-
ArgentinaJehovas Vidners Årbog 2001
-
-
Hvordan holder man et stævne skjult?
De argentinske brødre fik åndelig mad når de mødtes i små grupper og brugte den litteratur der var tilgængelig. Men hvordan kunne de få gavn af de tre årlige stævner, som Jehovas Vidner i andre dele af verden nød godt af? De første stævner man holdt efter at forbudet var trådt i kraft, blev kaldt prøvestævner. Det var kun de ældste og deres familier der overværede dem. Senere gentog de ældste programmet i deres egne menigheder. Héctor Chap, der i mange år har tjent utrætteligt som rejsende tilsynsmand, sagde: „Nogle gange holdt vi stævner ude på en mark. Dér, langt ude på landet, var vi omgivet af bondegårdens dyr, som vi knap nok ænsede i vores iver efter at lytte til hvad der blev sagt. Mange brødre optog programmet på bånd til dem der ikke kunne være til stede. Men når de afspillede foredragene, fik de sig et billigt grin, for de brødre der havde indlæg, blev akkompagneret af brølende køer, galende haner og skrydende æsler.“
Brødrene omtalte stævnerne som „skovture“ fordi de ofte blev holdt på landet. Et populært sted i provinsen Buenos Aires var et landområde i nærheden af grænsen til Santa Fé der hed Strago Murd. Stedet var ideelt fordi det lå skjult af nogle træer. En dag fik deltagerne i „skovturen“ et chok da de kom og opdagede at de smukke træer var blevet fældet. Selv om det nu ikke længere var et skjulested, fortsatte de alligevel deres „skovtur“, idet de brugte én træstub som talerstol og de andre som bænke til tilhørerne.
Brødrene holdt også stævner i en fabrik som et af Jehovas Vidner ejede. Ejeren havde en stor varevogn, og i den kørte han rundt og samlede dem op der gerne ville med til stævne. På hver runde samlede chaufføren 10 til 15 brødre op, hvorefter han kørte tilbage til fabrikken og læssede dem af bag den lukkede garageport. På den måde kunne omkring 100 mennesker samles uden at blive opdaget af naboerne eller politiet. Andre argentinske Jehovas Vidner rejste i disse år til Brasilien og Uruguay for at nyde godt af de åndelige foranstaltninger ved stævnerne.
-
-
ArgentinaJehovas Vidners Årbog 2001
-
-
[Illustration på side 178]
Et stævne holdt i skoven i den vanskelige tid
-