På dette tidspunkt besøgte Carlos Ferencia, der var rejsende tilsynsmand, en menighed i et meget farligt område. Han havde netop modtaget et brev fra afdelingskontoret om at der var et forbud på vej mod Jehovas Vidners arbejde i Argentina.

Et forbud mod det allerede forbudte arbejde

Hvordan vidste afdelingskontoret at der var et forbud på vej? Sidst i august 1976 havde forbundspolitiet foretaget en razzia mod Selskabets afdelingskontor. Den ansvarshavende sagde at der havde været forlydender om at afdelingskontoret opmagasinerede våben. Humberto Cairo, der på daværende tidspunkt var medlem af afdelingskontorets udvalg, gik med dem hen til litteraturlageret. Der var selvfølgelig ingen våben. De eneste våben var dem politiet holdt rettet mod Humberto! Politiet førte ham op på førstesalen til koordinatoren broder Eisenhowers kontor. Dér skrev politiinspektøren en rapport over resultatet af ransagningen og fik brødrene til at skrive under på den. Han fortalte dem så at regeringen stod i begreb med at forbyde Jehovas Vidner. Straks skrev afdelingskontorets udvalg brevet som gav de rejsende tilsynsmænd anvisninger om at forberede sig på regeringsforbudet.

Men Jehovas Vidners arbejde i Argentina havde været underlagt forbud siden 1950. Var det muligt at forbyde det allerede forbudte arbejde? Svaret kom hurtigt. Tomás Kardos, medlem af afdelingskontorets udvalg, mindes hvad der skete den 7. september 1976, den dag det nye forbud trådte i kraft. „Klokken fem om morgenen blev vi vækket af støj fra gaden. Et rødt blinklys trængte igennem skodderne. Min kone stod hurtigt op, så ud af vinduet, vendte sig mod mig og sagde ganske enkelt: ’De er kommet.’“

Fire stærkt bevæbnede politimænd sprang ud af en patruljevogn. Der blev øjeblikkelig udstationeret vagter ved kontorerne og trykkeriet. Broder Kardos fortsætter: „Vi spekulerede på om vi kunne gennemføre vores sædvanlige drøftelse af dagsteksten og spise morgenmad. Betjentene gjorde ingen indvendinger, så den morgen drøftede vi et skriftsted mens en bevæbnet politimand holdt vagt ved døren og en anden respektfuldt sad med ved bordet. Vi spekulerede alle på hvad der nu ville ske.“

Dekretet som var dateret den 31. august 1976 forbød Jehovas Vidners arbejde i hele landet — hvilket i realiteten var et forbud mod et arbejde som allerede var blevet forbudt i 1950. Politiet låste afdelingskontoret og trykkeriet af, og kort tid efter blev alle rigssalene i landet lukket.

„Vent med teen“

Lige inden forbudet af 1976 trådte i kraft, havde Selskabet planlagt den verdensomspændende uddeling af en særlig udgave af Rigets Nyheder. Hvad skulle man gøre hvis regeringen lagde yderligere restriktioner på Jehovas Vidners aktiviteter? Pablo Giusti, der var rejsende tilsynsmand dengang, siger: „Eftersom vi ikke vidste hvad vi skulle gøre, måtte vi rådføre os med afdelingskontoret. Hvis de mente at det var klogt at udsætte kampagnen, ville de ældste modtage et telegram med beskeden: ’Vent med teen’. Vi havde ingen anelse om hvilken misforståelse der ville opstå i forbindelse med denne besked.“

Kort tid efter at regeringsdekretet var trådt i kraft, besøgte broder og søster Giusti Malargüe-menigheden for første gang. Det var syd for Mendoza, hvor grænsepolitiet havde deres hovedkvarter. Den eneste adresse ægteparret havde, var på en ældste som boede og arbejdede i vejdirektoratets servicebygning i udkanten af byen. Ældstebroderen var der ikke, men en arbejder sagde at han måske var ude i en nærliggende skov, hvor han ofte tog hen for at motionere. På vej ned ad den lille vej lagde broder Giusti mærke til hvor øde og mennesketomt der var. Det slog ham at det ville være et ideelt sted at mødes uden at vække mistanke. Eftersom det var søndag, spekulerede han på om hele menigheden mon holdt møde dér. Men broderen var alene og var bare ved at motionere. Der ventede broder og søster Giusti en overraskelse.

Efter at have præsenteret sig spurgte Pablo til menigheden. Broderen sagde: „Ja, her i Malargüe har vi indstillet alt.“

Pablo svarede: „Hvad mener du med alt?“

Svaret var ligetil og enkelt: „Vi modtog et telegram der sagde: ’Vent med teen’, så vi indstillede møderne, forkyndelsen, det hele.“ Heldigvis var det den eneste menighed der gjorde det.

Lynvisit

Da afdelingskontoret blev lukket, mødtes medlemmer af afdelingskontorets udvalg med kredstilsynsmændene for at instruere dem om hvordan de skulle fortsætte deres arbejde. De fik besked på at finde et deltidsjob og slå sig ned på en permanent adresse for at vække så lidt opmærksomhed om deres aktiviteter som muligt. De fleste af dem brugte formiddagen til at sælge forskellige produkter og betjente så menighederne om eftermiddagen.

Kredstilsynsmændene aflagde kredsene et meget kort besøg for at videregive anvisningerne fra afdelingskontoret. På blot én uge blev alle de ældste i hver kreds, der bestod af omkring 20 menigheder, besøgt. Kredstilsynsmændene gav instruktioner i hvordan man skulle holde møder og forkynde uformelt i betragtning af de ændrede omstændigheder. De ældste fik også at vide at kredstilsynsmandens besøg ikke nødvendigvis ville vare en hel uge, men ville afhænge af antallet af bogstudiegrupper i menigheden. Møderne ville finde sted i private hjem, og besøget i hver gruppe ville vare én dag.

Under forbudet spillede kredstilsynsmændene en central rolle som mellemled mellem de lokale forkyndere og afdelingskontorets udvalg. Mario Menna, der tjente som kredstilsynsmand under forbudet, fortæller: „Det var et stort privilegium at betjene menighederne og hjælpe brødrene i disse år. Vi forsøgte at opmuntre dem ved at lade dem høre optagelser af stævneprogrammer, gøre dem bekendt med indholdet af publikationer vi havde fået fra nabolandene, og fortælle dem gode oplevelser.“