Rubén Carlucci, som arbejdede med trykning og forsendelse af litteratur i forbudstiden, fortæller at ejeren af huset hvor trykningen fandt sted, en dag kom og advarede dem om at militærpolitiet var i gang med at ransage husene et efter et. Brødrene holdt straks op med at trykke og læssede hurtigt alt undtagen trykkemaskinen på en lastbil. Rubén fortæller: „Politiaktionen var meget omfattende, og da vi var helt omringet af betjente, kunne vi ikke forlade området. Så fik vi øje på en restaurant i nærheden, gik derind og ventede på at ransagningen skulle slutte. Det blev til flere timers venten, men det var det værd, for vores brødre fik deres værdifulde litteratur.“

Da Rubén Carlucci ved en lejlighed var på vej rundt på ruten og kun havde ét stop tilbage, gjorde en politimand pludselig tegn til ham om at køre ind til siden bag patruljevognen. Rubén adlød nervøst og bad hele tiden Jehova om hjælp. Da han standsede, kom betjenten hen til lastbilen og sagde: „Kunne jeg få dig til at give mig et skub? Min vogn vil ikke starte.“ Rubén drog et lettelsens suk og var mere end villig til at gøre ham denne tjeneste. Bagefter kørte han videre for at blive færdig med sin rute.