Ba’alsdyrkelsen. Ud over den omfattende omtale i Bibelen kendte man ikke meget til ba’alskulten før man ved udgravningen af Ugarit (det nutidige Ras Shamra, der ligger på Syriens kyst ud for Cyperns nordøstlige spids) fandt et stort antal religiøse genstande og hundreder af lertavler. Mange af disse gamle dokumenter, der nu benævnes Ras Shamra-teksterne, menes at være liturgier eller tekster som ba’alsdyrkerne brugte i forbindelse med ritualerne ved deres religiøse fester.

I Ras Shamra-teksterne omtales Ba’al (også kaldet Alijan [den stærke] Ba’al) som „Zebul [Fyrsten], jordens herre“ og „han som rider (kører) på skyerne“. Dette stemmer med en fremstilling af Ba’al hvor han i sin højre hånd holder en kølle og i sin venstre et stiliseret lyn der ender i en spydspids. På hovedet bærer han en hjelm som er forsynet med horn, hvilket antyder en nær forbindelse med tyren og er et symbol på frugtbarhed.

Flere ting tyder på at Ba’al og andre guder og gudinder i det kana’anæiske panteon blev forbundet med visse himmellegemer. I en af Ras Shamra-teksterne er der for eksempel tale om „et offer til Shapshu [identisk med Shamash, solen], den store Frue, og til stjernerne“, og i en anden nævnes „solens hær og dagens hærskare“.