I november 1976, blot to måneder efter at det fornyede forbud mod Jehovas Vidners arbejde var trådt i kraft, anmodede afdelingskontoret den argentinske landsret om at hæve forbudet. Desuden ankede afdelingskontoret sager vedrørende børn af Jehovas Vidner som var blevet udvist af skolen fordi de nægtede at tage del i patriotiske ceremonier, sager vedrørende brødre som var blevet fængslet fordi de af samvittighedsgrunde havde nægtet militærtjeneste, samt sager om beslaglæggelse af Vagttårnsselskabets publikationer.

Den 10. oktober 1978 blev disse ankesager også indbragt for den Inter-Amerikanske Kommission for Menneskerettigheder. Kommissionen afgjorde at regeringen havde krænket Jehovas Vidners menneskerettigheder, og anbefalede at forbudet blev hævet.

Den 12. december 1980 accepterede det militære de facto-regime anbefalingen fra den Inter-Amerikanske Kommission for Menneskerettigheder og hævede forbudet. Dette gjorde det muligt for Jehovas folk i Argentina at mødes frit, hvilket var til stor glæde for brødrene.

Forbudets eftervirkninger

Under militærregimet var der i tusindvis af mennesker som forsvandt og blev henrettet. Selv om regeringen havde næret stærk modvilje mod Jehovas Vidner, var der overraskende nok ingen af disse blandt de forsvundne.

Ikke alene havde de reddet livet; forbudet gjorde dem også bedre kendt af offentligheden. Før forbudstiden så folk forvirrede ud når de spurgte forkynderne hvilken religion de tilhørte, og fik svaret: „Jehovas Vidner.“ Sådan var det ikke efter forbudets ophævelse. Susana de Puchetti, der virkede som heltidsforkynder i 37 år, fortæller: „Efter forbudet blev vi ikke længere kaldt Jehovas Sønner eller Jehova’erne, og vi blev heller ikke længere forvekslet med evangeliske grupper. I forbudstiden var vores korrekte navn ofte blevet nævnt i radioen og i aviserne. Det glædelige resultat var at folk endelig anerkendte navnet Jehovas Vidner.“