Aristoteles, der havde været elev af Platon, skelnede mellem aristokratier og oligarkier. Han anså det ægte aristokrati for en ypperlig styreform, et ædelt ideal der gjorde det muligt for mennesker med særlige evner og høje moralnormer at vie sig til at tjene almenvellet. Men så snart det var en undertrykkende og selvisk elite der sad inde med regeringsmagten, udartede det ægte aristokrati til et uretfærdigt oligarki. Dette betragtede han som et vrængbillede af et styre.

I sit forsvar for ’de bedstes styre’ indrømmede Aristoteles at en kombination af aristokrati og demokrati antagelig ville føre de bedste resultater med sig. Denne tanke har stadig sine fortalere blandt politiske tænkere. Faktisk kombinerede de gamle romere med et vist held disse to styreformer.

Det er med nogen ret blevet hævdet at alle politiske systemer i deres natur er aristokratiske, eftersom målet for dem alle er at lade de mest kompetente få magten. Begrebet „den herskende klasse“ har befæstet denne antagelse. Et opslagsværk drager følgende konklusion: „Eliten og den herskende klasse er blevet synonymer for netop det Platon og Aristoteles fremholdt som idealet.“