre skriftruller, hvoraf de to var viklet ind i klæde. Han tog disse håndskrifter med til beduinlejren, hvor de i cirka en måned hang i en pose på en teltpæl. Senere tog nogle beduiner rullerne med til Betlehem for at se hvor meget de kunne få for dem. De blev uden videre afvist ved et kloster med den besked at rullerne var værdiløse. En handelsmand påstod at håndskrifterne var uden arkæologisk værdi; og han tænkte ved sig selv at de nok var blevet stjålet fra en jødisk synagoge. Men han tog fejl. Med en syrisk skomager som mellemmand blev skriftrullernes værdi omsider fastslået, og kort tid efter fik man også andre håndskrifter vurderet.

Nogle af disse gamle skrifter gav en helt ny viden om jødiske trossamfund på Kristi tid. Men det var et bibelhåndskrift af Esajas’ profeti som især begejstrede verden. Hvorfor?

Den store skat

Den nyopdagede Esajasrulle var oprindelig omkring 7,5 meter lang. Den bestod af 17 ark af omhyggeligt forarbejdet dyreskind af næsten lige så god kvalitet som pergament. Arkene var inddelt i 54 kolonner med gennemsnitlig 30 linjer i hver. På disse fuldstændig lige linjer havde en dygtig afskriver nedfældet teksten og inddelt den i paragraffer. — Se billedet.

Rullen, som ikke var viklet omkring stokke, var meget mørkere midtpå, hvor mange hænder havde holdt den under læsningen. Den var slidt, men dygtigt repareret og forstærket. At rullen var i så fin stand skyldtes at den havde ligget i en omhyggeligt forseglet krukke. Hvilken værdi har dette håndskrift for bibelforskere, ja for alle mennesker?

Bibelhåndskriftet er omkring tusind år ældre end noget andet kendt eksemplar af profeten Esajas’ Bog, men indholdet er stort set som man hidtil havde kendt det. Professor Millar Burrows, der stod for den tekst som blev offentliggjort i 1950, har sagt: „Esajasteksten i dette håndskrift er — trods betydelige forskelle i stavemåde og grammatik samt mange tekstvarianter af større eller mindre interesse og betydning — i alt væsentligt identisk med den [hebraiske] masoretiske tekst, som stammer fra et betydeligt senere tidspunkt.“a Det er også bemærkelsesværdigt at håndskriftet konsekvent anvender tetragrammet יהוה, Guds hellige navn, Jehova, på hebraisk.

Andre værdifulde håndskrifter

Guds navn forekommer også i andre håndskrifter fra den samme hule, som nu kaldes hule 1. I en kommentar til Habakkuks Bog forekommer tetragrammet fire gange med gammelhebraiske bogstaver, hvilket er en ældre skriftform der adskiller sig en hel del fra den mere kendte hebraiske kvadratskrift. — Se Habakkuk 1:9, NW, fodnote i studieudgaven.

Hulen indeholdt desuden dele af en anden Esajasrulle, samt nogle skindfragmenter af Daniels Bog. I et af disse skiftes der fra hebraisk til aramaisk i Daniel 2:4, ligesom i håndskrifter der er tusind år yngre.

Mindre dele af de velbevarede ruller er i dag udstillet i Jerusalem på det museum der kaldes Bogens Tempel. Dette museum ligger under jorden, hvilket giver de besøgende fornemmelsen af at gå ind i en hule. Den øverste del af museet har form som låget på den lerkrukke hvori Esajasrullen blev fundet. Man kan dog kun få en faksimile af dette håndskrift at se. Det kostbare originalmanuskript opbevares forsvarligt i et nærliggende rum.

[Fodnote]

[Kildeangivelser på side 10]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

Med tilladelse af British Museum

[Kildeangivelse på side 11]

Israel Antiquities Authority; Bogens Helligdom, Israelmuseet; D. Samuel and Jeanne H. Gottesman Center for Biblical Manuscripts

Dødehavsrullerne — en uforlignelig skat

VED foden af Wadi Qumran, på nordvestsiden af Det Døde Hav, ligger der nogle gamle ruiner. I lang tid troede man at det var resterne af et romersk fort, og ruinerne vakte derfor ikke arkæologernes interesse. Men da man i 1947 fandt Dødehavsrullerne med Esajas’ Bog i nærheden af dette sted, blev man interesseret.

Inden længe fandt arkæologerne ud af at bygningerne havde tilhørt et jødisk trossamfund. Man antog først at disse folk havde skjult rullerne i de nærliggende klippehuler. Men senere fund tyder på noget andet.

Et uforligneligt fund

Beduinerne var blevet klar over at de håndskrifter de allerede havde fundet, var af stor værdi. Da en gammel mand i 1952 fortalte at han som ung havde forfulgt en såret agerhøne indtil den var forsvundet i et hul i klippesiden, og at han dér havde fundet nogle potteskår og en gammel olielampe, gik man i gang med at søge på ny.

Den gamle mand kunne stadig huske hvor hulemundingen befandt sig i de dybe og stejle klippekløfter. Det viste sig at være en udhugget hule som i dag kaldes for hule 4. Her fandt beduinerne nogle håndskriftfragmenter der lå cirka en meter under daværende gulvhøjde. Ingen af disse fragmenter var blevet opbevaret i krukker, og de fleste var derfor slemt medtaget af ælde, mørknede og meget skrøbelige. Med tiden fandt man omkring 40.000 fragmenter fra næsten 400 forskellige håndskrifter. Samtlige bøger i De Hebraiske Skrifter var repræsenteret, på nær Esters Bog. Meget af det materiale der er fundet i hule 4 er endnu ikke blevet offentliggjort.

Et af de mere betydelige håndskrifter indeholdt Samuelsbøgerne, afskrevet på en enkelt rulle. Den hebraiske tekst, hvoraf der er bevaret 47 af de 57 kolonner der sandsynligvis har været, svarer temmelig nøje til den tekst som oversætterne af den græske Septuaginta-oversættelse benyttede. Der er også nogle græske fragmenter af Septuaginta fra Tredje og Fjerde Mosebog som er blevet dateret til det første århundrede før vor tidsregning. Det håndskrift som indeholder Tredje Mosebog gengiver det hebraiske יהוה, Guds navn, med IAŌ i stedet for med det græske Kyʹrios, „Herren“.a

I et fragment fra Femte Mosebog indeholder den hebraiske tekst også den del af det 43. vers i kapitel 32 som findes i Septuaginta og som citeres i Hebræerbrevet 1:6: „Og lad alle Guds engle bøje sig ærbødigt for ham.“ Dette er første gang man har fundet denne linje i et hebraisk håndskrift, så her har vi åbenbart den tekst som ligger til grund for den græske oversættelse. Bibelforskere har på denne måde fået ny viden om teksten i Septuaginta, der så ofte citeres i De Kristne Græske Skrifter.

En rulle som indeholder Anden Mosebog er blevet dateret til den sidste halvdel af det tredje århundrede f.v.t.; en rulle med Samuelsbøgerne til slutningen af det samme århundrede og en skriftrulle med Jeremias’ Bog til et tidspunkt mellem 225 og 175 f.v.t. Desuden har man fundet tilstrækkeligt med materiale fra det tredje til det første århundrede før vor tidsregning til at man kan spore ændringer i skrivemåde og forandringer i de hebraiske og aramaiske skrifttegn, hvilket er af stor værdi når man skal datere håndskrifter.

Overraskelsen i hule 11

Omsider var hele området omkring Qumran blevet grundigt undersøgt, både af de lokale beduiner og af arkæologer. Men en dag i 1956 lagde beduiner mærke til at nogle flagermus fløj ud af klippesprækker nord for hule 1. De klatrede derop og fandt endnu en hule. Indgangen var blokeret af to tons nedfaldne klippestykker som måtte fjernes før man kunne komme ind. I hulen gjorde man nogle enestående fund — man fandt to komplette håndskrifter og fem store dele af andre.

Det mest betydningsfulde fund var en smuk rulle med Salmerne. På grund af skindets tykkelse mener man at den er af kalveskind og ikke gedeskind. Den består af fem ark, fire løse blade og fire fragmenter, og dens samlede længde er over 4 meter. Den øverste del af rullen er velbevaret, men den nederste kant er stærkt medtaget af ælde. Den daterer sig fra første halvdel af det første århundrede efter vor tidsregning og indeholder dele af 41 salmer. Tetragrammet forekommer omkring 105 gange med gammelhebraiske bogstaver, hvilket får det til at træde tydeligt frem fra den øvrige tekst, der er skrevet med hebraisk kvadratskrift.

Et andet håndskrift, af Tredje Mosebog, er udelukkende skrevet med gammelhebraiske bogstaver. Man har endnu ikke fundet en fyldestgørende forklaring på hvorfor. Der er tale om det længste endnu eksisterende håndskrift som anvender denne skriftform — en skriftform der var i brug da jøderne kom i fangenskab ved slutningen af det syvende århundrede før vor tidsregning.

Man fandt også en targum, en aramaisk omskrivning af Jobs Bog. Dette er en af de ældste nedskrevne targumer. Der blev også fundet kommentarer til andre bibelbøger i forskellige huler. Hvordan gik det til at alle disse ruller blev gemt så godt af vejen?

Som tidligere nævnt er nogle af dem måske blevet skjult af Qumransamfundet. Men vidnesbyrdene tyder på at mange sandsynligvis er blevet gemt af jøder på flugt fra de romerske invasionsstyrker i Judæa i år 68 e.v.t., før Jerusalems endelige ødelæggelse to år senere. Det var sikkert og naturligt at skjule de dyrebare håndskrifter i Judæas Ørken, ikke blot i hulerne i nærheden af Qumran men også i huler omkring Jeriko mange kilometer nordligere, og mod syd i nærheden af Masada. Vi kan være taknemmelige for at de er bevaret til vor tid, da de er et yderligere bevis for at Jehovas inspirerede ord er uforanderligt. Som profeten Esajas skrev: „Vor Guds ord vil bestå evindelig.“ — Esajas 40:8.

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

VIL DER SNART KOMME MERE?

Skønt Dødehavsrullerne blev opdaget for flere årtier siden, findes der stadig en stor mængde fragmenter som ikke er blevet offentliggjort. I The New York Times for 23. december 1990 hed det: „Selv fotografier tilbageholdes af en klan af lærde som skyr deres kolleger og nægter at offentliggøre store dele af det materiale de råder over.“ Avisen skrev imidlertid at der for nylig er sket en udskiftning i dette redaktionshold, hvilket kan være et skridt hen imod at bryde „den klanagtige atmosfære der omgiver skriftrullerne . . ., så verden kan få yderligere kendskab til en usædvanlig periode i historien“.

[Kildeangivelse på side 12]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.