-
ArgentinaJehovas Vidners Årbog 2001
-
-
Behov for rigssale
Jehovas Vidner i Argentina udnyttede ivrigt den gunstige tid efter forbudet til at udvide deres forkyndelsesarbejde, og der opstod derfor et behov for egnede rigssale. Nogle rigssale var meget dårligt bygget. En rigssal i den nordlige provins Santiago del Estero havde for eksempel vægge af plastic. Luis Benitez, som i mange år har arbejdet med rigssalsbyggeprojekter, fortæller: „På en rejse til den argentinske provins Formosa kom broder Eisenhower og jeg i snak med nogle brødre der fortalte at de mødtes i en bygning med 1,2 meter høje mure og uden tag, døre eller vinduer. Som siddepladser brugte brødrene brædder der hvilede på mursten. Da vi spurgte dem hvad de gjorde når det regnede, svarede de: ’Nogle tager paraplyer med, og resten bliver våde.’“
Efter at forbudet blev hævet i 1980, fandt de ældste i Trelew-menigheden i provinsen Chubut snart ud af at de manglede et sted som var stort nok til at rumme de mange der kom for at modtage åndelig oplæring. En søster arbejdede for en familie der ejede en mødesal, og spurgte om det kunne lade sig gøre at holde møderne dér. Det var i orden, og uden at det kostede dem noget, holdt menigheden i syv-otte måneder deres møder i denne sal. Derefter samledes de i en broders møbelpolstrerværksted i nogen tid. Det var tydeligt at de havde behov for et mere permanent sted at mødes. Menighedens medlemmer var besluttede på at bygge deres første rigssal. Efter fem års søgen fik Jehovas Vidner i Trelew endelig en rigssal de kunne indvi til Jehova. Men snart nødvendiggjorde væksten i forkyndertallet at man byggede endnu en rigssal.
I hele landet var der menigheder som havde behov for rigssale. Der måtte gøres noget for at skaffe bygninger der egnede sig til den sande tilbedelse.
Afdelingskontoret yder hjælp
For at dække behovet igangsatte afdelingskontoret et program for bygning af rigssale og derunder en speciel ordning for optagelse af lån til byggeriet. Der blev også sørget for professionelle arkitekttegninger til komfortable, praktiske og beskedne rigssale og givet forslag til hvordan byggearbejdet kunne organiseres. Kvalificerede brødre blev udpeget til at yde teknisk assistance. Programmet gjorde det muligt at bygge rigssale på to måneder, og senere på kun 30 dage.
Menigheden i Trelew, som havde behov for endnu en rigssal, nød godt af dette forenklede byggeprogram. Kun 60 dage efter at byggeriet var påbegyndt, kunne brødrene samles i deres nye mødesal. Det var et stort vidnesbyrd for folk i byen, som oplevede hvordan en tom grund, der mest af alt lignede en losseplads, pludselig blev forvandlet til et sted med en smuk rigssal. Bygningshåndværkerne i byen var så imponerede at de ønskede at ansætte brødrene.
-
-
ArgentinaJehovas Vidners Årbog 2001
-
-
[Illustration på side 200]
En af de sydligst beliggende hurtigbyggede rigssale ligger i Ushuaia, Tierra del Fuego (Ildlandet)
-